KHBBS_0.jpg
Score: 9
Udkommer til:
Anmeldelsen dækker:

Udvikler(e):
Udgiver(e):
PEGI 12+

Da det første Kingdom Hearts udkom i 2002, blev det mødt med en del skepsis. Et japansk action-rollespil, der udspillede sig på tværs af flere forskellige Disney-verdener, og med gæsteoptrædener af flere figurer fra Final Fantasy 7 kunne det næsten helt sikkert ikke blive ret godt. Heldigvis for os Disney-fans blev Kingdom Hearts et af de bedste eksempler nogensinde på et vellykket crossover. Så vellykket blev spillet, at vi nu sidder med det sjette spil i serien.

Tænk på det bedste du ved…

Det sjette spil, ja. Hvis vi altså tæller mobilspillet Kingdom Hearts coded med. Serien er udkommet til både Playstation 2, Game Boy Advance, Nintendo DS og nu PSP. Serien har bevæget sig mellem ”middelmådigt med pil op” og ”fantastisk med pil ned”, så denne gang har vi ingen grund til at forvente noget dårligt, og det kan da også lige så godt slås fast med det samme, at Birth By Sleep er ganske vellykket.

Birth By Sleep er en såkaldt prequel. Den udspiller sig før begivenhederne i det første Kingdom Hearts, og derfor er der da også nye hovedpersoner. Denne gang følger man trekløveret Terra, Aqua og Ventus (latin for henholdsvis jord, vand og vind). I starten af spillet vælger man en af de tre at følge, men for at få hele historien med skal man gennemføre spillet med dem alle tre. Dette er normalt et billigt trick for at få et kort spil til at virke længere, men denne gang er historien så forskellig for de tre, at det ikke føles sådan. Hver hovedperson har omkring 15 timers spil, så der er bestemt masser af indhold.

Som altid kan hovedpersonen (eller hovedpersonerne i dette tilfælde) rejse rundt mellem forskellige verdener, der hver især er baseret på en film af Disney-selskabet. Der er en verden baseret på Hercules, en verden baseret på Lilo & Stitch, en verden baseret på Askepot og så videre og så videre. Har man været med fra starten, vil man nikke genkendende til Hercules’ og Peter Pans verdener, men der er en frisk tilgang til dem i denne ombæring, så det gør ikke så meget. Historien er i bund og grund bare en tynd undskyldning for at få flettet så meget Disney som muligt sammen, og tit giver det ikke så meget mening, at man blander sig i filmenes historie. Når det så er sagt, så er det jo netop sådan, det skal være – hver verden er jo bare et ”kapitel” i spillets historie, og hvert kapitel har et mål, der skal opfyldes. Udviklerne bag Kingdom Hearts-serien har forstået, at langt de fleste Disney-fans er godt tilfredse med at se korte optrædener af deres yndlingskarakterer, og når man bruger et så nuanceret galleri som Disneys, så har man nogle historiemæssigt kraftfulde værktøjer at gøre godt med. Der er eksempelvis ingen grund til at spilde kræfter på at etablere en grum mellemboss, når man bare kan smide Hades fra Hercules ind. Som Disney-fans ved vi jo godt, at Hades er en skidt fyr, der kan finde på hvad som helst. Det fungerer både til fordel for udvikleren og spilleren, hvis spilleren altså har set filmene. Det er meget tydeligt, at udviklerne har stor respekt for kildematerialet, specielt med hensyn til det grafiske og spillets lydside, men også den måde de ”lånte” figurer opfører sig på.

Selve spillet er en typisk blanding af rollespil og actionspil. Man går rundt i de farvestrålende verdener, indtil man møder nogle fjender. Disse fjender skal man overvinde med sit nøglelignende sværd – også kaldet Keyblade – og for hver fjende, man overvinder, får man erfaringspoint. Undervejs kan man opgradere sine våben, sine angreb, sin magi og andre ting. Man kan blande flere angreb sammen, når man finder opskrifter til det, og man kan knytte et specielt bånd med nogle af de folk, man møder, så man et kort stykke tid kan låne deres kræfter. Hver af de tre hovedpersoner starter med at knytte bånd med de to andre. Dette kaldes D-Link i spillet.

Selv om spillet mest er ligefrem action, er der en del minigames. Der er eksempelvis et rytmespil med Rip, Rap og Rup, et karting-spil à la Mario Kart, et brætspil lidt lige som Ludo og en slags volleyball med frugt. Det er altid en god idé at bryde monotonien med nogle minigames, hvis altså spillene er godt lavet. I Birth By Sleep er de for det meste hæderligt lavet, men når selve spillet er så godt, som det er, så virker spillets minigames desværre mere som pauseunderholdning – eller noget, der bare skal overstås.

Det tekniske i spillet er helt i top. Grafikken er blandt det flotteste, der er set på PSP. Flere scener i dette spil er pænere end tilsvarende scener i PS2-spillene. I spillets menuer kan man vælge, om man vil have meget detaljeret grafik med fare for en lavere framerate, eller om man vil have en flydende framerate hele vejen igennem. Selv med detaljegraden sat på høj kører det meget flydende det meste af tiden, men hatten af for at inkludere den mulighed. Ligeledes kan man vælge at installere spillet på memory stick’en. Man har tre forskellige muligheder, og hver mulighed giver lidt kortere loadetider. Det skal så også siges, at selv med spillets mest omfattende installation er der lidt irriterende loadetider for at tilgå spillets menuer. Spillet er måske lidt mere avanceret end PSP’ens lidt simple knaplayout giver mulighed for, men der er to vidt forskellige muligheder for knapopsætning. Ingen af dem er optimale, men man vænner sig til at styre det efter lidt tid. Et eksempel på, at PSP’en ikke helt har knapper nok, er, at man i knaplayout A skal bruge begge skulderknapper på at låse fast på en fjende. Det kræver et meget kort tryk på begge knapper – hvis man trykker for længe, går man i gang med et specialangreb, der skifter perspektiv fra tredjeperson til førsteperson. I samme knaplayout skal man trykke på højre skulderknap for at køre kameraet til højre (og selvfølgelig tilsvarende med venstre skulderknap), men hvis man kommer til at trykke to gange for tæt på hinanden, bliver kameraet i stedet centreret bag hovedpersonen. Det kan godt være frustrerende at gøre det forkerte i en vigtig kamp.

Alt i alt er Birth By Sleep ikke bare et af årets bedste udgivelser fra Square Enix, det er også både et af årets bedste rpg-oplevelser til PSP og et af de bedste udspil i Kingdom Hearts-serien. Hvis man er Disney-fan eller bare er til store og flotte japanske rollespilsoplevelser, så er Birth By Sleep et must.

Gamesector Anbefaler

Om Søren Vestergaard