Det første spil høstede overvældende ros, og fik af Gamesectors egen anmelder lovord som ’rigtig flot’ og ’glimrende kampsportssimulation’ med på vejen. 2010-udgaven er nu på gaden. Læs med, og find ud af, om dette virkelig er en imponerende sportsserie in spe, eller om sidste års knockout blot var en enlig svale.
So, you wanna be a fighter?
Jeg skal være ærlig og indrømme, at jeg aldrig prøvede UFC Undisputed 09. Jeg prøvede demoen, jeg så den fantastiske E3 07-trailer (som på trods af spillets fremragende visuelle præsentation, alligevel lovede en smule for meget), men jeg nåede aldrig at prøve kræfter med det fulde spil. Derfor er jeg ovenud taknemmelig for, at jeg nu sidder med denne seneste version i hænderne, for jeg havde ærlig talt opgivet at finde en god fortolkning af sporten. Sidste spil jeg spillede i genren var tilbage i starten af dette årtusind. Spillet hed UFC: Throwdown, udkom til PS2, og var absolut rædsomt. Det er defor en tilfredsstillende oplevelse at spille et spil, hvor man virkelig kan mærke udviklerens kærlighed til sportsgrenen, og en enestående lyst til at ville gengive hver eneste facet.
Hvad man dog skal være klar over er, at UFC Undisputed 2010 er et fantastisk dybt og kompliceret spil, især hvis man i forvejen er ubevandret udi universet. Jeg vil endda gå så vidt som at sige, at udvikler Yuke’s ikke helt har fundet balancen mellem realisme og godt gameplay endnu, og som resultat vil mange spillere altså være tabt i svinget, når det kommer til de mere komplicerede gameplaymekanikker. Dette skyldes især en træg og langsommelig in-game tutorial, som ikke alene er en drænende oplevelse at køre igennem, men som også udelader visse elementer, der er essentielle for at kunne klare sig på de mere udfordrende sværhedsgrader eller i kampe online. Her kunne Yuke’s med fordel have implementeret denne del lidt mere elegant i gameplayet, og introduceret elementer løbende, så det for nytilkomne ikke vil føles som den enorme mundfuld det er, at blive fortrolig med spillet. Som det ser ud nu, bliver man simpelthen tæppebombet med forskellige teknikker, og det er svært at huske, hvis man bare gerne vil vide, hvordan man i første omgang sparker sin modstander.
Fans af UFC vil dog klappe i sine hænder, når de ser, hvor trofast Yuke’s har været med at gengive sportsgrenen. Og hvor stort held de har haft med det. Lige når man starter sin første kamp vil spillet måske føles noget simpelt. De fire facebuttons er hver især tilegnet enten et ben eller en arm, skulderknapperne bruges til at blokere, swaye (undvige), clinche eller til at modificere slagene. Aldrig bliver en kamp, hvor begge deltagere forbliver oprejst, tilnærmelsesvis ligeså taktisk, som en kamp i Fight Night. Jovist, det er muligt at undvige et slag og svare igen med en counter, men man får aldrig en fornemmelse af, at denne slags kontraangreb er ligeså centrale som i førnævnte boksetitel. Det, der er denne facets helt store force, er i stedet den nervepirrende uforudsigelighed, denne udveksling af knytnæveslag og spark reelt set er. Der er ingen HUD, og derved ingen kontrol over, hvor megen energi eller stamina, der er tilbage. ’Energi’ er egentlig heller ikke en særlig relevant betegnelse, da en kamp med lethed kan afgøres efter et slag, og man har aldrig nogen idé om, hvornår ens fighter kan risikere at blive slået ud. Denne snert af uforudsigelighed gør, at man altid er på tæerne og sørger for at forsvare sig. Men samtidig gør det, at man aldrig føler sig helt ude af kampen, da man med et enkelt lykketræf sagtens kan vende udviklingen fuldstændig.
Det er dog først, når de to ryger ned i en omgang groundgrappling, at kampene opnår et teknisk niveau, som i starten vil være svært at forholde sig til. Sidder man øverst er målet, at opnå en favorabel position, hvor man enten kan placere sin modstander i et greb, som er så smertefuldt, at han må give op, eller hvor man kan slå ham ud. Og som den anden part skal man forsøge at undgå dette. Det gøres ved at bevæge den højre analog i nogle specifikke og meget præcise mønstre, der ganske logisk replikerer ens fighters bevægelse. I starten kan denne facet virke så overvældende og uoverskuelig, at jeg personligt havde svært ved at se, hvor jeg skulle begynde. Her vil jeg anbefale, at man virkelig indstuderer tutorialen – hvor træg den end er – da det simpelthen er umuligt at konkurrere, hvis man ikke bliver fortrolig med dette element. Andre manøvrer, som at pinne ens modstander mod buret, er også mulige, men også de er komplicerede og dårligt forklarede i tutorialen. Kun øvelse, øvelse, øvelse giver nogle reelle resultater, og man skal regne med at lægge mange timer i UFC Undisputed 2010 før teknikken virkelig sidder i skabet.
