Resonance of Fate

Score: 8
Udkommer til:
Anmeldelsen dækker:

Udvikler(e):
Udgiver(e):
PEGI 16+PEGI Bad LanguagePEGI Violence

Vi har ikke været alt for heldige med de seneste par japanske rollespil – okay, Final Fantasy XIII leverede naturligvis varen, præcis som forventet, men både White Knight Chronicles og Last Rebellion er nu i brug her på redaktionen som bordskånere. Heldigvis har udviklerne hos tri-Ace, der nok er bedst kendt for Star Ocean og Valkyrie Profile serierne, ikke mistet deres magiske touch og selvom deres nyeste spil Resonance of Fate stadig oser af traditionelle japanske rollespilskonventioner, så har det også forfriskende nyt at byde på.

Forfriskende JRPG

I Resonance of Fate er det endelig lykkes for menneskeheden at ødelægge Jorden (yay! Jeg vidste vi kunne!). Det har også holdt hårdt, men vi har været ihærdige med krige, overdreven udnyttelse af de naturlige ressourcer, uhæmmet forurening og talentløse talentshows i TV (de fleste af disse ting er allerede opfyldt til fulde i virkelighedens verden). Resultatet er at menneskeheden har trukket sig tilbage i den mekaniske by Basel, der er centreret omkring et gigantisk livgivende tårn. I de øverste niveauer af tårnet bor de rige, adelige og alle de kendte, der daglige kan lune sig i solens stråler og leve det søde liv. Længere nede, i de mørkere dele af tårnet og tættere på de giftige dampe, der dækker jordens overflade, bor alle vi andre, der ikke har vundet talentkonkurrencer eller ikke blev født med hele sølvtøjet i kæften. Det er en banal og klichefyldt social kommentar – men som så ofte virker den slags.

Menneskeheden har tilsyneladende ikke lært lektien, for efter mange års relativ fredelig eksistens i Basel er tårnet ved at falde fra hinanden grundet manglende vedligehold og slidtage. Strømmen er begyndt at svigte, elevatorer til dele af tårnet er brudt sammen og de maskiner, der skulle opretholde livet for beboerne er flere steder brudt sammen og i stedet er kriminelle og diverse muterede væsner begyndt at snige sig ind i tårnets mørke kroge og gemmer.

Det er cirka her i historien vi møder vores tre helte – de to gutter Zephyr og Vashyron og den billedskønne Leanne, der befinder sig lunt i Basels middelklasse, hvor de ernærer sig som ”jægere”. Med andre ord, så er de overklassens lejesoldater og er stort set villige til at gøre alt og ”ordne” alle, bare prisen er rigtig. Nu kunne det jo godt lyde som om scenen var sat til et klassisk eventyr med trolde, træ-kyssende elvere og sværd båret af riddere i skinnende rustning. Men nej – Resonance of Fate tager en anden vinkel og præsenterer en interessant verden, der blander mørk og næsten gotisk steampunk med højmoderne våben som maskinpistoler.

Hold ud!
Først efter rigtig mange kapitler begynder spillets historie at åbne sig op, så spiller man kun Resonance of Fate i et par timer eller tre, så vil man sikkert ryste på hovedet over den manglende historie og det forvirrende kampsystem. Men bruger man de første kapitler i spillet til at forstå spillets mystiske verden (tårnet Basel) og lære kampsystemet, der fokuserer på pistoler og maskinpistoler i stedet for sværd og magi, så er Resonance of Fate faktisk slet ikke noget dårligt bud på et anderledes og nytænkende rollespil. Jovist, det er på mange måder klassisk japansk, men det har nyskabelsen, der hvor det rigtig tæller.

På grund af historiens lidt sløve start kan det være svært at få et forhold til de tre hovedpersoner. Deres baggrundshistorie og det centrale plot med dem som hovedpersoner, bryder nemlig først rigtig igennem sent i spillet. Til den tid veksles der mellem flashbacks fra karakterernes fortid og nuværende begivenheder – alt sammen præsenteret i nydelige filmsekvenser. Indtil da kommer de tre karakterers personligheder primært fra korte bidder af dialog og små mellemsekvenser – disse er ofte temmelig klichefyldte og til tider endda også ret barnlige (ja ja, vi har fattet at karakteren Master Pater's navn nok skal udtales som ”masturbater”). Er man på udkig efter et spil, der tager sig selv dybt seriøst, så bliver man med sikkerhed skuffet over Resonance of Fate. Personligt føler jeg det befriende, når et spil ikke tager sig selv seriøst hele tiden.

Guns, Guns & Guns
Kampsystemet i Resonance of Fate stjæler heldigvis en stor del af billedet. Kampene er en blanding mellem real time og trækbaseret kamp, som man kender det fra tidligere tri-Ace spil. Blandingen kan godt være lidt forvirrende i starten - forvirringen usdpringer primært af at fjenderne kan afbryde dine handlinger midt i din tur og det vil i de første kampe virke frustrerende. Men når man har lært at holde øje med fjendernes ”charge bars”, kan man bedre undgå at blive skudt på, mens man bevæger sin karakter eller selv bruger tid på at sigte. Dette er bestemt ikke et spil, der giver dig tid til at nusse rundt i menuerne hvert træk eller et spil, hvor man kan vinde kampene bare ved at trykke løs på angrebsknappen. Og det er bestemt ikke en kritik.

