Halo Reach

Score: 10
Udkommer til:
Anmeldelsen dækker:

Udvikler(e):
Udgiver(e):
PEGI 16+PEGI Violence

Med Halo Reach siger Bungie farvel til Halo-serien efter et årti bestående af næsten lutter højdepunkter. Microsoft ejer rettighederne til Halo-navnet, hvilket vil sige, at i fremtiden bliver det sandsynligvis deres 343-studie, der skal varetage serien, mens Bungie drager på nye eventyr hos Activision. Så hvis du vil have sidste afsnit fra seriens skabere, er det altså nu...

Prequel

Halo Reach er en såkaldt prequel til Bungies Halo-trilogi og foregår kort tid inden Halo: Combat Evolved. Hvis man har beskæftiget sig med Halo-universet, vil man vide, at det er begivenheder på planeten Reach, der leder op til den store intergalaktiske krig, som vindes af Spartan 117, aka Master Chief (with a little help from his friends).

Skræddersyet figur
Lige inden Halo Reach begynder, vælger man farve og detaljer på sin nanorustning, så man skaber en skræddersyet hovedperson at spille. Man er helt enkelt ”Noble 6” – nyeste medlem i Noble Team, og man kan sågar vælge at være en kvindelig spartan. Det udseende, man vælger, går igen i både hele kampagnen inkl. mellemsekvenserne og spillets forskellige multiplayer-elementer. I løbet af alle spiltyper optjener man points, der kan bruges til at låse op for nye rustningsdele, så hele oplevelsen hænger sammen.

Den kendte Halo-stemning
Reach’s kampagne kan ligesom Halo 3s spilles i co-op op til fire spillere (online såvel som offline) og har mange flotte, åbne baner og spændende miljøer. Alting ser Halo-agtigt ud, og det er, forstås, en god ting. Der er de velkendte grønne og lilla nuancer, ganske som der skal være. Pacet er hæsblæsende, og tonen er overordnet set mørk, selvom grafikstilen ikke er det. Det er ikke den store spoiler at fortælle, at ikke hele Noble Team når med til sidste bane. Hvis man ikke er til ”heroic bloodshed”, får man nok svært ved at elske historien.

Den omkring ti timer (hvis man spiller på passende sværhedsgrad) lange kampagnes sidste tredjedel fungerer som ét langt hæsblæsende klimaks og leder enkelt og elegant op til Halo: Combat Evolved, som man får meget lyst til at gå i gang med, så snart spillet er slut. Det er jo et kvalitetsstempel i sig selv En HD-udgivelse af Halo: CE og Halo 2 med online co-op står i den grad på ønskelisten hos mange fans af serien, inklusiv undertegnede.

Best of... og mere til
I løbet af kampagnen optræder nær alle de våben, man har set i de foregående spil, samt flere nye. Udvalget er stort, og man kan tydeligt fornemme, at Bungie har villet have alle vers med i deres svanesang hos Microsoft. Man kan ikke bære to våben ad gangen, så her lægger Reach sig op ad ODST og Halo: CE. Det gør det også i den forstand, at man hopper kortere og bevæger sig en smule langsommere end i Halo 2/3. Noget nyt er, at ens sigtekorn udvides, når man skyder. Altså må man prioritere, om man vil skyde langsomt og præcist eller hurtigt og upræcist. Det fungerer sådan set glimrende, men jeg er ikke sikker på, at jeg selv ville have foretaget det valg til lige præcis Halo-serien. Man kender det fra blandt andet Tom Clancy-spillene og Shadowrun, og det er en af de ting, der får Reach til at skille sig ud fra resten af serien – og det mærkes naturligvis mest i multiplayer.

Stor variation
Banerne varierer grafisk, men de varierer også gameplay-mæssigt. Som noget nyt foregår en bane primært i rummet, og det er helt nyt for serien. Man møder flere steder space marines, man kan få lidt hjælp af og/eller beskytte, og der er faktisk også civile, hvilket bidrager til stemningen. Der er baner, der lægger sig bedst til en snigende, forsigtig indgangsvinkel, og der er baner, hvor man flyver i bedste rail shooter-stil. Med andre ord kommer man ikke til at kede sig.

Super smarte Eliterne
Det helt store scoop i Reach er, at eliterne er tilbage som fjender. Eliterne fra Halo Combat Evolved er her næsten 10 år efter udgivelsen stadig bedre og mere intelligente modstandere, end det meste, man kan finde i dagens spil. Eliterne i Halo Reach er forrygende. Det kræver selvfølgelig, at man spiller på de høje sværhedsgrader, og man snyder sig selv for meget af oplevelsen, hvis man spiller Halo Reach på ’normal’ – hvilket gælder for hele serien. Hvis man spiller på legendary, som jeg har gennemført på i co-op, så får man modstandere, der rent faktisk forsøger at overleve i stedet for bare hovedløst at løbe mod dig kamikaze-agtigt. Man bliver flankeret, eliterne danser rundt for at undgå ens skud, de stiller sig på lur og genoplader skjold, når chancen byder sig og ens eget skjold er væk. De kaster granater intelligent. Dette er uden sammenligning den mest dynamiske AI jeg har prøvet kræfter med. Det er et af de steder, man kan se lysende klart, hvorfor Bungie er et af de store software-huse, selvom de kun har lavet få spil. AIen her er i sin egen klasse, og jeg håber virkelig, at det vil lykkedes for andre udviklere at kopiere, så vi kan få flere spil med interessante modstandere i fremtiden.

