Score: 8
Udkommer til:
Anmeldelsen dækker:

Udvikler(e):
Udgiver(e):
PEGI 12+PEGI Violence

Der findes mindst ti spiludgaver af den populære anime-serie Naruto, hvilket kun kan være et udtryk for en særdeles loyal fanskare - og at der er penge i skidtet. Men i denne omgang måtte anmelderen kvæle sin indre fordomsper. Ultimate Ninja Storm 2 er en særdeles flot og velproduceret omgang ninja-action, som står distancen for sine fans.

Den orange ninja

Jeg skal være ærlig: Anime-serier som Naruto, Dragonball og Avatar er mig ikke ukendte, men jeg ville aldrig bestå eksamen i ekspertviden. Derfor er det en udfordring at bedømme et spil som dette, men lige som alle andre fanboys så har indsigten i den japanske tegnestreg et startsted. Mit blev herved foran en PlayStation 3, hvor en ninja ikke er en sortklædt snigmorder, der gemmer sig i mørket, men en lyshåret, kampdygtig dreng med orange tøj og noget, der ligner knurhår på kinderne.

Genremæssigt er Naruto Shippuden: Ultimate Ninja Storm 2 en spøjs fætter. Spillets centrale feature er et “Adventuremode” associeret med eventyr og rollespil - af den kalorielette slags. Ninjadrengen Naruto ankommer til sin hjemby og mødes med den hårdføre pige Sakura. Gradvist sluses man ind en historie, som en ferm Naturo-fan tydeligvis vil få mest udbytte af, men vi andre dødelige vil alligevel fatte de fleste pointer.

Fortællingen er primært knyttet til hovedpersonen Naruto, men historien tager også små parallelle sidespring med andre personer fra seriens univers. Naruto skal tale med indbyggerne, handle i butikker og bede til Buddha. Udleverede missioner bringer hovedpersonen rundt mellem spilverdenens hotspots og hiver handlingen fremad. Vi kender mekanikken fra andre spil.

Noget, som skiller sig ud, er æstetikken. Vanvittigt lækkert og flot stylet. Scener og rum agerer som en tegnefilm med statiske kameravinkler, varierende kompositioner og betagende håndtegnede baggrunde. Hele opgaven med at gøre Naruto-spillet til en spilbar tegnefilm, er fuldstændigt lykkedes. Men det er samtidig i disse momenter, at flowet føles en anelse drøjt. Dels er startbarrieren noget stejl. Under de første par aktive spilletimer bombarderes vi med forklaringer om, hvordan man gør dit og dat, og om hvordan objekter benyttes. Dels vil mange dialoger, gentagende loadeskærme, ujævnt tempo og tur/retur-løb mellem de samme punkter antænde utålmodigheden for noget mere action - også selv om omgivelser er utroligt fængende.

Kampe i overkill
Men reelt handler Naruto ikke om at udforske verden og hjælpe gamle damer over vejen. Jeg ved nok om serien til at vide, hvor seriens anker er kastet: Kampscener. - Ikke den realistiske type sportskampe men typen, hvor karaktererne ophæver tyngekraften, kaster med en sandørken og skyder en gigantisk søslange ud af ærmet. Lige som i Pokemon og DragonBall udgør historien mest en undskyldning for at sammenkæde kampene - men det er også retfærdiggjort, for en kampscene har meget mere substans, når man får baggrundshistorien med.

Kampscener foregår i en 3D-arena. Det føles mere dynamisk og mindre begrænsende end traditionelle fighterspil, men til gengæld er kampsystemet ikke nær så strategisk og dybt. Overfladisk vil jeg dog heller ikke kalde det, for kampene åbner muligheder for at kombinere sine egenskaber på utallige måder: Du kan benytte sekundære våben, som opsættes inden kampen begynder, en tagteam-funktion, hvor din sekundære spiller fremkaldes til at kaste særlige angreb efter modstanderen og naturligvis skal du øve dig i specielle angreb. Det giver en del frihed til at designe sit arsenal inden kampen, og meget måtte læres, før jeg selv følte mig nogenlunde ninja-agtig. Kampscenerne har også quicktime-sekvenser, som glider fuldstændigt sømløst ind i flowet og er noget af det mest imponerende og adrenalinstimulerende øjenguf, jeg har set til dato. Selv Kratos må bøje sig i støvet, når Naturo og drengene hiver tryllehatten frem.

Kan du bare ikke få nok af at uddele magiske øretæver, så har spillet et par alternative funktioner. “Free Battle” er en traditionel dyst mod en ven eller CPU'en, hvor du, foruden plottet, kan begive dig direkte ind i kamparenaen med karakterer efter dit valg - sådan næsten da, for selv om spillet indeholder i alt 42 karakterer, så er det kun en lille del, som er åben ved spillets begyndelse. De øvrige karakterer låses op, efterhånden som man knokler sig gennem adventuremode, og det er altså en slidt, udbrændt og irriterende måde at fastholde grebet om spilleren.

Der kan også kæmpes med “Online Battlemode”, men der er lidt sparsomt med funktioner set i forhold til andre kampspil med online-slagmarker. Enten spilles en almindelig vs-kamp eller en Ranked Match, hvor der kæmpes om kamppoints. Har man været en standhaftig ninja-elev, kan man tilkæmpe sig points og stige i graderne, mens grønskollingen formentlig vil se sine points rasle ud af bankkontoen. Summen er, at online-kampe kan give spillet noget smæk for skillingen og styrker fællesskabet for Naruto-fans, men samtidigt er det en funktion med sekundær vigtighed.

Buddha er med os
Lad os være ærlige: Den endegyldige kvalitet afhænger af, hvorvidt spillet stryger sin fanskare med eller mod hårene. Lad mig bare løfte sløret: Det er kræs for fans. Naruto Shippuden: Ultimate Ninja Storm 2 emmer af poleret spildesign, fantastisk lækker æstetik og høj produktionsværdi. Spillet har sine svagheder med i bagagen, men det overskygges af en virkelig helstøbt forestilling og udpræget god sans for tegnefilmens sjæl. Almene spillere går måske en stejlere barriere i møde men dermed ikke sagt, at spillet ikke har evnen til at forføre et bredere marked end de interne fanklubber, for Naruto Shippuden: Ultimate Ninja Storm 2 udstråler noget unikt i nutidens spilmarked. Det løfter sin stil og sit koncept med stor værdighed og er fuldt indstillet på at give sine ninja-fans noget godt i bytte for sparegrisen.

Gamesector Anbefaler

Om Torben Andersen