Score: 6
Udkommer til:
Anmeldelsen dækker:

Udvikler(e):
Udgiver(e):
PEGI 12+PEGI Bad LanguagePEGI Violence

Dragon Ball er en japansk tegneserie, der for nylig kunne fejre 25-års jubilæum og selvom vi herhjemme først for alvor lærte den at kende lidt før årtusindskiftet, så er Dragon Ball universet nu så opsvulmet at figurerne er kendt over det meste af verden. Der er kommet læssevis af bøger og tegnefilm, en enkelt (elendig) spillefilm og ikke mindst dusinvis af spil baseret på Akira Toriyamas værker. Vi kigger nærmere på Raging Blast 2, der er det seneste dragekugle-spil til Playstation 3.

Et slag i dragekuglerne

Spillene baseret på Dragon Ball har været vidt omkring. Der har været kortspil og rollespil, men oftest har der været vanvittige slå-på-tæven spil i stil med Street Fighter eller Tekken, men med vildere tricks. Har man læst bare et enkelt album i serien vil det ikke komme som nogen overraskelse, da de voldsomme kampe ofte kan finde sted over flere bind. Og vanvittige er kampene så bestemt. Der er rumvæsener, der kan lave sig om til kæmpe aber, der er robotter, som ligner mennesker, der er specialmoves som efterlader store kratere i jorden, der er folk som vender tilbage fra de døde kun for at få hævn, grise der ændrer form, og så videre og så videre. På et enkelt tidspunkt bliver månen sågar ødelagt. I Raging Blast 2 har man virkelig fanget den vilde og hektiske fornemmelse fra tegnserien. Tager man Tekken som udgangspunkt, tilføjer man derefter muligheden for at svæve rundt i luften som Superman, gør man banerne langt større (men langt mindre detaljerede), giver man figurerne mulighed for at ændre form eller fusionere med andre figurer, så er man ved at være der hvor Raging Blast 2 befinder sig.

Og det er omfattende – i hvert fald på den måde, at der er MEGET indhold. Spillets cover lover 90 figurer i alt og det skal nok passe, når nu Namco Bandai ligefrem har skrevet det på æsken. Efter næsten hver kamp bliver der låst op for tegninger, lydeffekter, nye figurer eller nye muligheder i spillet. Fra starten er der masser af materiale at gå i gang med, så der er gode chancer for at man bliver træt af spillet længe inden man løber tør for ting at lave.

Fra hovedmenuen har man ligeledes mulighed for at prøve kræfter med mange forskellige modes. Man kan vælge at spille alene imod spillets modstandere eller tage oplevelsen online. Derudover kan man selv sammensætte enkelte kampe eller turneringer som man ønsker, men vælger man at spille alene imod konsollen kommer man til spillets nok største del. Man kan i denne ”single play” vælge at træne eller blive introduceret for spillets finesser i en såkaldt tutorial, men man kan også vælge Galaxy Mode, hvor man spiller deciderede missioner. Disse missioner er forskellige for alle spillets figurer og selvom det altid er noget med at besejre nogle modstandere, er der alligevel meget variation i missionerne. Nogle gange er modstanderen lidt sejere, andre gange skal man bruge specielle angreb eller vinde kampen indenfor et bestemt stykke tid.

Den anden store single play mode hedder Battle Zone og vælger man den kommer man lidt tættere på den almindelige 1-mod-1 oplevelse som andre fighterspil tilbyder. En lille sjov detalje er, at der er inkluderet en lille tegnefilm med figurerne fra Dragon Ball. Når man har set den låser man op for en ekstra figur, der er med i tegnefilmen. Godt tænkt – men det er ringe udført. Afspilleren til tegnefilmen kan næsten ingenting og hvis man ikke trykker på noget på controlleren slukker den sig selv og det er spillet så utilfreds med, at der bliver placeret et stort skilt over tegnefilmen. Indtil man tænder igen, selvfølgelig. Selvfølgelig kan man slippe udenom det irritationsmoment, men det virker fjollet. Ligesom at tegnefilmen er på japansk med engelske undertekster. Sådan vil mange lidt ældre gamere nok foretrække det, men der er alligevel en stor portion danske Dragon Ball-fans, der hverken kan forstå den japanske tale eller de engelske undertekster.

Online spil byder på lige så mange muligheder som single play. Man kan vælge at spille standard eller freestyle, hvor forskellen er, om man skal have muligheder for at bruge mange af de ekstra muligheder og angreb man har låst op for til sine figurer, eller om kampen skal være helt lige for begge parter ved at udelukke den slags.

Når nu spillet indeholder så mange muligheder og så meget indhold, hvorfor er der så ikke mere begejstring at spore i denne anmeldelse? Fordi spillet desværre ikke er videre sjovt. Hvis man er meget passioneret Dragon Ball fan vil man sikkert elske det, men ser man på det rent tekniske, er der desværre ikke så meget at juble over i Raging Blast 2. Jojo, spillet byder på kamp i rask tempo, hvor der hele tiden kan ske noget uventet og den grafiske stil har ramt lige i plet… men de mange figurer minder utroligt meget om hinanden og kontrollen over dem mangler ligesom den præcision der gør de større fighting-titler så sjove at spille. Der er mange små irritationsmomenter rundt omkring i spillet. Eksempelvis får man efter hver kamp et spørgsmål om, hvad man har tænkt sig at gøre. Vil man spille igen eller rykke videre? Uanset hvad man vælger får man yderligere spørgsmålet ”Er du nu sikker?”. Det er ikke nødvendigt at have det mellem hver kamp. Tutorial-delen giver også meget upræcise beskrivelser af de moves man skal lære og der er ingen mulighed for at se dem blive udført, som der er i andre lignende spil. Enkelte gange er beskrivelsen direkte forvirrende. Endelig kan det ødelægge fornøjelsen for de folk der sætter sig ind i de mange moves, at man tit klarer sig lige så godt ved at trykke tilfældigt på knapperne.

Dragon Ball Raging Blast 2 er altså et Dragon Ball spil der har mange af de samme fejl og mangler som Dragon Ball spil har haft længe, men også de samme positive sider. Har man været tilfreds med et tidligere Dragon Ball fighter-spil, så er der langt mere af det samme i Raging Blast 2. Hvis man overhovedet er i tvivl om, hvorvidt man skal købe spillet, så er man sikkert ikke fan nok.

Om Søren Vestergaard