Score: 6
Udkommer til:
Anmeldelsen dækker:

Udvikler(e):
Udgiver(e):
PEGI 18+PEGI Bad LanguagePEGI Violence

Det første spil skuffede i så voldsom grad, at det fik branchefolk fyret. Kan Dog Days indfri det uforløste potentiale i dette ‘heistunivers’ - og måske samtidig udbedre nogle af de alvorlige problemer, der var med specielt styring og gunplay? Læs med indenfor.

A Shanghai crime saga

Uagtet den enorme opmærksomhed Kane & Lynch: Dead Men fik omkring sin udgivelse - som snarere skyldtes en aggressiv PR-afdeling hos Eidos og en letskræmt Gamespot-redaktør - så var danske IO Interactives Michael Mann-inspirerede actionspil en gennemgående middelmådig oplevelse, komplet med sløset styring og en uforløst historie, der bragte makkerparret på en længere rejse, end præmissen kunne bære. Værst var dog det utrolig frustrerende gunplay, som var så upræcist og uden tyngde, at det faktisk var altødelæggende, og en stor del af grunden til, at jeg personligt kørte træt i spillet. Der er dog ingen tvivl om, at IO er en yderst kompetent udvikler, og med tre år til at rette op på tingene, står vi i dag med en efterfølger i Dog Days, der på alle måder er mere velfungerende end det første spil. Sammenlignet med de bedste spil i genren, er der dog lang vej endnu.

I modsætning til Dead Men, er det i Dog Days den lettere psykotiske Lynch, og ikke Kane, spillere skal styre igennem den korte kampagne. Efter hændelserne i det første spil, er makkerparret gået hver til sit, og Lynch har startet en relativ rolig tilværelse - så rolig en tilværelse en manisk massemorder nu kan få - med kæresten Xiu i Shanghai, hvor han udfører opgaver for eksilbriten Glazer. Efter at have fået nys om et velbetalt job, kontakter Lynch sin tidligere ven, der har brug for et sidste job, så han kan sikre sin datters fremtid. Ikke længe efter at være mødtes i Shanghai, ender de to dog i alvorlige problemer. Et øjebliks ubetænksomhed får den forkerte person dræbt, og inden længe har de to hele den kinesiske underverden og politistyrke efter sig. Således udfoldes en hæsblæsende jagt igennem Shanghais gader i et kampagneforløb, som faktisk er ganske medrivende, men hvis slutning falder pladask til jorden.

Allerede da Dog Days først blev annonceret, var det klart, at IO havde valgt at gå i en noget anden retning rent visuelt. De kølige farver og det ‘sleek’ look inspireret af bl.a. Heat og Collateral har måttet vige for en mere primitiv tone inspireret af især brugergenereret indhold på Youtube, optagelser af mobiltelefonkvalitet og videoovervågningsbånd. Og dette har vist sig at være den rigtige beslutning, for slutresultatet er helt eminent. Blødende farver, grovkornet opløsning, pixelering, rystende kamera og ujævn lyssætning er alle effektive virkemidler, der bidrager til den fantastisk stemningsmættede tone, og hvad mere er, så har IO fundet det perfekte undskyldning for screen-tearing og svingende framerate. I Dog Days understøtter det blot den effektive billedside, og især under større eksplosioner, hvor alle disse virkemidler sættes ind, forstår man, hvor godt det egentlig fungerer.

Desværre formår resten af spillet aldrig at følge op på den glimrende ramme, billedsiden skaber. Skræller vi den væk, sidder vi nemlig med en meget traditionel 3rd-person shooter, hvis gameplayelementer aldrig formår at løfte sig over det middelmådige. På den måde virker Dog Days meget forældet i forhold til udviklingen de sidste par år. Coversystemet skaber utrolig mange problemer, og ikke nok med at Lynch ofte læner sig op ad de forkerte ting, så er det heller ikke alle overflader, der rent faktisk kan benyttes. Og i et spil, hvor man konstant bliver beskudt fra alle sider, og hvor fjenderne er exceptionelt gode til at ramme, koster det rigtig, rigtig mange liv, når et så basalt element ikke fungerer helt efter hensigten.