De tre hovedpersoner i spillet anvender enten pistoler eller maskinpistoler, bakket op af sekundære effekter som f.eks. granater, førstehjælpskasser eller panserbrydende kugler. De tjener erfaring med hvert våben og individuelle levels med hvert enkelt, så det er en god ide at veksle mellem hvem der bruger hvad. Maskinpistoler giver fjenderne ”scratch” skade, der langsomt genvidnes over tid. Pistoler giver derimod regulær skade og forvandler desuden scratch skade til dødbringende skade, så en vekselvirkning mellem de to våbentyper er ofte nødvendig og det bidrager naturligvis med et taktisk element under kampene.

Position på slagmarken er desuden en vigtig del af kampsystemet. Der er ofte forskellige typer af dækning at anvende og afstanden til en fjende afgør hvor lang tid din karakter skal bruge for at få afsendt et sigtet skud. Som supplement til de almindelige angreb har du mulighed for at udføre slowmotion Hero Moves og Hero Jumps, hvor man i bedste The Matrix stil hopper over fjenderne og pumper dem fulde af bly. Står dine karakterer positioneres rigtigt (i en trekant) kan man desuden lave ekstra seje ”Resonance” angreb (hvilket forklarer spillets titel), hvor alle tre angriber fjenderne på en gang.

Selv med disse moves er mange af kampene svære og man er aldrig langt fra at lave en fatal fejl og så regner det ned med katastrofale følger – men det er en udfordring og når tingene klapper i kamp, er det en ren fornøjelse og samtidig også rigtig fedt at se på, med masser af gunplay og slowmotion effekter.

Puslespils-gulv
Et fremtrædende element, der er med til at holde Resonance of Fate oplevelsen frisk, er spillets specielle verdenskort. Når man bevæger sig rundt i områder af generel interesse (handelsområder og lignende i Basel), så ser man begivenhederne som i et klassisk rollespil, hvor man kan udforske omgivelserne, gå i butikker og lede efter skjulte ting og dele, man kan modificere sine våben med. Men når man forlader disse områder, præsenteres man for et oversigtskort, hvor Basel-tårnet er opdelt i niveauer, der efterfølgende er inddelt i hexagoner. Nogle heksagoner er ”åbne” og kan passeres frit, mens andre først kræver strøm. Strøm leveres ved at finde specielle hex-brikker i kamp og efterfølgende placere dem på kortet for at låse op for de enkelte hexagoner.

På denne måde skal man som regel først arbejde sig frem til sit mål på kortet, ved at samle brikker nok eller brikker i de rigtige former. Efter et par kapitler introduceres der også forskellige farvede hex-brikker og hexagoner, der skal passe sammen før de kan låses op. De giver spillet et glimrende puzzle-element.

Visuelt er Resonance of Fate en blandet landhandel. Oversigtskortet med hexagonerne er en smule ensformigt og kedeligt at se på og i kampe er selve slagmarken simpel og trist. Heldigvis er karaktererne, som man kan købe et overflødighedshorn af nyt tøj til, smukt animeret med masser af detaljer i det udskiftelige kluns. Spillets omgivelser, når man ikke er på oversigtskortet eller i kamp, er virkelig nydelige og leder straks tankene tilbage på gode oplevelser med spil som Final Fantasy VII.

Selvom Resonance of Fate måske ikke kan holde tempoet hele vejen til målet og selvom gameplayet måske begynder at virke en smule ensformigt i den sidste halvdel af fortællingen, så kan man ikke komme udenom at spillet er et frisk pust i en genre, der er alt for låst fast i traditioner, konventioner og tunge klicheer. Resonance of Fate vil henrykke alle fans af japanske rollespil, JRPG, der kan lide en solid udfordring og ikke mindst den steampunk inspirerede verden. Er man gået kold i genren og kørt sur i alt for mange sværdsvingende teenage-drenge med dyb angst for livet, strithår og hukommelsestab, så er nytænkningen i Resonance of Fate måske nok til igen at antænde din gnist for JRPG-genren. Det er i hvert fald et nærmere bekendtskab værd - også selvom det enkelte steder har fået en kritisk og hård medfart, som spillet slet slet ikke fortjener.

Gamesector Anbefaler

Om Henrik Schou

Henrik Schou har skrevet om spil siden 1997, hvor han var med til at lave spil-programmet "Hi-Score" for TV-Danmark. Derfra gik det til Jubii's spilsider i 1998. Der fungerede han som skribent ind til år 2000, hvor han startede www.gamesector.dk. Siden da har han fungeret som ivrig skribent - især når der skal skrives om rollespil og strategispil og ikke mindst klassiske point-and-click adventures (hvis død han dagligt begræder).