Box179Civilization5PC2_0.jpg
Score: 9
Udkommer til:
Anmeldelsen dækker:

Udvikler(e):
Udgiver(e):
PEGI 12+PEGI Violence

Der er langt mellem Sid Meier-spillene for tiden – desværre, for hans navn har stort set altid været en garanti for utrolig dybde og kvalitet i design. Det er det heldigvis også denne gang, så det har været ventetiden værd, for med Civilization V har Firaxis og Sid Meier skabt ny energi til serien og lavet et spil, som både gamle fans og Civilization-nybegyndere kan nyde.

Genopfundet klassiker

De fleste kender sikkert allerede Civilization-serien. Og gør man det, så vil det grundlæggende koncept i Civilization V langt hen ad vejen også være velkendt – man vælger en civilisation, som man efterfølgende skal lede gennem ca. 5.000 års udvikling, ekspansion og krigsførelse. Hver civilisation kommer med et par unikke enheder og bygninger, der giver dem lidt unikt krydderi, så har man prøvet at spille igennem med f.eks. Aztekerne, kan man jo kaste sig over en af de mange andre civilisationer. På grund af automatisk genererede kort (i valgfri størrelse) er spiloplevelsen og til dels også din strategi ny hver gang.

Det helt grundlæggende koncept med at udbygge sine byer med forskellige bygninger, udvikle masser af nye teknologier, bygge verdens vidundere og ikke mindst lammetæve sine naboer er, som det stort set altid har været i Civilization serien. Men der er alligevel sket en del udvikling siden Civilization IV – ikke mindst hvad angår måden, man kan føre krig på. Godt nok har Sid Meier meget tydeligt understreget, at Civilization ikke er og aldrig vil blive et regulært krigsspil, men det er alligevel dette område, der har været fokus på i udviklingen af Civilization V.

Den altoverskyggende ændring siden Civilization IV er nemlig et redesign af verdenskortet, så det nu er delt op i heksagoner. Det er måske ikke nogen rystende nyhed, men idet man nu kun kan have en enhed på et felt ad gangen, er hele måden, man skal føre krig på, blevet radikalt ændret. At enheder ikke længere kan stables på et felt, betyder helt åbenlyst, at man får en meget bredere frontlinje og at kampene kommer til at finde sted mellem byerne i stedet for at være de klassiske belejringer, som man kender fra de foregående Civilization spil.

Byer er dog stadig omdrejningspunktet i de fleste krige og målet for dine militære manøvrer, men da man kun kan befæste dem med en enkelt enhed, har byerne nu fået deres eget permanente forsvar. De kan desuden beskyde fjendtlige enheder på flere felters afstand.

Enkelte andre enheder, så som artilleri, katapulter, bueskytter og så videre kan lige som byerne angribe på mere end et felts afstand, hvilket giver en ekstra smule krydderi og variation i måden, man sammensætter sine hære på. Desuden er disse ”langtrækkende” enheder som regel altid yderst sårbare i nærkamp, så man skal sørge for at dække dem med sit infanteri. Det giver en fin balance i sammensætningen af sine styrker.

Udover andre civilisationer findes der nu også mindre stater, såkaldte ”City States”, på kortet. Disse er små nationer, der kun består af en enkelt by. Man kan naturligvis bare tromle hen over dem og prygle dem fra sans og samling, eller man kan forsøge at samarbejde og alliere sig med dem for at opnå forskellige kulturelle og handelsmæssige goder. Kaster man sig frådende over dem og forsøger at udrydde hver eneste City State, man finder, vil man hurtigt opleve, at de andre City States i spillet indgår alliancer mod din nation.

Som i de foregående Civilization-spil er dit folks samlede velvære og lykke et vigtigt aspekt i spillet. Dog beregnes nationens ”Happiness” som en samlet faktor og ikke individuelt for hver by som tidligere. Man kan påvirke den samlede glæde ved at bygge forskellige bygninger eller ved at levere luksusvarer så som guld, sølv, vin og… hvaler (ja, det er åbenbart en luksusvare) til byerne. Disse luksusvarer findes i forekomster rundt omkring på kortet, og især i starten af spillet vil man blive tvunget til at handle med andre civilisationer for at få adgang til de luksusvarer, de kontrollerer. Det samme gælder, når man får brug for ressourcer som jern, kul, heste og uran, der er nødvendige for at bygge forskellige typer af bygninger og enheder. Happiness kan ikke produceres af religiøse bygninger, og i det hele taget er religion nedtonet til at være næsten ikke-eksisterende i Civilization V – hele den debat og de problemer, der følger med i dens kølvand, har Sid Meier valgt ikke engang at røre med en særdeles lang kæp denne gang. Kun nogle få bygninger og enkelte Social policies (mere om dem senere) har noget med religion at gøre.

En anden betydelig faktor for en civilisation er Culture, som ikke fungerer helt, som det gjorde i Civilization IV. I Civilization V sparer man Culture op og anvender den til at købe Social Policies. Disse er der 10 forskellige af, og under hver policy er der forskellige forbedringer, som man kan købe til sin civilisation – hvis man ellers har tjent Culture nok. Det betyder umiddelbart, at man kan have mere end en social policy, og det fungerer rigtigt godt og giver mulighed for at variere de bonusser, man kan give sit folk.

Selv om nogle elementer af spillet er blevet simplificeret, er spillet stadig så dybt og omfangsrigt og byder på så mange opsætningsmuligheder og så god multiplayer, at det kan levere ugevis af kvalitetsunderholdning. Der er kun enkelte elementer, der fejler – og de er primært centreret omkring spillets AI. Sætter man sværhedsgraden op, bliver computeren meget aggressiv – selv når du er i en klart dominerende position. Lader man sværhedsgraden være lav, er computeren ineffektiv og apatisk. Det diplomatiske system er stadigvæk spillets svageste del, da det mangler både variation og fleksibilitet. Men det er i småtingsafdelingen at klage over disse ting, for de vil ikke i ret stor grad forpurre den fantastiske spiloplevelse, Civilization V er.

Civilization V er et fantastisk spil. Så kort og enkelt kan det siges. Det kræver fordybelse og rigtig lang tid at spille, men det er stadig så brugervenligt, at alle kan være med – også selv om man er ny i forhold til serien. Spillets overflødighedshorn af enheder, bygninger og teknologier, man kan forske i, er så overvældende, at det vil få dig til at starte et nyt spil igen og igen for at opleve alle de forskellige facetter og strategier, spillet tilbyder. Bundlinjen er, at Civilization V allerede nu kan krones som en moderne klassiker – alt det bedste fra næsten 20 år med Civilization-serien er blevet kogt ned og reduceret og serveres nu ekstra koncentreret i Civilization V med et forbedret og frisk kampsystem. Velbekomme!

Gamesector Anbefaler

Om Henrik Schou

Henrik Schou har skrevet om spil siden 1997, hvorr han var med til at lave spil-programmet "Hi-Score" for TV-Danmark. Derfra gik det til Jubii's spilsider i 1998. Der fungerede han som skribent ind til år 2000, hvor han startede www.gamesector.dk. Siden da har han fungeret som ivrig skribent - især når der skal skrives om rollespil og strategispil og ikke mindst klassiske point-and-click adventures (hvis død han dagligt begræder).