2002 var året, hvor vi for første gang kunne boltre os i Mafia-universet på PC og med konsolversioner to år senere. Tjekkiske Illusion Softworks stod for spillet, som høstede flotte anmeldelser overalt i verden, så forventningerne til 2’eren har naturligvis været skyhøje. Her otte år senere er det igen Illusion Softworks – dog nu under navnet 2K Czech – som er holdet bag, men de har bestemt ikke glemt, hvordan et godt spil skal skrues sammen!
Historien om Vito Scaletta
Da Mafia udkom i 2002 var det så klart et af tidens allerbedste action-spil. Rent teknisk imponerede spillet, og historiemæssigt og gameplaymæssigt var spillet også på højde med de allerbedste inden for genren.
Nu skriver vi 2010, men Mafia II ligger grundlæggende ikke forfærdeligt langt fra sin forgænger. 2K Czech, som består af de fleste udviklere fra det første Mafia-spil, har valgt at tage de bedste elementer fra forgængeren og har i bund og grund blot tilsat lidt kosmetik og en ny historie. Heldigvis gør det på ingen måder noget, da vi er mange fans af det gamle spil, der længe har ønsket mere af samme skuffe.
Omdrejningspunktet i Mafia II er en fabelagtigt godt fortalt historie om Vito Scaletta, hvis familie er rejst fra Sicilien til USA eller nærmere bestemt Empire Bay, en fiktiv men virkelighedstro by med inspiration fra flere amerikanske storbyer. Spillet begynder i sommeren 1943 under 2. verdenskrig med en Call of Duty-lignende episode på Sicilien, hvor vores helt, Vito Scaletta, under amerikansk flag kæmper mod Mussolini’s styrker. Med sin bedste ven Joe røg Vito som ung mand ud i noget ungdomskriminalitet men blev taget på fersk gerning, og valget mellem en fængselsstraf eller en tur i trøjen var ikke svært for Vito. Tilbage i Empire Bay efter at være blevet såret i Operation Husky møder Vito sin gamle ven Joe, og herfra hvirvles Vito ind i en klassisk historie om vejen fra at være ingenting til at være en berygtet og anerkendt gangster i den italienske Mafia. Historien er noget af det bedste, jeg har set længe og løfter spillet gevaldigt. Karaktererne virker realistiske og udstråler hver deres egen personlighed, hvilket gør det let af falde ind i rollen som gangster i 40’ernes og 50’ernes USA.
Godt gameplay
Gameplaymæssigt har vi at gøre med en meget klassisk third-person shooter i en godt 25 kvadratkilometer stor sandkasse, hvor man gennem hele spillet styrer Vito men ofte får hjælp af Joe og andre i mange af spillets 15 kapitler. Hovedmissionen afvikles på 3 sværhedsgrader, og for at få den bedste oplevelse vil jeg klart anbefale, at man gennemfører spillet på højeste sværhedsgrad, hvor de fleste vil kunne klare sig uden alt for mange om’ere. Sommetider er fjenderne dog nådesløse på højeste sværhedsgrad, hvor blot et enkelt skud er nok til at Vito dør, men sværhedsgraden er dog alt i alt ganske fint afstemt. Spillet benytter et automatisk save-system, som desværre betyder, at man engang imellem skal starte forholdsvist langt tilbage, når man dør, men det er dog ikke noget, der trækker gevaldigt ned i den samlede vurdering. Selv om spillet umiddelbart virker som et sandkassespil er det så som så med sandkasse i forhold til eksempelvis GTA IV. Der er ikke deciderede sidemissioner, man skal klare, og man følger sådan set blot spillets historie uden at se sig ret meget om. Mellem missionerne har man mulighed for at stjæle biler eller røve butikker, men man får ikke rigtigt noget ud af det, naturligvis bortset fra, at man kan gå på jagt efter de mange Playboy-blade eller Wanted-plakater, som der ligger rundt omkring i byen. Spillet har fået en 18+-klassifikation og er da også fyldt med både vold og nøgne damer – uha da da!
