Battlefield Bad Company 2, Prey, Call of Duty 4: Modern Warfare, Bioshock , Halo 3, Left 4 Dead, Timeshift og mange mange flere. Det vrimler simpelthen med First Person Shooters på Xbox 360, så hvad i alverden skal vi med en mere af slagsen? Singularity er ikke en af de titler, der er forsøgt hypet til succes, og den særdeles anonyme lancering har bestemt heller ikke fostret specielt store forventninger. Den første times tid med Raven Softwares nye shooter var da også en halvkedelig affære. Men så begyndte der at ske ting og sager…
Fra tid til anden
I Singularity er du den amerikanske soldat Nate Renko, der sammen med et hold Black Ops bliver sendt til den russiske ø Katorga-12 for at undersøge nogle mystiske stråling, som den amerikanske efterretningstjeneste har registreret. Tæt ved øen bliver Nate Renko og hans mænd udsat for en kraftig elekmagnetisk bølge, der sender helikopteren til jorden og de fleste soldater i døden.
Nate Renko overlever (naturligvis), og må herefter afsted på egen hånd. Nate støder på en række allierede undervejs i sine bestræbelser på at færdiggøre undersøgelsen af de mystiske strålingsudfald, og det viser sig, at der ligger langt mere bag end hvad den amerikanske efterretningstjeneste i sin vildeste fantasi havde kunnet forestille sig. Vi skal tilbage til begyndelsen af 1950’erne, hvor Sovjetunionen efter befaling fra Stalin iværksatte et videnskabeligt eksperiment, foranlediget af et fund af et mystisk grundstof med enorme energimæssige ressourcer, kaldet E-99. Noget gik desværre grueligt galt, og K-12 blev lagt i glemmebogen sammen med enhver oplysning om det mystiske E-99.
Den Kolde Krig har bestemt ikke levet forgæves i forhold til de mange computerspil, der er udkommet med netop dette tema, og jeg var da også overbevist om, at Singularity ville blive endnu en standard-shooter uden de store dikkedarer. Den første lille times tid føles spillet da også som en helt ordinær standard shooter uden det store at bemærke, men så bliver Nate Renko udsat for det mystiske stof og befinder sig pludselig tilbage i 1955. Jeg vil ikke afsløre for meget af historien her, for den er faktisk rigtig godt skruet sammen og særdeles spændende fortalt ved hjælp af bl.a. en række filmklip, båndoptagelser og notater, som du finder rundt omkring i Katorga-12-komplekset.
Herefter sker der en række begivenheder, og pludselig er Nate tilbage i 2010, hvor øen nu er beboet af mutanter – den ene større og vildere end den anden. Her er det, at Singularity ændrer karakter fra at være en standard action-shooter tilsat en gys hist og her, idet Nate Renko pludselig bliver den stolte ejermand af en såkaldt TMD, Time Manipulating Device, hvormed Nate, som navnet antyder, får mulighed for at manipulere med tiden. Eksempelvis kan Nate genskabe ødelagte objekter, bygninger osv. som de så ud i starten af 1950’erne, han kan løfte tunge objekter med den eller han kan ælde sine fjender til støv med TMD’en. Brugen af TMD’en er også nødvendig i de forskellige puzzles, som spillet indeholder. Eksempelvis skal Nate bruge sin TMD til at gøre et objekt mindre, hvorefter det kan løftes gennem en lille revne i et hegn og derefter give det normal størrelse igen, så Nate kan hoppe op på en bygning og dermed komme videre i spillet.
Fede våben
Våbenarsenalet var ellers, inden TMD’en dukkede op, ikke banebrydende på nogen måder, om end alle våbnene faktisk føltes rigtigt godt og havde god variation. TMD’en er blot et af de mange ekstrafede våben i spillet, hvoraf især den såkaldte Seeker også skal nævnes. Her følger du projektilet hele vejen ned mod fjenden og kan undervejs styre projektilets retning. Det er simpelthen en superfed fornemmelse at ramme plet med Seeker’en, og det er vel nok et af de mest vellykkede våben i en FPS-shooter til dato. Våbnene kan naturligvis opgraderes i tilhørende maskiner, som du finder rundt omkring i komplekset, og dertil kræver en opgradering, at du også har fundet såkaldte våbenopgraderingsenheder, som det dog ikke flyder med, og det kan derfor være en god ting nøje at overveje, hvilke våben, man har mest brug for.
Fjenderne er også pænt varierede og omfatter mutanter i mange afstøbninger, herunder en række enorme boss’er, som hver især kræver omtanke og gode reflekser at nedlægge, samt en masse sovjetiske soldater fra starten af Den Kolde Krig i 1950’erne. Sværhedsgraden er temmelig høj, og af spillets tre sværhedsgrader begyndte jeg på den sværeste, Hard, men kom hurtigt til kort og forsøgte mig herefter på både Easy og Normal, hvor jeg stadig fik god modstand. AI’en er rimelig og ikke unfair, som man sommetider oplever det, og sammen med en styring, der faktisk også fungerer godt, er Singularity gameplaymæssigt særdeles vellykket.
Når først man er blevet introduceret til hele tidsmanipulations-teknologien, sker der ikke længere de store overraskelser i spillet, men det kommer dog aldrig til at føles ensformigt eller kedeligt, idet banedesignet virker gennemtænkt, og fjenderne er placeret, så de føles både levende og selvtænkende.
Også fedt mod andre
Foruden en singleplayer-kampagne, som kan gennemføres på et sted mellem 8 og 15 timer afhængigt af sværhedsgrad og spillerens evner, indeholder Singularity også en solid multiplayer-del, som indeholder 2 standard spil-modes, Extermination og Creatures vs. Soldiers. I Extermination skal det ene hold forsvare og det andet angribe forskellige poster, mens man i Creatures vs. Soldiers styrer enten soldaterne eller mutanterne, og herefter virker det som en standard Deathmatch, hvor det blot gælder om at pløkke fjenderne. De forskellige multiplayerbaner er særdeles godt designet, og der er både gode gemmesteder, flere veje til samme punkt, samt forholdsvis god variation på de enkelte baner. Inden kampen skal du endvidere vælge forskellige ekstra egenskaber, hvor soldaterne bl.a. kan heale og mutanterne har mulighed for bl.a. at kaste med tønder og sinke fjenden ved hjælp af grønt slim! Alt i alt er multiplayerdelen af Singularity måske ikke så omfattende, men det, som den indeholder, er gennemført.
Rent grafisk er Singularity kvalitetsmæssigt ikke helt på højde med dagens bedste FPT-titler, men banedesignet og den stemning, som grafikken formår at skabe, er særdeles vellykket. De mange og ret uhyggelige mutanter formår samtidigt at skabe nogle spændende og nervepirrende situationer, og et gys og ny og næ vil mange sandsynligvis komme til at opleve. Hertil byder spillet også på en en rimelig lækker lydside både hvad angår dialog og effekter, og teknisk set må Singularity siges at være godkendt uden dog at ”overdrive”.
Et sleeper-hit
Singularity kommer ind sådan lidt fra sidelinjen uden at vi faktisk havde bemærket det. Heldigvis formår det at overraske med en spændende og forholdsvist omfattende singleplayerkampagne med en masse fede våben og en god historie samt en solid multiplayer-del, der nok skal finde sin fanskare, så snart folk får øjnene op for spillets kvaliteter. Teknisk er spillet en smule over middel, men sammenlagt er Singularity så bestemt blandt de bedste FPS-titler til denne generation af konsoller.
Loading ...
