Score: 3
Udkommer til:
Anmeldelsen dækker:

Udvikler(e):
Udgiver(e):
PEGI 16+PEGI Bad LanguagePEGI DrugsPEGI Violence

Fans af serien får mulighed for på ny at besøge det gådefulde Fox River State Penitentiary i Prison Break: The Conspiracy. Et spil der falder i alle tænkelige fælder, et licensspil kan falde i, og som aldrig bidrager med nyt til universet i form af interessante vinkler eller friske afsløringer.

Escape is Just the Beginning

Første sæson af Prison Break var (med undtagelse af store dele af Lost, naturligvis) noget af det bedste TV, det er muligt at opstøve. Historien om den velbegavede Michael Scofield, der med sit indgående kendskab til Fox River-fængslet forsøgte at assistere sin fejlagtigt dødsdømte storebror med en flugtplan, blev hurtigt en nervepirrende cliffhangerindsprøjtning, som uge efter uge blot blev mere og mere vanedannende. Efterhånden som vi kom længere i handlingsforløbet blev flere hemmeligheder afdækket, og en omfattende sammensværgelse blotlagt, hvorfor serien var umulig at slippe igen, havde man først sat sig ind i dens kulørte karaktergalleri og medrivende formidlingsform. Som tilfældet beklageligvis er det med de fleste serier, var de øvrige sæsoner aldrig af tilnærmelsesvis samme kvalitet, og serien blev med tiden mere og mere omstændelig og absurd.

Heldigvis er det denne første sæson udvikler Zootfly har valgt at genbesøge i The Conspiracy. Scofield har imidlertid måttet se sin hovedrolle gå til anden side, og det er således den lidt mekaniske The Company-agent Tom Paxton, som må forsøge at udfylde de grå fængselssko. Desværre betyder dette skift af protagonist, at vi ikke længere sidder på første parket til den forestående fængselsflugt, men i stedet må tage til takke med en rolle som observant af de centrale karakterer fra serien, mens de udfylder deres roller i den allerede kendte historie. The Company har fået nys om disse flugtplaner, og det er derfor op til Paxton at infiltrere det betændte fængselsmiljø, og melde tilbage til sin arbejdsgiver. Inden historien har nået sit endeligt har man dog nået at fungere mere som en glorificeret stik-i-rend-dreng, og mindre som en giftig stikker.

De forskellige indsatte har nemlig et hav af mere eller mindre lavpraktiske opgaver, de ikke selv ønsker at løse, og man bruger derfor en stor del af tiden i Fox River med at opstøve medicin, våben og stoffer, mens der i enkelte tilfælde også findes tid til at spionere på andre indsatte og fængselsbetjente. Spillets største svaghed er dog ikke disse opgavers larmende banalitet (selvom det er et stort problem); det er snarere, hvordan udvikleren har ment, disse opgaver skal løses.

Selvom The Conspiracy hovedsageligt er et traditionelt action-adventure, er det fortænkte stealthelement nemlig rasende centralt, når spillets allerstørste brister skal opremses. De patruljerende vagter og andet sanitetspersonel, Paxton er nødt til at undgå mens han bevæger sig rundt i fængslet, er så småtbegavede og forudsigelige, at en listetur fra A til B blot er et spørgsmål om simpel pattern recognition. Disse sekvenser byder derfor aldrig på en reelt tilfredsstillende udfordring, og især når man opdages er det tydeligt, i hvor høj grad dette element hviler på trial-and-error. Dette placerer blot spilleren ved et checkpoint i starten af rummet, og så er det ellers bare at forsøge sig igen og igen indtil man har heldet med sig. Aldrig har man mulighed for at løbe væk ved opdagelse, og medmindre udvikleren har bestemt det, kan man heller ikke kæmpe sig ud af problemerne.

I få tilfælde er det dog muligt at gøre brug af sine omgivelser for at aflede vagter og andet godtfolk. Eksempelvis er det muligt at slukke for strømmen og således lyset i nogle rum, mens man kan lege med radioer i nogle andre. Dette kan dog aldrig bruges taktisk, da udvikleren i de få tilfælde har besluttet sig for, at det kun er muligt at komme videre ved at benytte disse muligheder. Og således virker det blot mere som en begrænsning og mindre som én mulighed ud af mange. For der er reelt set kun én vej frem.

Undertiden er det ligeledes nødvendigt at gøre brug af spillets hamrende træge og forældede kampsystem. Dette sker, når man skal slås mod andre fanger i gården og når man støder på en fjendtligsindet på en mission, hvor udvikleren har valgt, at man må kæmpe. Længe siden er det dog, at jeg har set et så overfladisk og monotont system. Et tungt og et let angreb, blokering og dodge. Det er alt. Og selvom det er muligt at optræne styrke og hurtighed ved at slå på sandsække og løfte vægte i gården, låser man aldrig op får nye færdigheder eller combos. Jeg spørger mig selv, om Zootfly overhovedet har forsøgt.

Mest frustrerende er det dog at se, hvordan en så lovende præmis som Prison Break er blevet tabt så grueligt på gulvet. Man kan se, at udvikleren har spillet Metal Gear Solid, man kan se, at de har spillet Uncharted, og alligevel tager de intet godt med derfra. Når historien oven i købet intet byder på i form af overraskelser eller alternative handlingsforløb, så er det svært at anbefale. Fans ved allerede, hvordan det ender, og ikke-indviede vil have vanskeligt ved at tilgive det mangelfulde gameplay. Køb i stedet sæson 1 på DVD.

Gamesector Frarder

Om Lars Grubak Larsen