Vanquish

Score: 9
Udkommer til:
Anmeldelsen dækker:

Udvikler(e):
Udgiver(e):
PEGI 18+PEGI Bad LanguagePEGI Violence

Det er en længere historie, men kort fortalt har manden bag Resident Evil-serien, japanske Shinji Mikami, fået job hos Platinum Games (dem med Bayonetta), og hans første bedrifter har resulteret i third person-shooteren Vanquish. Efter at have gennemført spillet bliver jeg simpelthen nødt til at nappe en halv time på sofaen, for Vanquish er det i særklasse mest hæsblæsende actionbrag, jeg har været udsat for i år på Xbox 360 – og altså hæsblæsende på den fede måde!

Den kolde krig genopstår

Historien i Vanquish minder om noget, vi har hørt mange gange før. En russisk organisation, Order of the Russian Star ledet af den onde Victor Zaitsev, har ved et kup overtaget styret i Rusland, og ved hjælp af en kraftig mikrobølge skabt af solenergi, udsletter de i spillets fabelagtige intro hele San Fransisco og forsøger derved at få USA til at overgive sig – for ellers er det New York, der står for skud næste gang.

Sådan noget finder amerikanerne sig naturligvis ikke i, så de opretter en specialstyrke, Bravo Company, som får til opgave at erobre den rumstation, hvorpå Saitsev og alle hans kumpaner i form af robotter i alle afskygninger, befinder sig. Bravo Company ledes af den hvidskæggede og erfarne marinesoldat Robert Burns, og som spiller styrer man helten med det velklingende action-navn Sam Gideon, som officielt er med for at hjælpe Bravo Company, men uofficielt har han fået til opgave at redde videnskabsmanden Francis Candide, som er manden bag microbølge-systemet, der udslettede San Fransisco, og som sidst blev set på rumstationen.

Nyt legetøj
Sam bliver udstyret med en nyudviklet specialdragt kaldet ARS (Augmented Reaction Suit), som har en række mildest talt fordelagtige egenskaber. Eksempelvis er din ARS udstyret med jet boosters, så du kan glide hen ad overfladen i rasende fart. Samtidigt har du mulighed for at gå i såkaldt AR Mode (pendanten til bullet time), hvor du i slowmotion har mulighed for at nedkæmpe fjender med langt større sikkerhed. AR Mode kan du selv aktivere, og derudover aktiveres den automatisk, når du er blevet ramt tilstrækkeligt af fjendtlige skud.

Din ARS har også den egenskab, at den kan kopiere ethvert eksisterende våben. Du kan have 3 skydevåben på dig ad gangen, og derudover er du udrustet med håndgranater og EMP-granater, der kan paralysere fjenderne. Våbenarsenalet er forholdsvist sparsomt; 8 forskellige skydevåben i alt, men udvalget er til gengæld særdeles godt varieret, og man finder hurtigt ud af, hvilke våben, der passer bedst til den enkelte type af fjende. Fjenderne består af robotter i alle afskygninger. Hurtige, små, store og listige, og dertil kan man lægge nogle gigantiske boss’er, som kan tage pusten fra selv spil som Gears of War. Sammenligningen med Gears of War er da også åbenlys, da det grundlæggende – som third-person shooter – minder en hel del om det, og samtidigt er der heller ikke milevidt fra det mindre kendte (men ganske glimrende) Xbox 360-spil Earth Defence Force 2017. Der er dog også åbenlyse forskelle, og eksempelvis har coversystemet mindre betydning i Vanquish, som er et klart hurtigere spil og i højere grad fordrer hurtige reaktioner.

Hvor svært skal det være?
AI’en er glimrende, og spillet har i alt 5 sværhedsgrader, lige fra den barnligt nemme Casual Auto med automatisk hjælp til diverse standardfunktioner til det nærmest urimelige God Hard, som dog først bliver tilgængelig, når du første gang har gennemført spillet. De fjendtlige robotter har hver sine styrker og svagheder, og de er samtidigt gode til at arbejde sammen. Boss’erne er i en klasse for sig, og hver enkelt boss kræver sin helt specielle tilgang. Som i Lost Planet lyser mange af boss’ernes svage punkter orange, og oftest er det en fordel at gå efter disse svage punkter først for at svække modstanden. Foruden den almindelige skyd-fjenderne-og-gå-videre-action er der sekvenser i spillet, hvor du skal styre store maskinkanoner, missioner, hvor du som snigskytte skal skyde projektører, inden de spotter din monorail-vogn eller missioner, hvor du skal beskytte dine egne enheder. Disse missioner bryder ganske fornemt den ”almindelige” del af spillet og giver et kærkomment afbræk til den action, der foregår nærmest uden pauser.

