Score: 8
Udkommer til:
Anmeldelsen dækker:

Udvikler(e):
Udgiver(e):
PEGI 16+PEGI Violence

En klassisk spilserie i nye klæder. Castlevania er velsagtens en af de mest elskede og traditionsbundne serier i branchen, men denne reboot tager alt det, vi tror vi ved om den, og vender det på hovedet. Sig farvel til mørke slotte, og goddag til en episk actionfortælling, som ikke sparer på det grandiose.

Castlevania møder Lord of the Rings

MercurySteam (Clive Barker’s Jericho) har så sandelig bragt serien ind i den nye konsolgeneration, og dette ikke uden at være inspireret af en håndfuld moderne klassikere. Castlevania er nemlig ikke umiddelbart den første titel, som falder dig ind når Lords of Shadow første gang udfolder sig. Ikke længere jager hovedpersonen Dracula, størstedelen af scenerne udspiller sig ikke på et slot, men i lyse skove, snelandskaber, sumpe og ruiner, og fjenderne er ikke blot vampyrer og varulve, men også trolde, gobliner og gigantiske edderkopper.

Nej, du vil snarere komme til at tænke på God Of War i selskab med Lords of Shadow, og med GOWIII friskt i erindringen, er det nemt at se lighederne. Rabiate beundrere af 2D-spillene vil ikke nødvendigvis være overbeviste, men for os andre, er det velfungerende og underholdende action-adventure. Og når selveste Kojima-san har været involveret i tilblivelsen, kan vi være sikker på eminent produktionsværdi.

Hovedpersonen tilhører Belmont-klanen, men denne gang er det hverken Simon eller Richter, men Gabriel, som må udfordre de onde magter. Disse, The Lords of Shadow, truer den hellige alliance mellem menneskehed og paradis, og de døde fanges således i en grufuld limbo imens onde væsener lægger hele byer øde. Det er derfor op til Gabriel – med velsignelse fra sit broderskab - The Brotherhood of Light – at rejse ind i de mørke lande og stoppe denne ondskab, og samtidig hente sin afdøde hustru tilbage. Det er en storslået historie som fortælles. Den låner meget fra bl.a. Lord of the Rings, men i spilregi er den absolut vidunderlig, og med selveste Picard - Patrick Steward - som fortæller, er det svært ikke at blive revet med.

Springet fra 2D til 3D har betydet, at udforskning har måttet vige for action og platforming. Heldigvis er kampsystemet vældig tilfredsstillende og responsivt, og selvom der ikke er tale om et system af Bayonetta’ske proportioner, så er der massere af dybde. I stedet for at gå på udforskning i slottet, gør vi det altså i kampsystemet, og der er rig mulighed for at opgradere sine evner og våben igennem erfaringspoint.

I sine bossfights er Lords of Shadow heller ikke unikt, men det lader sig trods alt inspirere af et spil, som ingen andre har turdet efterligne. Som i Shadow of the Colossus skal man bestige store kolosser (jovist, det hedder de også her), og finde deres svage punkter for at nedlægge dem. Selvom det i sig selv er et imponerende skue at stå foran en af disse giganter og prøve at undgå deres tunge angreb, så bliver det dog hurtigt en rutinepræget oplevelse at bestige dem. Lidt rute-memorisering og momentvis trial and error, og vupti, så er den neglet. Disse kampe giver dog et tiltrængt temposkift, og når orkestermusikken peaker, står de for nogle enormt dragende spiloplevelser.

Lineariteten i Lords of Shadow er dog et problem, især taget dets anseelige længde i betragtning. Historien strækker sig over 12 kapitler, der hver især snildt kan tage to timer at overvinde, og når spillet er så historiedrevet og lineært, som tilfældet er, så er der stor fare for gentagelser. Alt for mange gange vil du opleve, at nå til et område, dræbe en række mindre fjender for derefter at mounte et større bæst, som kan nedbryde døren til det næste område. Her gentager du så blot arbejdsmetoden, denne gang er der bare tale om en edderkop, der skal vælte et træ, så du kan komme over på den anden side af en kløft. Eller en stor varulv, der kan springe over kløften. Misforstå mig ikke, det gennemførte kampsystem rækker en stor del af vejen, og spillet gør et godt arbejde med at smide en bossfight eller en anden uventet sekvens ind, inden det bliver rigtig slemt. Men det er lidt trættende.

Imellem kampene er den manglende udforskning ligeledes en svaghed. Miljøerne er mildest talt hamrende flotte, men desværre er de så retlinjede og præget af et håbløst statisk kamera, at det langt fra er nogen nydelse at bevæge sig rundt i dem. De fremstår rigtignok frodige, indbydende og store, men i realiteten er det kun en meget begrænset flade, Gabriel kan bevæge sig på, og så er der ellers usynlige mure for resten. Det gør også platformssektionerne vanskelige, for selvom det altid er tydeligt, hvilket afsats du skal begynde fra, så er der ikke megen hjælp at hente, når det er tvivlsomt, hvorvidt Gabriel kan udføre et givent spring. Så er det bare at forsøge, og falder han i døden, er checkpointsystemet heldigvis udmærket bevidst om problemet, og lader dig starte på afsatsen, du hoppede fra.

Det er faktisk et gennemgående problem, at spillet forklarer de mest indlysende ting, men forholder sig tavst på tidspunkter, hvor du virkelig har brug for hjælp. Derfor er det nødvendigt at prøve sig meget frem, og bare acceptere, at det ikke altid er klart, hvad du egentlig skal.

Billedsiden er, som jeg har nævnt et par gange allerede, formidabel. Det statiske kamera volder ofte problemer, men det giver også udvikleren en fantastisk mulighed for at iscenesætte miljøerne, så de gør sig allerbedst. Specielt i scope er det umuligt ikke at blive imponeret, og når du styrer Gabriel op af en stejl bjergsti og beskuer en majestætisk ruin i horisonten, er det næsten ligemeget at 90% af omgivelserne ikke kan betrædes. Både i arkitektur, væsendesign og miljø emmer det dog af Lord of the Rings, og der er ingen tvivl om, at hele spillets univers skylder Tolkien meget.

Lyden er måske endda endnu bedre, og med så begavede stemmeskuespillere som Robert Carlyle og Patrick Stewart som henholdsvis Gabriel og hans mentor, Zobek (som også fungerer som fortæller), er den cinematiske effekt svær at benægte. Musikken er effektiv og fungerer på de helt rigtige tidspunkter, og forvent især at blive overrasket over nogle klassiske toner i nye, mere storladne versioner.

Problemerne, jeg har nævnt ovenfor, kunne snildt have været altødelæggende for Lords of Shadow, men det er langt fra tilfældet. Hertil mere end opvejer de mange kvaliteter. Det er hamrende velproduceret og underholdende, og så er det interessant at se, hvor godt serien gør sig i dette opgør mod traditionerne. Jeg kan i hvert fald ikke vente med at se, hvad Konami finder på næste gang.

Gamesector Anbefaler

Om Lars Grubak Larsen