Valkyria Chronicles II

Score: 8
Udkommer til:
Anmeldelsen dækker:

Udvikler(e):
Udgiver(e):
PEGI 16+PEGI Violence

Det originale Valkyria Chronicles står stadig som et af de mest udfordrende spil, jeg har spillet til PlayStation 3 – men det er også et af de spil, jeg har levet mig mest ind i, og som jeg har fået de største succesoplevelser ud af (dem får vi spilnørder så sjældent, så vi husker dem vi får for evigt). Valkyria Chronicles II, der måske ikke overraskende er en efterfølger til PlayStation 3 spillet, er nu udkommet til PSP, og var du fan af originalen, kan du godt glæde dig – spillet byder nemlig på meget mere af samme skuffe.

Røven af 4. division

Der er gået to år siden begivenhederne i det originale spil og dermed også siden slutningen af The Second Europan War og kamphandlingerne for at forsvare miniputstaten Gallia. Dog ånder alt ikke fred og fordragelighed i landet, for en rebelsk bevægelse kaldet Gallian Revolutionary Army har kastet landet ud i borgerkrig og grusomme etniske udrensninger. Idet Gallias militær stadig er svækket efter indsatsen to år tidligere, kaldes alle disponible reserver ind for at stoppe oprøret, hvilket også inkluderer en samling kadetter fra Lanseal Military Academy. Det er blandt denne samling rå rekrutter, der absolut udgør røven af 4. division i Gallias hær, at vi finder spillets hovedperson, den 17-årige Avan Hardins, der gennem spillet skal forme de unge kadetter til en fungerende kampenhed.

Lanseal Military Academy er tilsyneladende en form for militær Hogwarts, og et oversigtskort over skolen fungerer som spillets hub-verden. Herfra kan man bruge de points, man tjener på missioner til at gøre sine tropper bedre, udvikle nye våben og kampvogne og ikke mindst interagere med de mange studerende, hvoraf flere naturligvis er af hunkøn og særdeles interesserede i at flette fingre med Avan. Opbygningen af styrker og de interne relationer mellem de vigtigste soldater er stort set, som man kender det fra det originale Valkyrie Chronicles, hvilket vil sige dybt og engagerende, dog med masser af nyt i form af nye våben og en ny type af enhed, den tungt pansrede Armored Soldier. Selve historien i spillet er dog både triviel og lineær.

Før de enkelte missioner kan man gennemgå sine objektiver og undersøge, hvilken modstand man kan forvente fra rebellernes side. Derefter sammensætter man sit hold og deployerer dem på slagmarken via et oversigtskort. Det er også fra dette oversigtskort, man vælger, hvilke soldater man ønsker at aktivere i sit træk. Man har kun en bestemt mængde ”aktiveringer” hvert træk, så taktikken i spillet er i høj grad fokuseret på at aktivere de rigtige soldater på de rigtige steder og indsætte dem mod de fjender, de kan forvolde mest skade på.

Kampsystemet er præcist, som man kender det fra forgængeren, på både godt og ondt, med skiftet mellem Command Mode og Action Mode. Man aktiverer en soldat på oversigtskortet i Command Mode, hvorefter man overtager direkte kontrol med soldaten og kan bevæge ham eller hende rundt i terrænet set fra en 3. persons synsvinkel (hvilket naturligvis er Action Mode). Man har kun en vis mængde action points at gøre godt med for hver soldat eller kampvogn, og man kan kun angribe en gang i hver soldats træk, så det gælder om at tænke sig om, før man handler. Idet de forskellige typer af soldater har en form for "sten-saks-papir"-effekt på hinanden, gælder det desuden om at ramme fjenden med den type af våben, der gør mest skade på modstanderens type.

Missionerne starter i den nemme ende, hvor der ikke er nogen ko, der har forvildet sig ud på isen, og hvor det blot gælder om at gøre sin sejr så stor som overhovedet mulig for at høste flest points. Men spillet bliver gradvist sværere og sværere og vil i sidste ende være en formidabel udfordring, der vil prygle dig igen og igen, hvis du ikke er helt oppe på dupperne.

Selvom spillet nu er presset ned på den lille PSP, så er det stadig proppet til bristepunktet med detaljer og taktiske muligheder. Det er med andre ord en lige så fortrinlig blanding af taktik og rollespil som originalen, og selvom skærmen er blevet noget mindre, er kampene mindst lige så intense som på PlayStation 3.

Den stilrene og ganske nydelige grafiske stil fra det originale Valkyria Chronicles vender heldigvis tilbage i Valkyria Chronicles II. Stilen kan bedst beskrives som en form for tegneserie-stil, med et snert af akvarel. Det fungerer rigtigt godt i spillets imponerende animerede mellemsekvenser, der virkelig giver historien og personerne liv og energi.

Valkyria Chronicles II byder også på en glimrende multiplayer, og selv om denne ikke helt lever op til det toptunede gameplay i singleplayer-kampagnen, så er det altid fedt at kunne spille mod andre. Desværre kan multiplayer-kampene meget let virke ubalancerede, alt efter hvor veltrænede dine modstanderes soldater er blevet.

Der var sikkert mange fans af det originale Valkyria Chronicles, der rystede på hovedet over beslutningen om at udgive efterfølgeren som et PSP-eksklusivt spil. Men de kan nu ånde lettet op – Valkyria Chronicles har ikke mistet noget i overførslen til Sonys lille håndholdte vidunder. Valkyria Chronicles II er præcist lige så udfordrende og fængslende som sin forgænger.

Gamesector Anbefaler

Om Henrik Schou

Henrik Schou har skrevet om spil siden 1997, hvor han var med til at lave spil-programmet "Hi-Score" for TV-Danmark. Derfra gik det til Jubii's spilsider i 1998. Der fungerede han som skribent ind til år 2000, hvor han startede www.gamesector.dk. Siden da har han fungeret som ivrig skribent - især når der skal skrives om rollespil og strategispil og ikke mindst klassiske point-and-click adventures (hvis død han dagligt begræder).