Capcom skød papegøjen med Dead Rising helt tilbage i 2006, hvor spillet blev et stort hit verden over. Nu fire år senere kommer så opfølgeren, og forventningerne har været enorme, og med en ny helt, en ny historie samt co-op og multiplayer kan det vel ikke gå helt galt? En ting er i hvert fald sikkert – zombierne er tilbage!
Hack’n slash
Dead Rising blev et stort hit, da det udkom for 4 år siden på Xbox 360, som på det tidspunkt ikke endnu var overdænget med store titler. Fotojournalisten Frank West var helten dengang i et zombiebefængt indkøbscenter, hvor han skulle forsøge at overleve i tre døgn med en konstant hær af zombier i hælene.
Dead Rising 2 byder på en ny helt i form af motocross-stjernen Chuck Greene, som er en populær deltager i det makabre TV-transmitterede show Terror is Reality, hvor han kæmper mod andre om at slå flest zombier ihjel på tid. Årsagen til Chucks modvillige deltagelse i det populære show skyldes, at hans datter Katey er blevet bidt af en zombie og derfor kræver en daglig dosis medicin, det såkaldte Zombrex, som forhindrer hende i selv at blive forvandlet til en zombie – og Zombrex koster kassen. Under et show i Fortune City, hvor spillet foregår og som mest af alt ligner et Las Vegas på speed, bryder en hær af zombier fri i forlystelsescenteret, og Chuck bliver fejlagtigt og på direkte TV beskyldt for at stå bag. Chuck har nu tre døgn til at bevise sin uskyld, inden militæret kommer til byen, men heldigvis er der flere, der ønsker at hjælpe ham.
Historien bindes sammen af en hel masse ganske veludførte og til tider ret morsomme mellemsekvenser, hvor Chuck deltager i den påklædning, som han nu engang har valgt at iføre sig i selve spillet. Derudover får Chuck tidligt i spillet en telefon, som han konstant får beskeder på. Beskeder om vigtige begivenheder, som han SKAL nå for at spillet kan fortsætte eller beskeder med undermissioner, som han kan vælge at ignorere eller forsøge at klare for at tjene erfaringspoints og dermed blive stærkere eller få nye færdigheder. De stramme tidsplaner virker på den ene side ikke helt optimalt og skaber en lettere irriterende stressfaktor, da der ikke er specielt megen tid til at gå rundt og nyde de farverige omgivelser, som udgør Fortune City. På den anden side skaber tidsplanerne en stor udfordring, hvor man som spiller hele tiden skal tage stilling til, hvilke missioner, der bedst kan svare sig at gå efter, og om man overhovedet samtidigt kan nå at overholde nogle af de vigtige deadlines.
Næsten som 1’eren
Gameplaymæssigt ligner Dead Rising sin forgænger uhyre meget. Man finder våben rundt omkring, og med disse skal man dræbe så mange zombier som muligt. Samtidigt får man stillet en række opgaver, hvor man oftest skal dræbe en eller flere psykopater eller eskortere en overlevende i sikkerhed i det såkaldte Safe House. Sværhedsgraden er forholdsvist høj i Dead Rising 2, og især vil de mange psykopater, som kræver hver sin strategi for at nedlægge, nok volde mange gamere store problemer. Heldigvis kan Chuck som nævnt stige i graderne, og har man nået et højt niveau, kan man eksempelvis vælge at starte helt forfra – men med de opnåede erfaringer intakte.
Save-systemet var et af de punkter, som blev kritiseret af mange hos 1’eren, og dette har udviklerne gjort noget ved. På ethvert toilet kan man gemme sit spil når som helst, og sammenlignet med 1’erens lidt kluntede save-system, virker dette langt bedre. Et andet kritikpunkt, som også gjorde sig gældende i 1’eren, er de lange loade-tider. I Dead Rising 2 er de desværre nærmest ødelæggende for spiloplevelsen. Eksempelvis skal man, når man kommer til et nyt sted, først loade en mellemsekvens, dernæst måske en mellemsekvens mere, og til sidst loades den bane, man bevæger sig ind på. Det tager laaaang tid, og ventetiden er desværre ikke camoufleret med noget spændende. Det er virkelig ærgerligt, at udviklerne ikke har formået at få gjort noget ved dette problem – det føles nærmest som om, at det er blevet værre. Det kan naturligvis anbefales, at man installerer spillet på sin harddisk, hvilket reducerer loade-tiderne en smule.
Chuck Greene styres på samme måde, som man styrede Frank West i 1’eren. Desværre fungerer styringen heller ikke optimal, idet mange af Chucks bevægelser er forudprogrammerede, hvilket især irriterer, når man slagter fjender. Her vil Chuck som regel bevæge sig i en bane, som man ikke kan gøre noget for at stoppe, når først man har ”sat slaget i gang”, og det hele føles en smule kluntet – og som sagt lettere irriterende. Omvendt er det en fantastisk lækker fornemmelse, når man med et sværd eller en stor økse kløver sig gennem horder af fjender, hvor lemmerne ryger af som kødet fra en høne, der er kogt i 5-6 timer.
