Det originale No More Heroes, der udkom i Europa i 2008, var en brutal rejse gennem en sindssyg verden, der bød på myriader af gale lejemordere, blod i spandevis og en stil så skæv og overgearet, at spillet kun kunne ende med at blive et kult-hit. Nu er Travis Touchdown (ja, det hedder han faktisk), hovedpersonen fra det første spil, endelig kommet tilbage for at tage kampen op mod en række endnu vildere og mere sindssyge lejemordere i No More Heroes 2: Desperate Struggle. Blodet er sprøjtet på væggen, lyssværdet tændt og Wiimoten er varm, så du kan godt begynde at få pulsen arbejdet op.
Fuldblodsaction for punkede drengerøve
Da vi sidst hilste på Travis Touchdown i No More Heroes, havde han lige tilkæmpet sig positionen som absolut top dog i the United Assassins Association (UAA) – en organisation, hvor lejemordere og andet skidtfolk dyster mod hinanden for at opnå den højeste placering på en rangliste. Kampene er tv-transmitterede og danner rammen om en hel økonomi af væddemål… tænk Running Man med lejemordere i totterne på hinanden i stedet for Arnie. Efter at have vundet placeringen som nummer 1 i UAA, vendte Travis sit gamle liv ryggen og forsvandt fra byen Santa Destroy. Som navnene og plottet måske afslører, så var det originale No More Heroes et utroligt overgearet og corny spil, der med et frækt smil på læben og et glimt i øjet præsenterede spandevis af blod og hårdtslående beat’em-up action.
Den stil fortsætter direkte og ufortyndet over i No More Heroes 2, hvor Travis Touchdown vender tilbage til Santa Destroy og til sin gru opdager, at han nu er placeret som nummer 51 på UAA’s rangliste over de bedste lejemordere. Ikke nok med det, men der er en lang række af de andre mordere på listen, der har et eller andet hævnmotiv og derfor gerne så Travis permanent installeret i en etværelses med låg ca. seks fod under jorden. Men Travis er også selv på en mission – hans bedste ven er blevet myrdet, og morderen er naturligvis nummer 1 på UAA’s rangliste.
I rollen som Travis tager du straks fat, og så begynder kampene ellers for at komme op ad ranglisten for igen at blive den absolut sejeste lejemorder i Santa Destroy. Bevæbnet med en række forskellige dødbringende lysstofrør (eller ”lyssværd”, som man nok ville kalde dem, hvis man var Star Wars-fan), er det din opgave at lede Travis til sejr i kampene mod de forskellige lejemordere, der ligger over ham på UAA’s rangliste og ikke mindst mod deres horder af håndlangere.
Kampene er brutale, korte og yderst blodige. Heldigvis er kontrollen fantastisk enkel og nem at gå til – hug løs på fjenderne med A-knappen, og når de er tilstrækkeligt presset, kan man lave yderst blodige finishing moves. Der er finishing moves med de fire forskellige lyssværd, som Travis kan bruge, og disse kan suppleres (som i det første spil) med en række knapt så blodige wrestling moves, som Travis løbende lærer igennem spillet.
For at gøre tingene endnu mere overgearede har Travis en ”ecstacy”-måler, der, når den er fyldt, giver ham mulighed for at knalde helt af i blodrus, og laver han et finishing move, får han desuden en chance for at aktivere en af sine ”mørkere” kræfter (hvilket desværre sker ret tilfældigt). Disse spænder vidt og bredt fra action-klassikere som en variant af bullet time til mere utraditionelle kræfter, hvor Travis f.eks. bliver forvandlet til en tiger.
De forskellige lejemordere på UAA’s liste er naturligvis de bosser, som Travis kommer til at møde gennem spillet (til trods for, at der er 50 lejemordere over ham, er der dog kun 15 bosskampe). Bosskampene er en fryd at spille, for de er stort set alle sammen fantastisk designet med lige dele humor og galskab. At plottet, der holder spillets action sammen, så er papirtyndt og stort set udelukkende handler om hævn, kan man måske godt blive lidt skuffet over, men når spillets action er så frisk og velfungerende, som den er i No More Heroes 2, så går det lige.
I det originale No More Heros kunne man navigere rundt i Santa Destroy til fods eller på Travis’ motorcykel. Byen fungerede som et ret tomt og desværre også en smule kedeligt hub og denne kritik har udviklerne taget til sig og helt afskaffet denne free roaming del. I stedet kan man hoppe direkte til kampene, og der er ikke nogen ”entre” for at komme i gang med spillets action (som der var i det originale No More Heroes). Dog er der stadig rig mulighed (og grund til) at tage forskellige småjobs i Santa Destroy. Pengene, som dette giver, skal bruges på at opgradere Travis’ våben og ikke mindst hans garderobe. De enkelte småjobs spilles som retro-klassiske 2D action- eller platformspil, der alle fungerer rigtig godt, selv om de er hurtigt overstået.
Visuelt formår No More Heroes 2 også at imponere. Den stilrene cel-shadede grafik er fantastisk flot. Mens denne form for grafik måske ikke er alles kop te, så kan man ikke klage over, hvor glidende spillet afvikler action og animationer på skærmen uden den mindste smule hakken – selv når der er godt gang i sagerne og mange fjender. Desværre skuffer kameraet en smule, men det er sjældent så besværligt, at det er direkte ødelæggende for spiloplevelsen – men særlig godt er det altså ikke. På lydsiden finder man en række brancheveteraner blandt stemmeskuespillerne, blandt andet Robin Atkin Downes, der er stemmen til Travis. Stemmeskuespillet er råt, med masser af seksuelle (direkte eller indirekte) referencer og nogle temmeligt overspillede accenter – men det er en del af spillets skæve stil og faktisk også en del af charmen. Sagt med andre ord, så er dette ikke et spil for folk med sarte ører.
Det tager i nabolaget af 15 timer at hakke, smadre og myrde sig vej igennem No More Heroes 2 (betydeligt mindre, hvis du ikke bruger så megen tid på at skaffe nyt kluns til Travis og spille minispil) – men der er masser af ekstra kræs at give sig til ud over spillets centrale men papirtynde plot. Minispillene i retro-form er absolut værd at spille igen og igen, og de forlænger fornøjelsen ved at spille No More Heroes 2 betydeligt. Alt i alt får vi meget mere fra samme intense action-gryde som det første spil – denne gang er meget af det overflødige fedt dog kogt fra, og det, vi får serveret, virker derfor endnu kraftigere og meget mere mættende end tidligere. Den endelige ret er en omgang rygende varm action for alle drengerøve!
Loading ...