Last Rebellion

Score: 4
Udkommer til:
Anmeldelsen dækker:

Udvikler(e):
Udgiver(e):
PEGI 12+PEGI Bad LanguagePEGI Violence

Last Rebellion er et PlayStation 3 eksklusivt japansk rollespil, fra de ganske talentfulde gutter hos Nippon Ichi – du ved dem, der tidligere har velsignet os med Disgaea serien. Desværre er Last Rebellion en forfærdelig omgang med trivielt plot, kedelige karakterer og endeløse ensformige slagsmål. Med andre ord kan du roligt lade det stå på hylden og kigge nærmere på nogle af de mange andre rollespil, der er kommet til PS3 i 2010.

Når klicheerne fejler

Last Rebellion starter ganske fint i den eventyrlige verden Junovald, hvor der er ballade mellem dødsguden Meitilia og livsguden Formival (noget i den stil i hvert fald – denne ene giver liv, den anden tager). Der er nemlig nogen, der har skubbet balancen imellem de to guddomme. En gruppe troldmænd har haft den frækhed at genoplive de døde og de har endda brugt disse magiske kræfter til at myrde kongen! Vores hovedperson er en ”Blade” ved navn Nine – en ”Blade” er en form for kriger velsignet af Meitilia, så vi kan allerede fra første sekund skrive under på at han nok er en seriøs badass. I starten af spillet smelter Nines sjæl, efter et forræderi, sammen med ”Sealeren” Aishas sjæl. Det betyder at de to igennem spillet deler sjæl – omsat til spilteknisk snak betyder det, at man frit kan skifte imellem de to igennem spillet. På papiret en ganske fiks ide.

Plottet i Last Rebellion er fra starten både forvirrende og ligegyldigt. Sideløbende med konflikten mellem de to guder kører et helt banalt og rystende forudsigeligt plot om hævn. Spillet er gennemført med lethed på under 20 timer, uden at efterlade en synderlig lyst til at spille mere eller starte forfra. Hele ideen med to personer med samme sjæl viser sig meget hurtigt at være en gimmick, der stort set kun har noget at sige, når man skal anvende enten Nines eller Aishas specielle angreb i kamp. Med andre ord falder en stor del af præmissen for spillets koncept til jorden med et brag, der kan høres helt i Vladivostok.

Last Rebellion giver spilleren en yderst begrænset mulighed for at udforske sine omgivelser. Det er måske godt nok, for disse er stort set alle ensformige og kedelige at se på. Langt de fleste quests er ”gå fra A til B”, hvilket spillet kan finde på at peppe lidt op med wrapzones, der (i teorien) fungerer som puzzles. Som altid i rollespil, er omgivelserne fyldt med fjender, der skal have en seriøs omgang tæsk før man kan komme videre og for at gøre ondt værre, så respawner fjenderne irriterende hurtigt. Hvis du skal igennem et område, som du allerede har ryddet for fjender... ja så er de alle sammen genopstået og klar til at genere dig igen. Dette er et ganske irriterende problem, for spillet tvinger dig flere gange til at backtracke gennem områder du allerede har ”ryddet”. Der er alligevel stort set ikke andet end fjender og kister at interagere med i omgivelserne, så der er ikke rigtig nogen grund til at udforske dem mere end du har behov for.

Kampsystemet er en af de sælgende punkter udviklerne hos Nippon Ichi fremhæver ved spillet – og det er da også lidt anderledes end det sædvanlige rollespilskampsystem. Idet Nina og Aisha deler sjæl deler de også magicpoints og hitpoints – dog fungerer de som hver sin karakter i kamp, så man kan give ordrer til dem begge i hver runde i de trækbaserede kampe.

Fjenderne har en lang række områder man kan ramme – for eksempel højre og venstre ben, højre og venstre arm, mave, hoved, brystkasse og så videre. Der er typisk mellem syv og 10 områder at ramme på hver fjende. At angribe et område på en fjende koster et Chain Point og man kan frit angribe så mange områder på den samme fjende, som man vil hver runde - så længe man har de fornødne point. Når man angriber et området bliver dette ”stamped” – dvs. mærket og kan efterfølgende angribes med magi. Ideen er at stampe først og bombe med magi bagefter. Rammer man desuden områderne i den rigtige rækkefølge (som man selv må forsøge at gætte sig til) får man en combo-bonus.

I starten er det ganske sjovt at forsøge at gætte sig til hvilken rækkefølge, som man skal angribe fjendens kropsdele i for at få bonus. Men som man måske kunne forvente, så bliver det lynhurtigt til en træls og langtrukken pligt at sidde og gøre det i hver eneste kamp. Idet fjenderne har ganske meget liv er det desværre altid en nødvendighed, at man finder frem til deres ”svage punkter”, så man har ikke rigtig andet valg end at gætte løs og fyre alle sine CP af. De langtrukne kampe bliver endnu værre af at fjender skal ”seales”, når de er døde – ellers kan de komme til live igen senere i kampen. Det burde være en enkelt spell fra Aisha, der som nævnt er ”sealer”, men af helt ukendte årsager kan fjenderne nogle gange modstå at blive sealet, hvorefter de popper til live igen – omtrent lige så morsomt, som at få sine ædlere dele i klemme i en smækkende bildør (ja jeg ved hvad jeg taler om!).

Selv sent i spillet, hvor man får ekstra egenskaber som f.eks. summons man kan anvende i kamp, forbliver kasmpene en langtrukken og ensformig affære uden synderlig dybde. Nine og Aisha’s forskellige færdigheder burde give en række taktiske muligheder – men desværre er de alt for ens at spille med og de taktiske variationer i spillet materialiserer sig desværre aldrig.

Visuelt er Last Rebellion en middelmådig og gammeldags omgang. Omgivelserne er, som allerede nævnt, simple og kedelige, mens spillets cut-scenes er grotesk simple. I stedet for flotte animationer og medrivende filmsekvenser, præsenteres man for sekvenser med stillbilleder af karakterene, når de taler sammen. Okay – jeg ved at det næsten er en tradition i nogle japanske rollespil at anvende den form for mellemsekvenser, men det virker bare fattigt og uinspireret på en PlayStation 3. Også selvom spilkassen lokker med ”smukke håndtegnede portrætter”. Det er bare ikke godt nok. Den middelmådige grafik suppleres af et mindst lige så middelmådigt lydspor med kedelig musik og alt for overspillet stemmeskuespil.

Jeg elsker japansk producerede rollespil. Jeg kan stort set ikke få nok af dem og spiller revl og krat jeg kan få fingre i... når det så er sagt, så var det en pine at komme igennem Last Rebellion. Spillet er en ørkenvandring af langtrukne kampe i ligegyldige og kedelige omgivelser. Hvad der virkede som starten på et lovende plot, bliver hurtigt likvideret af alt for gammeldags mellemsekvenser og et ligegyldigt persongalleri, der dræber spillets stemning. Samlet set er Last Rebellion ikke værd at anbefale til nogen – hverken hardcore JRPG fans eller nysgerrige, der vil have et kort og nemt rollespil. Hold jer væk og køb f.eks. Final Fantasy XIII i stedet.

Om Henrik Schou

Henrik Schou har skrevet om spil siden 1997, hvor han var med til at lave spil-programmet "Hi-Score" for TV-Danmark. Derfra gik det til Jubii's spilsider i 1998. Der fungerede han som skribent ind til år 2000, hvor han startede www.gamesector.dk. Siden da har han fungeret som ivrig skribent - især når der skal skrives om rollespil og strategispil og ikke mindst klassiske point-and-click adventures (hvis død han dagligt begræder).