Firefight
Når man har spillet kampagnen igennem kan man passende gå på achievement-jagt i firefight. En spilvariant, hvori man på samme map angribes af bølge efter bølge af forskellige fjender. Ligesom i kampagnen kan man hjælpes ad op til fire personer. Modsat i ODST, hvor Firefight optrådte første gang, er Firefight nu integreret i matchmaking, så man kan finde spillere fra over hele verden at spille med. Det er også muligt at skræddersy et hav af indstillinger, så man kan få lige den spiltype, man gerne vil – og man optjener credits til at købe nye rustningsdele for...

Multiplayer
Den største del af spillet er igen multiplayer. Hvis man bliver grebet af det, er der principielt set ikke nogen øvre grænse for, hvor lang tid, man kan bruge på det. Der er 13 maps at spille på fra start, og man kan lave uendelige varianter via det populære Forge-system, der naturligvis vender tilbage. Derudover kan man også variere tempo, springkraft, skade, tyngdekraft og alle mulige andre faktorer, så man kan ende med et spil, der er lige, som man vil have det. Spilvarianter og baner kan deles med hele Halo-community’et via ens file share, så man hurtigt kan hente vennernes påfund. Major League Gaming (MLG) er i gang med at lave varianter til deres elitemiljø, og de bliver spændende at prøve.

Apropos konkurrenceniveau, så kan man let få en brat opvågnen, når man går online i Halo, hvis man er vant til blødere shooters som eksempelvis Modern Warfare, hvor et enkelt skud kan dræbe, og man let kan få et kill på en bedre spiller, hvis man ser ham først og lige trykker på aftrækkeren. I Halo skal en Spartan have adskillige skud, før han (og nu altså også ’hun’) går ned. Dvs., at hvis du skyder på en bedre spiller end dig selv, er der gode odds for, at han kan hoppe/undvige sig ud af problemerne og dræbe dig, inden du får sluttet ham af. På den måde er Halo meget skillbaseret og ikke et særlig tilgivende spil at spille i multiplayer.

Heldigvis er der også flere mere socialt anlagte playlister, hvor man kan spille diverse mere eller mindre fjollede gametypes, mange af dem ret sjove, og her kan noobs bedre være med. Som en kritik kan nævnes, at der savnes små baner. De fleste er store eller mellemstore.

Jeg, en Haloman
Halo-serien har fyldt meget i mit liv de sidste 8-9 år. Det var især Halo: Combat Evolved, der vækkede mig og gjorde mig til gamer ”for alvor” igen efter en længere periode, hvor jeg kun spillede få spil. Halo 2s online-del er den største spiloplevelse i mit liv, og jeg fik venner på Xbox Live, som jeg stadig spiller med i dag – og i årenes løb har det virtuelle venskab udviklet sig til at gå ud over Xboxens grænser. Halo-serien var også i høj grad en ting, min ekskæreste og jeg havde sammen. Reach repræsenterer derfor også en form for symbolsk afslutning for mig, fordi det er første Halo-spil efter vores forhold. Endnu en ting, der har gjort spiloplevelsen bittersød, ligesom Bungie-afskeden og Reach’s fald i spillet.

Jeg er langt fra den eneste, der har et nært forhold til serien, og det er svært at anmelde Halo Reach koldt og objektivt. Men, hvis vi ser bort fra en 3-4 små, symmetriske baner til multiplayer-delen (der i øvrigt nok skal komme som down£oad), så kan jeg ikke se, hvad Bungie skulle kunne have gjort mere. Kampagnen er suveræn. AIen er simpelthen på et andet niveau, end man ellers oplever det i spil. Multiplayer fungerer langt bedre en den halvsløje beta gav udtryk for, og stort set alt, man kan forestille sig, kan skræddersys – og bliver det. Integreringen i alle spiltyper af udfordringer og credits, som man kan købe rustningsdele for og stige rang med giver levetid og burde tilfredsstille Modern Warfare-spillerne. Firefight leverer, og har et helt andet ambitionsniveau end forsmagen i ODST. Jeg synes på den baggrund, at et nital er for lidt.

“Good night! Parting is such sweet sorrow
That I shall say good night till it be morrow”

Så poetisk lod William Shakespeare Juliet udtrykke sine følelser for Romeo, på et tidspunkt, hvor de må skilles. Det beskriver præcis, hvordan det har oplevedes for mig at spille Halo Reach. Fornemmelsen af at man er ved at sige farvel til noget, man ville ønske, kunne blive ved.

Gamesector Anbefaler

Om Lasse Winther Wehner

Lasse Winther Wehner har været anmelder på Gamesector.dk siden 2003 og indholdsredaktør fra 2005. Han anmelder fortrinsvis spil til Xbox 360 og Xbox One - især shooter-genren og vestlige rollespil. Da Lasse har været gamer siden Game & Watch/bipbip-spillene gjorde deres indtog i firserne, ynder han at smide en historisk anekdote ind i sine anmeldelser, når han kan komme af sted med det.