Score: 7
Udkommer til:
Anmeldelsen dækker:

Udvikler(e):
Udgiver(e):
PEGI 18+PEGI Bad LanguagePEGI Violence

Det er over 10 år siden, det første spil i Medal of Honor-serien udkom på den første Playstation. Det var en stor succes dengang, og i dette årtusindes første årti er der kommet en del efterfølgere af svingende kvalitet. Nyeste udspil hedder blot ”Medal of Honor” og skal finde tilbage til seriens rødder, samtidig med at EA for første gang flytter handlingen fra Anden Verdenskrig.

Afghanistan

Hvis man følger lidt med i spilpressen, og i dette tilfælde faktisk også normale aviser, så ved man, at der har været en del polemik om Medal of Honor, fordi det var på tale, at man skulle have mulighed for at spille som talibaner. Spørgsmålet er, om det reelt set har været en del af udviklingen, eller en nøje gennemtænkt pr-kampagne. Resultatet er under alle omstændigheder, at
a) man ikke kan spille talibaner i spillets kampagne og
b) Medal of Honor har fået mere omtale i mainstream-medierne end de fleste andre spil

I det danske mediebillede fylder Afghanistan meget. Med den roste film Armadillo og en forsinket, spirende folkeforståelse af, at Danmark rent faktisk er i krig derovre, og vores soldater derfor rent faktisk løbende slås ihjel, så kan man let komme til at føle sig ret ’mæt’, hvad angår Afghanistan. Når man kommer i gang med Medal of Honor og bevæger sig rundt i spillets bjergrige områder til fods og i helikopter, så kan man dog hurtigt mærke, at man ikke har været her forfærdelig ofte i spil. Bevares, Kasakhstan ligger i nogenlunde nærhed, og der har Ubisoft placeret flere Tom Clancy-spil, men settingen her minder mig mere om Rambo IIIs bjergegne end om andre spil.

Ellers er det ikke fordi Medal of Honor som sådan er originalt. Vi har den klassiske historie med soldater i felten og kommanderende tæt derpå, der overtrumfes af et arrogant jakkesæt, som sidder langt væk fra krigens rædsler hjemme i Pentagon. Det er en klassisk historie, og det fungerer udmærket. Man får gennem spillet også den der ”Vietnam-fornemmelse” af, at i sådan et bjerglandskab må det være så godt som umuligt at vinde en erobringskrig...

Ingen Tier 2 her
Der er i markedsføringen gjort en del ud af, at man styrer de såkaldte Tier 1 Operators, der åbenbart er et særligt hold amerikanske elitesoldater. Det kan godt være, at jeg har spillet for meget Ghost Recon Advanced Warrior, men jeg har ikke bemærket andet specielt, end at disse soldater bærer fuldskæg.

Varierende kampagne
Kampagnen består af en række varierede missioner. Danger Close har været gode til at sørge for, at man i de forskellige baner kommer til at anvende forskellige våbentyper og dermed forskellige strategier. Der er baner primært med klassisk assault rifle, men også hvor man giver dækningsild med et maskingevær, man bliver helikopterskytte, der er mulighed for at navigere luftsupport og selvfølgelig den obligatoriske sniperbane.

Ganske som i Modern Warfare, så bevæger man sig fra én scripted sekvens til næste, hvilket giver den ’cinematiske oplevelse’, som sælger så godt for tiden, men som også kvæler det dynamiske i banerne. Når man kommer til et givet sted, afspilles en givet sekvens, uanset, hvad man selv har gjort på banen tidligere.

Med god styring og forskellige våben er det, som så ofte før, AI, der er med til at trække ned i helhedsindtrykket. Fjendernes animationer er stive og monotone, og det kan flere steder se ud som om figurerne er placeret grafikken i stedet for at være en naturlig del af spillets verden. Når de yderligere ofte bevæger sig i faste, enkle mønstre, kommer mange ellers forskellige situationer til at virke ens: Som et skydetelt, hvor et hoved eksempelvis først dukker pludseligt op to gange til højre for en sten. Derefter til venstre og så til højre igen.

Ellers er meget af grafikken i Medal of Honor er flot og levende. Lyseffekter er brugt intelligent, bl.a. til at blænde dig, mens du bliver beskudt af en fjende, du ikke kan se. Modern Warfare er dog stadig flottere.

Multiplayer fra DICE
Mens spillets kampagne er lavet af Danger Close i UnReal 3-spilmotoren, så er multiplayerdelen kodet af svenske DICE i deres egen Frostbite-motor. Det er folkene og teknikken bag Battlefield, og det kan både ses og mærkes. Multiplayerdelen virker mere poleret og dyr end kampagnen. Danger Close hed tidligere EA L.A., og har primært lavet realtime strategispil, mens DICE er eksperter inden for fps-genren gennem mange år. Man kan tydeligt se denne niveauforskel.

Selve gameplayet her er tættere på Battfields lidt tungere styring end Modern Warfare-serien, som jeg foretrækker – men det er en smagssag. Der er store maps, og man spiller 12 mod 12. Når man gennemgår de fem spilvarianter, kommer man også let til at tænke på Battlefield. Fans af DICE vil føle sig hjemme øjeblikkelig, vurderer jeg. Trods det høje spillerantal, kørte det fint i anmeldelsesperioden, og det her ikke været noget problem at finde spil.

Man skal i øvrigt aktivere en kode fra spillets æske for at komme til at spille online gratis. Koden virker kun én gang, så hvis du køber spillet brugt, skal du købe adgang via Xbox Live. Som jeg har nævnt før, vil distributørerne meget gerne brugtmarkedet til livs, og det her er vist det mest ekstreme eksempel, jeg har set hidtil.

Ok kampagne – god multiplayer
Medal of Honor er ok underholdning til en kold efterårsweekend, hvis man kan lide krigsshooters – men nok heller ikke meget mere, hvis ikke man bliver grebet af multiplayeren, der skal konkurrere om din tid med så værdige modstandere som Modern Warfare og især Battlefield. Multiplayer er ikke kun pakkens stærkeste kort i kraft af den potentielt lange levetid, men også simpelthen fordi DICE kan deres kram, hvad det angår. Svenskerne kan lave andet end billige møbler og kötbullar.

Om Lasse Winther Wehner

Lasse Winther Wehner har været anmelder på Gamesector.dk siden 2003 og indholdsredaktør fra 2005. Han anmelder fortrinsvis spil til Xbox 360 og Xbox One - især shooter-genren og vestlige rollespil. Da Lasse har været gamer siden Game & Watch/bipbip-spillene gjorde deres indtog i firserne, ynder han at smide en historisk anekdote ind i sine anmeldelser, når han kan komme af sted med det.