Alan Wake har været mange år undervejs, men finske Remedy er ikke hvem som helst, og med Max Payne-spillene på repertoiret har vi naturligvis haft enorme forventninger til Alan Wake. Spillet lever heldigvis op til forventningerne og forener gameplay og historiefortælling på et meget højt niveau. Alan Wake er dog ikke for folk med sarte nerver, og det er klart et af spilhistoriens mest uhyggelige og nervepirrende spil til dato. Måske endda mere uhyggeligt end Friday the 13th til Commodore 64!
I Close My Eyes
Alan Wake er vel et af de mest ventede spil til Xbox 360. Remedy annoncerede spillet i 2005 men har haft det i tankerne siden 2001. Du spiller Alan Wake, en krimiforfatter med skriveblokering, der tager på ferie med sin kæreste Alice til den afsidesliggende og idylliske landsby Bright Falls, som er omgivet af vand, bjerge og høje skove.
Netop som Alan Wake og Alice har fundet den hytte, de efter sigende har bestilt, forsvinder Alice på mystisk vis, og Alan Wake sætter straks ind i jagten på sin elskede. Spillets historie er kompliceret, velskrevet og klart en af de bedste, måske DEN bedste, vi har oplevet på Xbox 360, men samtidigt er den også så stor en del af spiloplevelsen, at jeg desværre ikke ønsker at afsløre meget mere her. Ikke andet end at genren er psykologisk thriller, og spillet er således fyldt med uhygge. Derudover opleves historien ofte som flashbacks og drømme, og lineariteten skal man således selv være med til at hitte ud af. Det kan til tider godt virke en smule forvirrende, men når man har gennemført spillet, er man ikke i tvivl om, at det ikke kunne være anderledes.
Persongalleriet er omfattende, og Remedy har formået at give hver enkelt karakter nok personlighed til at hver enkelt føles som en helt naturlig del af historien. Dialekt, sprogbrug, kropssprog og mimik er unik for hver karakter, og også her skinner ordet gennemarbejdet igennem.
Spillet er opbygget som en TV-serie i 6 episoder, hvor man inden hver episode præsenteres for et kort resumé af, hvad der tidligere er hændt i historien. Det virker uhyre godt og gennemarbejdet, og Alan Wake bør snarere betragtes som en vellykket blanding mellem netop TV og spil snarere end som blot et spil alene. Men et spil er det naturligvis også, og gameplaymæssigt skuffer det heller ikke. Alan Wake styres i 3. person, og hans vigtigste remedier er en lommelygte samt diverse skydevåben, som han finder undervejs.
Let there be light
Når lommelygten har så stor betydning, skyldes det mest af alt, at de fjender, man møder i mørket, de såkaldte the Taken, har stor respekt for lyset, og med lommelygte, nødblus eller lyspistoler kan man således lamme fjenderne eller sågar dræbe de mindst sejlivede. Meget af spillet foregår i de dybe og mørke skove, og fjenderne dukker ofte op bag et træ, en klippe eller en busk, og har du som undertegnede let ved at blive skræmt af gyserfilm, vil du med al sandsynlighed få masser af chok på din vej gennem Alan Wake. Brugen af lys og mørke er helt fantastisk udført og med til at skabe den gyserstemning, som præger hele spillet. Af og til dukker nogle stærkt belyste områder op, de såkaldte Safe Havens, og det er virkelig en lettelse, hver gang men når hertil, ofte med bankende hjerte og 3-4 fjender lige i hælene, som man ikke lige har kunnet nedlægge, da man er løbet tør for ammunition eller batterier til lommelygten.
Styringen af lommelygten og pistolen, som hver især aktiveres med henholdsvis venstre eller højre trigger på controlleren, virker formidabel, og foruden disse våben, har Alan Wake også mulighed for at lave en afvigelsesmanøvre ved hjælp af LB + venstre stick, hvorved spillet i godt et sekund går i slow-motion, og Alan Wake undslipper med nød og næppe et øksehug eller en motorsavs skarpe klinge. Bullet Time i Remedy’s gamle klassiker Max Payne har ikke levet forgæves!
En del af spillet foregår om dagen, uden de store farer, hvor man møder spillets forskellige karakterer og ofte skal udføre trivielle opgaver for at komme videre. Det er sjovt nok og har bestemt sin berettigelse i det samlede forløb, men det er helt klart om natten, når farerne lurer bag hvert et hjørne, at spillet viser sin styrke.
Samlermani
Alan Wake er et sandt mekka for collectible-freaks, og selv om spillets historie grundlæggende er ganske lineær, har du mulighed for at undersøge visse områder nærmere og finde godbidder, som er med til at underbygge den i forvejen velfortalte historie. Blandt andet kan du undervejs støde på 100 kander, op til 106 sider i en bog, som Alan Wake tilsyneladende selv har skrevet (han kan bare ikke huske det), 30 kasser med nye forsyninger af våben, ammunition og batterier, 25 skilte som blandt andet fortæller en del af lokalområdets historie samt både radio- og TV-shows, der, trods det at de har en sekundær funktion i forhold til historien, virker både gennemarbejdet og underholdende og formår både at præsentere lokalområdet samtidigt med, at de bidrager med nye vinkler på det mareridt af en ferie, som Alan Wake befinder sig i. Spillets mange collectibles er naturligvis tilknyttet mange af spillets achievements, og der føres en udførlig statistik over, hvor mange man har fundet af hver type.