Spillet karriere-mode er, som tilfældet er med de fleste sportsspil, der man bruger mest tid i singleplayerøjemed. Her kan man skabe sin egen fighter, bestemme hans kampteknik, spidskompetencer, udseende, stemme – you name it – og forsøge at få ham til tops på UFC-ranglisten. Man starter naturligvis i de lavere rækker, men snart vil man jonglere med interviews, sponsorerer og modstandere. Især under interviews kan man påvirke, hvordan man vil betragtes som fighter, og alt efter, hvordan man udtaler sig, kan man opnå flere fans og anerkendelse, mens det også påvirker ens forhold til andre fightere. Det centrale er dog at finde en balance imellem træning og hvile. Det er nemlig vigtigt hele tiden at udvikle og vedligeholde sin speed, styrke og udholdenhed, mens man også skal sørge for at arbejde på sine kompetencer – og få hvilet ind i mellem. Træner man for hårdt, vil man nemlig være svækket i kampene, men hviler man for meget, er man ikke skarp nok. Derfor er denne balance vigtig, og det er nødvendigt at finde et godt mønster, der tilgodeser begge.
Karrieren varer tolv år, og igennem denne årrække er det muligt at skifte vægtklasse, hvis man bliver for dominerende i den, man befinder sig i. Dermed bliver det aldrig irriterende at skulle blive ved med at forsvare sin titel, for gider man ikke mere, er der større udfordringer at hente hos de tungere drenge. De tolv år giver ligeledes mere tid til at lære nye stilarter, og det er rart ikke at være fastlåst i den kampform, man valgte til sin fighter til at begynde med.
Når talen falder på onlineplay, har Yuke’s tilføjet en spændende Fight Camp, som fungerer som en slags klan. Her er det muligt at fungere som et hold, som bedømmes alt efter, hvor godt hver enkelt fighter i klanen klarer sig i kampe. Derudover kan holdmedlemmer sparre og træne hinanden, og holdlederen kontrollere hierakiet på holdet – og derved hvilke spillere, der har en indflydelse på holdets bedømmelse. Jeg kunne dog godt tænke mig at se dette koncept yderligere forfulgt, da potentialet på ingen måde udnyttes i den nuværende form. Man kan godt nok skabe et fælles banner, men derudover er der ikke rigtig noget, der giver én en følelse af sammenhold og holdånd.
Præsentationsmæssigt er vi bestemt i den flotte ende af skalen, og hele spillet emmer simpelthen af detaljerigdom og polish. Hver enkelt fighter er trofast gengivet med emminente animationer, imponerende hudteksturer og realistisk svedgengivelse. Der er enkelte hændelser, hvor fighternes kropsdele reagerer lidt sjovt på hinanden, clipping er ikke sjældent, og når fighernes kroppe befinder sig i ikke-planlagte positurer, brydes illusionen en smule. Alligevel står vi her med et af markedets flotteste sportsspil, og når man først har oplevet følelsen af et knusende knockout, bliver man ligeglad med småfejlene. Kommentatorerne er ligeledes fremragende, og selvom de ofte gentager sig selv, så føler man altid, at man overværer en rigtig UFC-kamp. I karriere-mode bliver man hurtig træt af at høre de samme reaktioner på de samme interviews konstant, men det er et gennemgående træk, at alle, der har lånt deres stemmer til dette spil virkelig brænder for sporten. Og det kan høres.
UFC Undisputed 2010 er et dybt og krævende kampspil, som vil afskrække mange. Indlæringskurven er måske en smule for stejl, men lægger man de fornødne timer i det, vil det blot føles så meget mere tilfredsstillende, når man endelig mestrer det. Føl dig derfor ikke afskrækket, hvis du ikke er bekendt med sporten, for spillet er stadig en ener inden for sit område, og det fungerer fremragende. Til næste år ser jeg gerne en lidt mere brugervenlig og intuitiv tutorial, en dybere Fight Camp og måske et lidt mere strømlinet gameplay. Men også kun lidt, for skæres kompleksiteten fra ryger realismen med i købet, og det er netop den, der gør Undisputed 2010 så hamrende vellykket.
Loading ...