Prinsessen er kidnappet igen. Det bør ikke komme som en overraskelse for nogen, da det stort set har været udgangspunktet for alle Mario’s spil. Man skulle så tro, at det efterhånden ville være lidt ensformigt og slidt, men Mario bliver ved med at imponere med nye overraskende tiltag og nye koncepter. Vi kigger på, om Super Mario endnu en gang redder prinsessen og viser, hvordan et moderne platformspil skal strikkes sammen.
Superstjerne
Nintendo fik fortjent ros for det geniale Super Mario Galaxy, da det udkom. Det var lykkedes dem at genoplive platformgenren efter flere år, hvor den havde stået i stampe. Det medfører pr. automatik, at forventningerne til efterfølgeren er skruet godt op. Men er det rimeligt? For hvordan kan Nintendo forbedre, hvad mange kaldte det perfekte platformspil? Det skal jeg så prøve at fortælle dig, for det er netop, hvad de har gjort med Super Mario Galaxy 2.
Historien i spillet skal vi ikke bruge meget tid på. Den er ikke så vigtig, og der bliver da heller ikke lagt så meget vægt på den fra Nintendos side. Prinsesse Peach er kidnappet af Bowser (igen), og Mario må endnu en gang løbe, hoppe og kæmpe sig gennem flere galakser for at redde hende. Endnu en gang betyder det, at der skal indsamles stjerner, som låser op for nye verdener, hvor der ligger nye stjerner og venter på Mario, indtil man til sidst kan konfrontere Bowser. Så historien er bestemt ikke der, hvor spillet scorer sine points. Det ved Nintendo godt, og i stedet for at bruge alt for meget tid på at forsøge at pifte historien op, så har de brugt tiden på gameplay. Der scorer spillet til gengæld rigtig mange points.
Banerne, som Mario skal kæmpe sig igennem, er yderst fantasifulde, og alle bærer de præg af, at Nintendo har finpudset dem, indtil gameplayet er perfekt. Der er ingen kedelige eller frustererende baner. Der er svære baner og knap så svære baner, men uanset hvilken bane, man er i gang med, så er man altid underholdt. De idéer, vi så i det første Galaxy spil, er finpudset, og så er der ellers tilføjet en masse nye idéer. Der er så meget variation, at man som anmelder kan blive helt forpustet af at forsøge at få det ned på papir. Så det vil jeg ikke forsøge. Jeg vil nøjes med at sige, at Nintendo udnytter banerne og deres fysik fuldt ud, hvilket gør det til en ren leg at udforske banerne. På én bane er der for eksempel platforme på den ene side af ‘planeten’. Men da det er på den anden side man skal bruge dem, så må Mario op og hoppe, indtil de dukker op det rigtige sted. Et andet sted er platformen det rigtige sted men for højt oppe til, at Mario kan komme derop. Så må han finde det eksakt modsatte punkt på planeten og grave sig igennem, hele vejen op til toppen af platformen. En af de nye ting, som jeg gerne vil nævne, er, at Mario denne gang får hjælp af Yoshi. Han kan ride rundt på ham, og en del af banerne er bygget op omkring dette koncept.
Så gameplayet og variationen er i top, og man keder sig ikke, selv om man vil komme til at bruge rigtig mange timer på dette spil for at finde alle ca. 200 stjerner. Man skal bruge 70 stjerner for at komme til Bowser og befri prinsessen, og alene det kan nemt komme til at tage 15-20 timer. Nintendo har tydeligvis også lært af den smule kritik, som etteren fik, for en af de ting, der generede mig lidt, er blevet forbedret i denne omgang. Oversigtskortet er denne gang meget mere overskueligt, så man nemmere kan zappe rundt mellem de mange baner. Det var svært at skaffe sig et overblik i etteren, men det er der altså rådet bod på. Det gør det nemmere at manøvrere rundt, når man skal finde de sidste stjerner eller medaljer. Medaljer er også en ny ting denne gang. På hver bane er der en medalje, som ofte kræver, at man udforsker lidt ekstra eller tænker lidt kreativt.
Grafikken er der intet at udsætte på. Den er meget flot, og banerne er intet mindre end genialt opbygget, så det hele bare passer sammen og giver et rigtig flot spil. Musik og lyd imponerer så endnu mere end grafikken. Det ene fantastiske lydspor efter det andet sætter stemningen på de forskellige baner. Det har Nintendo altid været gode til, og i dette spil viser de virkelig, hvad de kan.
Super Mario Galaxy 2 lever til fulde op til forventningerne. Der er ikke lavet de store omvæltninger fra etteren, men det hele er findpudset, og så er der masser af små nye detaljer og variationer. Det er som om, at Nintendo denne gang har fået helt styr på de koncepter, som de introducerede i det forrige spil, og dermed ender det med at være et bedre spil. I forrige spil kunne nogle baner kræve mange gennemspilninger, før man havde styr på dem og føre til lidt frustration. Det kan også hænde denne gang, men når det sker, så dukker der en hjælper op, der tilbyder at føre én igennem banen. Så kan man læne sig tilbage og se, hvordan man skal gøre. Man får belønningen i form af en stjerne men kun en bronze-stjerne, og vil man have den ‘rigtige’ stjerne, så må man altså selv gøre det. Men nu har man jo også set, hvordan det kan gøres. Det er en rigtig rar mulighed at have og viser bare ét sted, hvor der er sket forbedringer på et i forvejen godt spil.
Super Mario Galaxy 2 er det absolut bedste platformspil på markedet og det bedste spil til Wii-konsollen. Det viser det fulde potentiale af det koncept, Nintendo præsenterede i det første spil. Denne gang i en endnu mere finpudset og underholdende pakke. Super Mario fortjener sit navn, for der er ikke mange andre spil-figurer, der år efter år kan smide bedre og bedre spil på markedet. Mario kan, og han er, fuldt fortjent, en ægte superstjerne.
Loading ...