Spillet består af i alt 29 missioner fordelt over 5 hovedkapitler. Historien er som nævnt i bund og grund meget basal, men den følges godt på vej af en række fremragende mellemsekvenser mellem hver mission. Som noget ganske arcadeagtigt får du også points for hver mission, og eksempelvis giver det minuspoints, hver gang du dør på en bane. Spillet er fyldt med checkpoints, så man skal heldigvis sjældent starte ret langt tilbage, hvis man skulle dø. Spillet kan på de lavere sværhedsgrader gennemføres på 4-6 timers aktiv spilletid, mens man nok skal belemre sig på adskillige ekstra timer, såfremt man ønsker at forsøge sig på God Hard.

Så snart man har gennemført spillet på minimum Normal-sværhedsgraden, åbnes der samtidigt for en såkaldt Challenge Mode, som bedst kan sammenlignes med Horde i Gears of War, hvor nærmest endeløse bølger af fjender angriber dig. Dette giver spillet en smule ekstra levetid, som dog især består i, at det er uhyre sjovt at spille, og en ekstra gennemspilning på en højere sværhedsgrad vil de fleste nok stadig finde underholdende. Multiplayer-muligheder er der desværre ingen af, hvilket ville have givet spillet endnu mere værdi for pengene. Styringen af Sam Gideon ville ellers passe perfekt til multiplayer, men måske vi ser dette i en eventuel efterfølger.

Et teknisk hurra-råb
Lydmæssigt er vi ovre i det lettere overdrevne hvad angår lydeffekter, men de passer perfekt til spillets unikke stil, og de actionfyldte sekvenser ledsages fint af et tempofyldt og dramatisk lydbillede, der lige så fint understøtter spillets action. Dialog og undertekster foregår på flere valgfrie sprog. Selv gennemførte jeg på engelsk, og selv om dialogen til tider kan virke en smule plat og klichéfyldt, så kammer den så passende meget over, at man godt ved, at udviklerne selv er klar over det. Og det gør det morsomt!

Rent grafisk er spillet intet mindre end fabelagtigt. Den detaljerede grafik afvikles fuldstændigt flydende, draw distance er særdeles høj og miljøerne imponerende. Animationerne af både dine egne folk og fjenderne er også fabelagtigt godt udført, og alt i alt må spillet rent teknisk siges at være blandt de bedste inden for genren.

Action, når det er bedst
Jeg betragter Vanquish som et af årets helt store sleeper-hits. Jeg havde egentlig ikke hørt så meget om det, og derfor var forventningerne ikke de højeste. Spillets sublime action, der næsten tager pusten fra en, da missionerne bare fortsætter uden egentlige pauser, kombineret med den overdrevent fede AR-dragt, en superlækker grafik og et fabelagtigt gameplay, gør, at Vanquish må betegnes som et af årets allerbedste actionspil. Den forholdsvist korte kampagne samt manglen på multiplayer-muligheder (co-op kunne være fantastisk) trækker en smule ned, men kan man se bort fra det, står man tilbage med et hæsblæsende action-brag, og vi må bestemt håbe, at vi ikke har set det sidste til Sam Gideon og Vanquish-universet.

Gamesector Anbefaler

Om Thomas Heine Bech

Thomas har været spilanmelder på Gamesector siden 2007 og anmelder for det meste spil til Xbox One. De foretrukne genrer er sport, bilspil, adventure, puzzle, platform, action og RPG (tja, det er vel næsten det hele), men hjertet banker især for de gamle 80'er-klassikere. Favoritspil på Xbox-konsollerne: Rayman Origins, Plants vs. Zombies, Tom Clancy's G.R.A.W., Pure, Game Room, Scramble, Limbo, Braid, Trials HD, Just Cause, Burnout Revenge, Raiden Fighters Aces og Pinball Hall of Fame: The Williams Collection.