Styringen fungerer nærmest upåklageligt og er bestemt en af spillets forcer. Hertil fungerer cover-systemet også virkelig godt med en meget intuitiv styring, som gør det meget nemt for Vito at gemme sig bag stort set hvad som helst, hvorfra han kan titte frem og skyde sine fjender uden alt for stor fare for selv at blive ramt.
Meget af spillet foregår bag rattet, og også her fungerer styringen rigtigt fint og faktisk noget bedre end det ellers fantastiske GTA IV, hvor jeg ikke var specielt imponeret over styringen af køretøjerne. Der er desværre ingen genveje mellem de forskellige lokationer i byen, og køreturene kan godt komme til at føles en smule ensformige, uden at det dog tager overhånd. Empire Bay er i øvrigt fyldt med politibiler, og overholder man ikke færdselsreglerne vanker der en bøde – hvis altså politiet kan fange dig. Kører du galt i høj fart er der endvidere stor sandsynligvis for, at du dør, hvilket højner realismen gevaldigt i forhold til flere andre lignende sandkassespil.
Missionerne går for det meste ud på at skyde fjender, krydret med en række missioner, hvor du skal jage fjender i bil samt et par stealth-missioner, hvor du klarer dig bedst ved at snige dig ind på dine fjender. Spillets 15 kapitler kommer dog aldrig til at føles specielt ensformige, selv om der er en række lighedspunkter mellem mange af missionerne, men hver mission kræver sin egen specielt taktik for at klare sig optimalt. I forhold til de største sandkassespil på markedet er Mafia II ikke specielt omfattende og på højeste sværhedsgrad skal man nok regne med ca. 15 timer til at gennemføre. Modsat GTA IV og andre byder Mafia II ikke på online-muligheder, hvilket dog ikke savnes. Hvad der derimod ville have været en lækker feature var, hvis spillet kunne være gennemført i co-op mode. Lad os håbe på en 3’er, hvor det bliver integreret!
Fantastisk soundtrack
Lydmæssigt er Mafia II helt suverænt. Stemmeskuespillet er udført på et særdeles højt niveau og virker overbevisende hele vejen igennem, hvor hver enkelt karakterer virkelig får liv via den glimrende dialog. Lydeffekterne er fremragende, men hvad der imponerer mest er det fantastiske soundtrack, som du kan afspille i din bilradio på 3 forskellige radiokanaler, og som indeholder et hav af sange fra 1940’erne og 1950’erne med så store hits som Rock around the clock, That’ll be the day, Mr. Sandman, At the hop, Let it snow, That’s amore, All I have to do is dream og mange, mange flere. Imponerende er denne samling, og derudover spiller en af radiokanalerne præcist de hits, der var fremme i det pågældende år. En anden sjov feature hvad angår radioen er, at nyhedsoplæseren – hvis du har været ude i noget snavs – pludselig kan bryde ind med en nyhed om den netop overståede begivenhed, alt imens du befinder dig i en hæsblæsende biljagt med en hel flok politibiler i hælene. Grafisk udmærker spillet sig især ved at have skabt et tidstypisk miljø, hvor både biler, påklædning og bygninger virker autentiske i forhold til tiden. Kvaliteten af grafikken er godkendt uden at være prangende, men især skaber en velfungerende lyssætning en lækker gangster-stemning.
Gennemført – men uden fornyelse
Mafia II formår ikke helt på samme måde som 1’eren at imponere. Hovedtrækkene fra 1’eren, hvor man styrer en karakter, der forsøger at gøre sig gældende i Mafiaen, og hvor præmisserne er dræb-eller-bliv-dræbt og en masse bilkørsel, går igen i II’eren, hvilket i sig selv ikke gør så meget, da spillet i sig selv er af høj, høj klasse, og med flere DLC-pakker forude samt en række krævende achievements, er der – foruden hovedhistorien på mellem 10 og 15 timers spilletid – masser af indhold for pengene i Mafia II. En fremragende historie, et superlækkert gameplay, den overbevisende dialog og et soundtrack, som de fleste andre spil må misunde, gør Mafia II til en stor oplevelse og gør samtidigt manglen på fornyelse i forhold til 1’eren mindre betydningsfuld.
Loading ...
