Metroid: Other M

12►

Nintendo havde stor succes med at overlade Metroid-licensen til Retro Studios, men efter tre fantastiske spil var tiden inde til at give opgaven videre. Team Ninja fik opgaven, og under kyndig vejledning fra Yoshio Sakamoto, en af seriens skabere, har de lavet et spil, der holder fast i lige så mange af seriens traditioner, som det tilfører den nye elementer.

En ny Samus

Other M indledes med en flot genskabelse af slutsekvensen fra Super Metroid, og historien fortsætter da også herfra. Den sidste metroid har ofret sit liv for vor hovedperson, Samus Aran, der flyver omkring i sit rumskib uden en mission, da hun pludselig opfanger et nødsignal. Hun haster afsted mod signalet og finder sig snart genforenet med en deling af elitesoldater, som hun tidligere selv var en del af. Deriblandt Adam Malkowich – gruppefører og en faderfigur for Samus. Selv om ukendte stridigheder har skilt dem tidligere, godtager soldaterne Samus’ hjælp, mod at hun adlyder Adam og kun bruger de våben og evner, som han godkender.

Dermed indledes spillet ikke, som et Metroid-spil ellers altid gør, med at Samus mister sin dragts evner og må søge at genoprette dem. I stedet har Samus’ alle evnerne fra starten – hun har bare ikke tilladelse til at bruge dem. Det fungerer i praksis ikke nær så godt. Selv om dragtens egenskaber langsomt opgraderes, så sker det ikke ved, at spilleren udforsker omgivelserne men i stedet blot ved, at Adam mener, det er på tide med nye evner. Det virker fjollet, at Samus sendes igennem et glohedt lava-område, og først da hun er døden nær, beslutter Adam, at hun skal have lov at bruge sin Varia Suit, der beskytter mod ekstreme temperaturer. På samme måde er det frustrerende at gå forbi en låst dør, velvidende at den kunne åbnes, hvis bare Adam gav lov. Samus har mistet sin selvstændighed, og hun fremstilles som værende mere usikker på egne evner, end hun tidligere har været. I sidste ende, så er resultatet af dette og nogle sekvenser, hvor man hører Samus’ tanker, dog, at man kommer tættere på hende og oplever historien som en mere personlig fortælling om Samus.

Dette er dog ikke den største ændring i Other M. Spillet er stadig i 3D som Prime-serien var det, men denne gang anvendes tredjepersonsperspektivet ikke kun, når Samus triller rundt i sin Morph Ball. Alt er tredjeperson – spillet føles nogle gange som et platformspil, andre gange som et kampspil eller en rail-shooter og nogle gang endda som et adventure-spil. Dermed også sagt, at spillet skifter tempo, så det kan mærkes. Platform-sekvenserne er de, som minder mest om tidligere Metroid-spil – her skal banen udforskes, og små puzzles skal løses. Nogle gange sidder man uhjælpeligt fast, men bortset fra enkelte frustrerende sekvenser så fungerer det godt, og som Metroid-fan føler man sig hjemme.

Adventure-sekvenserne er de, som fungerer dårligst, men også de som der er færrest af. I disse sekvenser kan Samus ikke skyde men blot gå omkring og tale med folk og scanne omgivelserne – uden at der dog kommer baggrundsviden eller noget andet ud af at scanne, som der gjorde i Prime-spillene. Det virker i stedet blot som kedeligt tidsspild, der kunne været klaret bedre i en 10-sekunders mellemsekvens. Nogle gange låses Samus endda helt fast, og man kan ikke gøre andet end at dreje omkring for at lede efter noget, der skal scannes. Første gang det skete, trykkede jeg reset, fordi jeg troede, der var en fejl i spillet.

Størstedelen af spillet er dog kamp, og her er masser af nyheder. Det føles faktisk ikke helt som et Metroid-spil længere. Dermed ikke sagt, at kampene ikke er velfungerende, for det er de skam. Samus’ primære våben er stadig hendes arm-cannon, men denne gang går hun ikke af vejen for et spark og et kast. Nærkamp er dermed et nyt og centralt element – ofte er den eneste måde at nedlægge en fjende på at gå i nærkamp med dem. Samus kan f.eks. hoppe op på ryggen af dem og affyre et dødbringende skud på nært hold. Det giver et højt tempo og nogle intense kampe. Sværhedsgraden er høj, så man må indstille sig på ofte at skulle genstarte fra sidste checkpoint, men dem er der heldigvis heller ikke langt i mellem. Det fastlåste tredjepersonskamera og en præcis digital kontrol er en anden grund til, at kampene ikke føles frustrerende trods sværhedsgraden – oftest kan man kun bebrejde sig selv et nederlag.

Skulle man, så kunne man nævne en lang række punkter, hvor spillet er ændret i forhold til tidligere, men de færreste ting kan siges at være deciderede forbedringer eller det omvendte. Spillet føles i høj grad som et nyt og selvstændigt kapitel i Metroid-serien, og med en helt ny udvikler er der ikke noget underligt i det. De har ikke ramt den grafiske kvalitet fra Prime-serien, og de mislykkede adventure-sekvenser er vel de største kritikpunkter, der kan gives – uden at skelne så meget til de forventninger, der altid er til indholdet af et Metroid-spil. At de har fjernet meget fokus fra udforskning og flyttet det til nærkamp er ikke nødvendigvis en ulempe, og den anderledes fortællestil og nye skildring af Samus er også interessant. Metroid: Other M er slutteligt et glimrende spil i sig selv. Jeg håber blot, at Team Ninja får lov at lave endnu et spil, hvor de forhåbentligt får rettet op på svaghederne.