Sværhedsgradsmæssigt befinder vi os på middel. Spillet begynder på Normal eller Hard sværhedsgrad, og når man har gennemført, kan man forsøge sig igen på Nightmare, hvor de sidste af de 106 sider i ovennævnte bog først bliver mulige at finde. På Nightmare er det naturligvis en smule sværere at nedlægge fjenderne, og der er heller ikke lige så meget ammunition og øvrige hjælpemidler på banerne, men ellers er der ikke den store forskel. Sværhedsgraden er meget passende til spillet og sandsynligvis ikke noget, der vil forhindre særligt mange i at kunne gennemføre det. Heller ikke på højeste sværhedsgrad. Alt afhængig af sværhedsgraden, samt i hvor høj grad du satser på at samle alt, hvad der kan samles, kan spillet klares på mellem 6 og 12 timer for en gennemsnitsspiller. Historien i sig selv er nok en smule kort og vel stort set det eneste større kritikpunkt, jeg kan komme på. Heldigvis har Remedy allerede nu annonceret første download-pakke, som skulle udkomme til juli og være gratis for de spillere, der har købt spillet fra nyt – brugt-købere må betale ekstra. Derudover lægger såvel historiens afslutning samt den afsluttende bemærkning op til, at vi får endnu mere at se til Alan Wake – måske i en 2’er!
Stemning, stemming og atter stemning
Alan Wake er foruden at være et af de mest uhyggelige spil, jeg har spillet, også et af de mest stemningsfyldte. Brugen af lys og mørke er allerede nævnt, men lydsiden spiller så sandelig en mindst lige så stor rolle. Den underlæggende musik er en fryd for øret, særdeles velkomponeret og bruges fortrinligt i enhver situation i spillet. Musikken underbygger hele den uhyggelige, dystre og lettere klaustrofobiske atmosfære, som præger spillet fra start til slut, og et hav af vellykkede lydeffekter, der ofte er med til at chokere spilleren, er prikken over i’et. På finsk anvender man dog ofte 2 prikker over, om end ikke i’et, så i hvert fald over flere andre vokaler, og en prik mere over i’et er spillets formidable brug af sange, som der er hentet licens til, men som ikke er skrevet direkte til spillet. Kunstnerne omfatter så store navne som Roy Orbison, Nick Cave og David Bowie, og især kan man ikke andet end nikke anerkendende til Roy Orbisons klassiker ”In Dreams”, som afslutter spillets første episode. Ikke siden Louis Armstrongs ”A Kiss to Build A Dream On” i introen til Fallout 2 har man hørt en mere velplaceret sang i noget spil.
Rent grafisk er brugen af lys allerede nævnt, og hertil har Remedy formået at skabe nogle miljøer, som virker både troværdige og bemærkelsesværdige. Man føler virkelig, at man befinder sig i en afsidesliggende landsby i USA, hvor bjerge, træer og floder passer perfekt til hinanden. Huse, biler og øvrige modeller, er også rigtig flotte, og animationerne – især af fjenderne – har den effektfulde virkning, som igen understreger uhyggen i spillet. Kun ganske få gange falder spillet en smule igennem, og her gælder det især karakterernes mundbevægelser, når de taler. De virker slet ikke nær så gennemarbejdet som resten af spillet, og det er virkelig ærgerligt, når nu resten af spillet er så gennemført. Mundbevægelser i forhold til talen er set langt bedre i mange andre spil, og her burde Remedy have gjort en ekstra indsats. Når det er sagt, er Alan Wake dog stadig en lige så stor fryd for øjet som for øret.
Ostan tämän
Alan Wake opfylder stort set alle de mange forventninger, som der er blevet opbygget gennem de seneste fem år. Gameplaymæssigt fungerer det hele vejen igennem, og dertil er et fantastisk sceneri, som understøttes af en lækker grafik med især en uhyre flot brug af lys samt en formidabel lydside med til at bringe Alan Wake op blandt Xbox 360’erens allerbedste titler. Historien er velskrevet og spændende hele vejen igennem, om end den efter at være gennemført første gang naturligvis ikke vil have samme underholdninsværdi, hvis man skulle have lyst til at forsøge sig igen. Heldigvis er der mere Alan Wake i sigte, og har du mod på – og mod kræver det virkelig at gennemføre spillet uden at skrue ned for lyd og op for lyset – et fantastisk men også fantastisk uhyggeligt actioneventyr, så bør du skynde dig ud og investere i Alan Wake. Indtil videre årets bedste spil!
Loading ...