Nu med dildo!
I Dead Rising 2 er en af nyhederne, at man kan bygge sine egne våben ved at kombinere eksisterende våben med hinanden. Rundt omkring i spillet støder man på en masse forskellige Combo Cards, hvormed man kan lave disse nye våben. De nye Combo-våben forvolder langt mere skade og giver mere erfaring, og fantasien er virkelig brugt godt, når man eksempelvis kan kombinere en bunke ædelsten med en elektrisk hækkeklipper og skabe en Gem Blower eller ved at kombinere en pose søm med en propanbeholder, sætte den på hovedet af en zombie og skyde den på lang afstand. Det morsomme element i at kombinere våben bliver dog besværliggjort lidt af, at der ofte er langt mellem de forskellige ting, der skal kombineres, og mange vil nok forfalde til at benytte spillets almindelige våben, som man i øvrigt udmærket kan klare sig med.
Spillet er ultravoldeligt og fyldt med sekvenser, hvor zombierne får afhugget lemmer, hoveder osv. og hvor blodet sprøjter i en lind strøm. Til de mere sarte sjæle skal der da også lyde en ekstra advarsel, for spillet er fyldt med seksuelle undertoner, og man har sågar mulighed for at iføre Chuck Greene et stramtsiddende latex-kostume og med en kæmpemæssig dildo som våben. Gad vide, om den bliver sløret, når spillet udkommer i USA i næste uge!?
Rent grafisk var jeg ganske imponeret af 1’eren, hvor de flotte og farverige omgivelser, den forholdsvist høje draw distance og de mange fjender, der bevægede sig rundt på banen uden at skabe nævneværdige forsinkelser, imponerede allermest. Dead Rising 2 ligner sin forgænger ganske meget, hvor grafikken har fået et lille løft men så heller ikke mere. Der er i 2’eren nu endnu flere zombier på skærmen samtidigt, hvilket naturligvis løfter spiloplevelsen – især når man har mulighed for at sætte sig i et køretøj og bare pløje sig igennem myriader af zombier. Derudover imponerer animationerne dog ikke i særlig høj grad, hvilket er ærgerligt, da zombiernes monotone bevægelser ikke formår at skabe den uhygge, som vi havde håbet på. Ofte vil man også opleve to eller flere helt ens zombier ved siden af hinanden og med den præcist samme samme påklædning, hvilket ikke bidrager til realismen – hvis man da kan bruge dette udtryk i forbindelse med zombier.
Lydmæssigt kunne en bedre brug af musik have skabt en langt bedre stemning, hvilket desværre ikke er tilfældet i Dead Rising 2. Det virker monotont og har ikke nogen særlig effekt på spiloplevelsen. Til gengæld er lydeffekterne formidable, hvor især lyden af zombier, der bliver kløvet er rigtig lækker. Stemmeskuespillet er også af høj kvalitet og virker meget troværdigt.
Multiplayer
I Dead Rising 2 har man mulighed for at gennemføre hele spillet med en online-ven, hvilket er en kærkommen men også forventet tilføjelse til et spilmarked, hvor co-op nærmest er et krav i dagens udgivelser. Der er på nuværende tidspunkt visse tekniske problemer med co-op-delen, eksempelvis når værten gemmer spillet og medspilleren ryger ud, hvilket naturligvis ødelægger oplevelsen men som også må være noget, som der forventeligt vil komme en opdatering til snarest muligt.
Foruden co-op kan man også spille Terror is Reality i online-multiplayer, hvor de penge, som man tjener, kan bruges i det ”rigtige” spil. I Terror is Reality gælder det, som nævnt i indledningen, om at dræbe flere zombier end sine modstandere på tid, men desværre er det ikke særligt sjovt og vil nok mest af alt blive brugt til at skabe ingame-valuta.
Dead Rising ver. 1.2
Dead Rising 2 er grundlæggende et ganske underholdende spil, og er man til hack’n slash-genren, er der masser af underholdning i det. Det samme gør sig gældende, hvis man var vild med forgængeren, men havde man forventninger om, at Dead Rising 2 ville revolutionere genren, så vil man med sikkerhed blive skuffet. Dead Rising 2 er nemlig ikke meget mere end en opgradering af 1’eren, hvor muligheden for at bygge våben, co-op samt multiplayer er de nyskabelser, der er til at få øje på, men hvor der desværre ikke er taget hånd om den række af irritationsmomenter, som også var gældende i forgængeren. Hvis man sammenligner med de mange japanske hack’n slash-titler fra Koei, som jeg ikke har været særligt imponeret over, men hvor gameplayet trods alt er en smule mere flydende, så er Dead Rising 2 stadig et langt bedre spil, som nok skal give de mange fans derude en masse nye, spændende oplevelser.
Loading ...