Gunplay er blevet bedre, men det er stadig ikke godt nok. Våbnene (specielt tidligt i spillet) har ikke det fornødne punch, og vi skal langt frem i spillet, før de er tilnærmelsesvist præcise. Hvad værre er, så kræver hver enkelt fjende et overdrevet antal træffer før han lægger sig, og når en politibetjent kan stå op efter et direkte headshot, så er det lige til at græde over. I sidste ende kan jeg ikke helt sætte min finger på det, men gunplay føles bare ikke helt rigtigt, og det er simpelthen ikke tilfredsstillende nok at nedlægge en fjende. Her kunne jeg godt have brugt et lille ryst i joypaddet i stedet for en krydsmarkering på skærmen.

Et andet problem er kampagnens enormt monotone natur. Scenerierne skifter rigtignok mellem storbygader fyldt med butikker, neonlys og uskyldige indbyggere til forladte industrikvarterer og hangarer, men opgaven er altid den samme: gem dig bag det nærmeste cover - skyd på de mange hoveder, der dukker op længere fremme - ryk frem og gentag. Kun en enkelt gang skifter gameplayet karakter til en rail-shooter, hvor man som passager i en helikopter skal rydde op i en skyskraber med et maskingevær. Spillet er også meget kort, men taget dets meget repetitive gameplay i betragtning, er det måske en god ting, hvis man gerne vil se, hvordan det slutter. Omkring 5 timer tager det, at gennemføre på normal sværhedsgrad, og det er altså lige en tand for kort.

På trods af problemerne, er det dog stadig en underholdende oplevelse, at spille igennem Dog Days, og spillet har bestemt mange ting, der taler for det. Udover billedsiden, oplever man som spiller en række imponerende set-pieces, specielt i en af spillets sidste baner på en af de øverst etager i en medtaget skyskraber. Denne scene byder på nogle meget iøjnfaldende øjeblikke, hvor loftet, kontormøbler og -artikler falder ned omkring ørerne på én, og selvom det ikke er Uncharted 2-niveau, så er det stadig imponerende. Hele stilen, de to hovedpersoner, og den dystre historie gør ligeledes, at man hænger ved igennem den, indrømmet, meget korte kampagne, og når man erfarer efter en gennemspilning, at man har dræbt over 750 politibetjente og bandemedlemmer, så er det svært at nægte, at være blevet underholdt.

Spillet kan ganske oplagt spilles i både online og splitscreen co-op, men her er det som om, IO ikke har været specielt opmærksomme på de muligheder, der følger med. Kun få gange deler de to hovedpersoner sig, og det er aldrig ret lang tid af gangen. Dermed virker denne funktion som en eftertanke, og man vil ofte opleve at løbe i vejen for hinanden. Endnu mere alvorligt er det, at der ikke er nogen mulighed for drop-in, hverken online eller offline, og det virker simpelthen for bøvlet og forældet.

Heldigvis er den øvrige onlinekomponent noget mere gennemført, og står for nogle ganske interessante vinkler på konkurrencepræget multiplayer. ‘Fragile Alliance’ (som også var med i det første spil) lader et hold spillere samarbejde om at slippe væk med et stort pengebeløb, mens AI-styrede politibetjente skal forhindre dem i deres planer. Det unikke består i, at en spiller på ethvert tidspunkt kan vælge at dræbe en blandt de medsammensvorne for at slippe væk med en større bid af kagen, og når dette sker, er han jaget vildt. Det er et fantastisk spændende koncept, men i realiteten bliver det hurtigt ensformigt, da der er for få baner (kun seks), og mange spillere ikke synes, at kunne forstå konceptet. ‘Undercover Cop’ er ligeledes ganske interessant, og fungerer endda bedre. Her skal et hold samarbejde på samme måde som i ‘Fragile Alliance’, men i stedet for, at én vender sig imod sine kammerater, så får en spiller at vide, at han er en betjent i undercover. Hans job er således, at standse de andre inden de slipper væk, og da han ikke officielt stemples som forræder, kan det gøres, hvis man er snu.

Kane & Lynch 2: Dog Days er altså et spil, der på alle måder fungerer bedre end det første spil, men som stadig slås med sine problemer. Den imponerende visuelle stil og ganske medrivende historie formår dog ikke at skjule, at det under overfladen er en noget ordinær shooter. Med en alt for kort kampagne og en multiplayerdel, der mister pusten hurtigt, gør du klogt i at prøve den tilgængelige demo på PSN inden, du betaler fuld pris.

Om Lars Grubak Larsen