Score: 6
Udkommer til:
Anmeldelsen dækker:

Udvikler(e):
Udgiver(e):
PEGI 18+PEGI DrugsPEGI Violence

Ikke siden Deus Ex har vi fået en RPG med tilsvarende agent-elementer, og da slet ikke en RPG af samme kvalitet. Dette forsøger Obsidian med Alpha Protocol at rode bod på, og bringer løfter om en historie, som ændrer sig alt efter, hvordan spilleren agerer. Det har vi hørt før, men denne gang synes de faktisk at mene det.

Alt har konsekvenser

Alpha Protocol er en espionage-RPG, som spilles i tredjepersonsperspektiv. Skal det sammenlignes med noget andet spil, er det mest oplagte bud Mass Effect. Præcis som i den kritikerroste sci-fi RPG består gameplayet af lige dele klassiske rollespils- og 3rd-person shooter-elementer samt et centralt (og næsten identisk) dialog-træ, som muliggør hurtig og involverende kommunikation med spillets NPCs. Det er en tried-and-true formel, som kombineret med et espionage-univers, lyder som en yderst tiltalende cocktail.

Desværre er Alpha Protocol i bedste fald mangelfuldt, når det spilles som et actionspil. Og i værste fald direkte dårligt. Styringen er specielt frustrerende, da den er både sløset og føles mærkværdig løs, mens gunplay er skræmmende upræcist. Bevares, jeg er udmærket klar over, at ens stats skal være gode indenfor netop gunplay, hvis man skal gøre sig forhåbninger om at ramme noget. Men når crosshairen sigter, hvor den skal, og man ser kuglen træffe præcis, hvor man har ønsket, så er det blot et vidne om elendig hit-detection, når ens offer ikke bliver ramt. Coversystemet er ligeledes dårligt udført, da man ikke sjældent vil opleve flader, der simpelthen ikke er designet til at gemme sig bag. Og så bliver det pludseligt et spørgsmål om tilfældigheder, om man klarer en sektion eller ej.

Værst er dog de fjendtlige soldaters AI. Under patrulje bevæger de sig i meget få og meget forudsigelige mønstre, og forsøger man at snige sig ind på dem, skal man virkelig dumme sig for at blive opdaget. I stealth-situationer virker de således både blinde og døve, men endnu værre bliver de, når de deltager i reel kamp. Her har de en grim tendens til at samle sig i døråbninger, så de med lethed kan tages ud en efter en, og så er de tilsyneladende ikke selv bekendte med konceptet ’cover’. Den ringe AI resulterer således ofte i nogle mildest talt klodsede situationer, hvor fjenden render rundt i cirkler uden egentlig begreb om, hvor spilleren befinder sig selvom man sidder få meter derfra og skyder efter ham.

På trods af disse meget fundamentale problemer, er jeg dog stadig en smule begejstret for Alpha Protocol. Og det kan det takke sit meget innovative dialogsystem for. I modsætning til Mass Effects ditto er der ikke ret mange muligheder at vælge imellem hver gang dialogtræet dukker op under en given mellemsekvens. Der er faktisk kun henholdsvis aggressiv, charmerende (direkte oversat, i realiteten er det nærmere ’selvtilfreds’), professionel og nogle gange en kontekstsensitiv mulighed, og alle får de én til at fremstå som en komplet douchebag. Det unikke ligger dog i, at alt efter, hvordan man tiltaler en karakter i spillet, vil det have visse konsekvenser i historiens forløb. Og vi taler ikke bare om tre-fire alternative slutninger. Vi taler personer, der bliver dræbt og åbner op for uanede konflikter. Alliancer, der åbner op for hidtil utilgængelige missioner. Og fjendskaber, der lukker for andre. Hovedhistorien forbliver naturligvis forholdsvis intakt, men hver karakter har sit eget lille netværk, som påvirkes alt efter, hvordan man opfører sig over for dem. Det skaber uoverskueligt mange sub-plots, der kun kan opleves, hvis man spiller Alpha Protocol igennem flere gange. Og det er velsagtens meningen med et rollespil: at påvirke den verden, man befinder sig i. Spillet her er det første, jeg føler har været bare tæt på at realisere det.

Historien er i sig selv ikke videre interessant. Personligt fik jeg kun fat i, at man vågner op som ny agent for firmaet Alpha Protocol, forrådes, og må arbejde alene for at afsløre en større konspiration. Alle tråde, alliancer og nye bekendtskaber gør i sidste ende historien en tand for omfattende og derfor forvirrende, og dens fornemmeste opgave er derfor blot, at sende ens agent rundt til så spændende steder som Rom, Moskva og Saudi Arabien.

I løbet af spillet har man som spiller mulighed for at specialisere sig inden for nogle meget specifikke felter. Det kunne være stealth, brugen af et specielt våben, sabotage eller hand-to-hand combat. Det er et ganske klassisk træk i enhver RPG, men problemet her er, at man ofte vil støde på opgaver, der er næsten umulige at løse, hvis man har prioriteret forkert. Det er umuligt at forudse, og derfor et utilgiveligt designvalg. Et andet lidt svagt element, er muligheden for at bestemme udseendet af sin agent. Her kan der kun vælges imellem et begrænset udvalg af hår- og skægtyper samt nogle få hatte, briller og andet tilbehør. Hvis en udvikler endelig giver spilleren mulighed for at have indflydelse på udseendet, skal der altså være flere lag, da man ellers ingenlunde kan give karakteren sit unikke præg.

Spillets minispil skal dog roses. I løbet af en mission risikere man at støde på alarmer, der stoppes ved at forbinde visse kredsløb, låse der skal dirkes op og sikkerhedssystemer der skal brydes. Disse byder faktisk på en udmærket udfordring, og kræver en passende mængde vid og dygtighed for at kunne klares.

Præsentationsmæssigt fremstår Alpha Protocol meget forældet. Animationerne er få og stive, karakterdesignet firkantet og teksturerne udetaljerede. Også spillets miljøer er flade og intetsigende, og man føler aldrig en reel lyst til at udforske. Stemmeskuespillet er udmærket uden at imponere synderligt, og sountracket tamt. Passér venligst gaden, der er intet at se her.

Alpha Protocol opfordrer til flere gennemspilninger – spillet kan gennemføres på 13-14 timer - men desværre er gameplayet i sine actionsekvenser så sjusket, at det alligevel er svært at bevare lysten. Alligevel skal den spændende præmis anprises, og er man i stand til at se ud over de meget mangelfulde actionsekvenser, står vi tilbage med et spil, som gør noget, intet andet spil har formået. Obsidian har skabt et spil, som giver spilleren en hidtil uset magt over resten af rollebesætningens skæbne, og man får virkelig en fornemmelse af, at man selv påvirker historiens gang. Jeg er sikker på, at de nailer efterfølgeren.

Om Lars Grubak Larsen