Score: 5
Udkommer til:
Anmeldelsen dækker:

Udvikler(e):
Udgiver(e):
PEGI 12+PEGI Violence

Uglen er et af de sidste dyr, vi kunne forestille os få hovedrollen i sit eget spil. Indtil nu. Denne holdning har Zack Snyders filmatisering af Kathryn Laskys bogserie ’Guardians of Ga’Hoole nemlig adresseret, og udvikler Krome Studios vælger at præsentere universet meget lig et Ace Combat for børn. Men holder det?

En ultrakort fornøjelse

Det gør det – så længe det varer. Legend of the Guardians er et ganske fornøjeligt børnespil med underholdende luftkampe, simple opgaver og et charmerende univers med varierende miljøer, men når det kan gennemføres på mellem tre og fire timer, og gameplayet tilmed når at blive enerverende inden, så er det lige lovlig meget at betale fuld pris for.

Børnene tager kontrol over den unge Guardian in spe, Shard, søn af en tidligere Guardian, som fejlagtigt blev beskyldt for at forråde uglesamfundet. Han rodes ind i en konflikt med fjenden The Pure Ones, og skal forsøge at bringe ære tilbage til sin familie og rense sin far i forsøget.

Er børnene ikke bekendte med universet vil de givetvis få svært ved at følge med. Krome antager med den største naturlighed, at spillere allerede kender omstændighederne, og karakterer introduceres ikke særlig grundigt og fænomener uddybes aldrig. Dermed vil spillere opleve at spille i blinde, og historien når aldrig rigtig at give mening. Spillet fås dog heller ikke med hverken dansk tekst eller sprog, så de vil sikkert være ligeglade.

I luften fungerer Legend of the Guardians imidlertid fint. Styringen af den lille ugle er ligetil og simpel, og kampsystemet ligeså. Shard besidder to forskellige angreb samt mulighed for barrel-roll, et backflip og den såkaldte corkscrew, der giver ham yderligere fart og ligeledes fungerer som angreb. Noget af dette bliver gjort tilgængeligt i løbet af spillet, men det hele låses op så tidligt, at man ikke skal undvære det længe.

Således handler det blot om at låse sig fast på en fjende ved L1 og angribe dem, når man befinder sig tæt nok på. Angreb kan kombineres, men kun i meget begrænset grad, og bliver Shard selv angrebet er det blot et spørgsmål om at trykke tidsnok på den face-button, der viser sig over den angribende fugl. Der er dermed ikke den store udfordring i systemet, og det er rent faktisk muligt at gennemføre hele missioner ved at forholde sig passiv, og blot kommandere sine wingmen til at angribe med nogle simple kommandoer. Det er underholdende i starten, og til målgruppen er det tilpas simpelt: Lås dig fast, angrib, gentag i det uendelige.

Missionerne monotone natur er dog et problem. Opgaverne kan lidt forenklet placeres i 4 forskellige kasser: eskortemissioner, redningsmissioner, forfølgelsesmissioner og missioner, hvor forskellige turrets eller andre nøgleinstallationer skal ødelægges ved at kaste kul på dem. Man laver alt for meget af det samme, og selvom der varieres imellem de forskellige opgaver, så er det alt for nemt at gennemskue. Når et gameplay bliver udtømt inden for tre timer, så er det ganske enkelt for overfladisk. Nogle enkelte bossfights ændrer denne formel en smule, men de er lige så lette som resten spillet, og tager blot lidt længere tid at klare.

Heldigvis er det muligt at udforske de varierende verdener uden for kampagneforløbet eller bonusmissioner. Og dette er måske spillets største styrke. Miljøerne byder på stor variation og indbyder til udforskning, og der kan samles guldringe, som kan bruges til at købe nye hjelme og kløer. Derfor er Legend of the Guardians et godkendt børnespil. Jovist, missionerne bliver hurtigt kedelige og kampagnen er alt, alt for kort. Alligevel er jeg ikke i tvivl om, at de små vil finde fornøjelse i blot at flyve frit rundt i spillets åbne miljøer og lede efter guldringe, og så er alt derudover velsagtens bare en bonus.

Om Lars Grubak Larsen