Score: 9
Udkommer til:
Anmeldelsen dækker:

Udvikler(e):
Udgiver(e):
PEGI 18+PEGI Bad LanguagePEGI FearPEGI Violence

Ubisofts 8 år gamle og hæderkronede Splinter Cell-serie udspiller sig for anden gang på Xbox 360. Det første, Double Agent, var vi her på Gamesector særdeles glade for, og Splinter Cell: Conviction fortsætter historien i bedste snigerstil. Tom Clancy’s lidet arketypiske actionhelt Sam Fischer er igen centrum for et brag af en stealth- og actionthriller. Rendyrket, rå og totalt gennemført!

Historien fortsætter

Uden at have nogen som helst erfaring med tidligere udgivelser i Splinter Cell-serien – eller stealth-genren som helhed - gav jeg mig alligevel lystigt i kast med den seneste udgivelse, Tom Clancy’s Splinter Cell: Conviction, der ifølge Ubisoft fortsætter historien fra forgængeren Double Agent, hvor spillets helt, Sam Fischer, på tragisk vis mistede sin datter i en trafikulykke. Det viser sig ved spillets begyndelse, at ulykken ikke var tilfældig, og Sam Fischer drager derfor afsted på et personligt hævntogt for at finde sin datters morder. Samtidigt truer et terroristangreb USA, hvor millioner af liv står på spil, så der er nok at se til for den gode, seje og dystre Sam Fischer. Mere skal ikke afsløres her, men historien er dejligt velskrevet, til tider overraskende og helt i den specielle agentstil, som vi ellers har oplevet i såvel spil og film fra Tom Clancy-universet. Singleplayer-kampagnen, som består af i alt 11 missioner, er forholdsvist kort og kan gennemføres på 5-8 timer, hvis du vælger laveste eller mellemste sværhedsgrad eller har erfaring og evner nok til at gebærde dig på Realistic, hvor AI’en for alvor viser tænder. AI’en er nu generelt ganske veludviklet, og selv på laveste sværhedsgrad, Grønskolling (ja, spillet har såvel in-game menuer som undertekster på dansk), er det sjældent muligt blot at storme frem og pløkke løs, men sådan bør det jo heller ikke være i et stealth-spil. Spillene i Splinter Cell-serien har altid været kendt for at være vaskeægte stealth-spil, men jeg synes nu, at Splinter Cell: Conviction har en god del rå action, om end stealth-elementet dog stadig er fremherskende.

Action vs. Stealth
Hvad angår action-delen har vi eksempelvis det nye Markér og Eksekvér-system (Mark & Execute), hvor du med et tryk på RB-knappen kan markere en fjende (et symbol fremkommer over fjendens hoved), og derefter kan du, såfremt symbolet er rødt (hvis din fjende er i skudlinjen) eksekvere et skud med Y-knappen, hvorved fjenden med 100% sikkerhed nedlægges. Du kan markere flere fjender samtidigt, og antallet af markeringer, som du kan udføre i én og samme eksekvering afhænger af dit våben. Her opdagede jeg en lille fejl i spillet, idet man eksempelvis stadig dræber alle markerede fjender, selv om en af dem bevæger sig ud af skudlinjen, eksempelvis bag en mur, mens eksekveringen udføres, men det har dog ikke den helt store betydning. Alt i alt er Mark & Execute et fremragende bud på en ingrediens til fremtidens action-spil, og det passer utroligt nok perfekt til Splinter Cell-seriens ellers velrenommerede stealth-tema uden at devaluere betydningen af at snige sig. Hver gang, man har udført en Mark & Execute-handling, skal man nemlig udføre en nærkampslikvidering, inden man igen får mulighed for at udføre Mark & Execute, hvilket på fortrinlig vis bevarer balancen mellem action og stealth.

I kampagnen sker det ofte, at du skal krydsforhøre en person, der har vigtige informationer, og her viser spillet (og Sam) sig fra sin mest brutale side. Krydsforhøret afspilles som en forudprogrammeret sekvens, hvor Sam med B-knappen fortsætter forhøret, hvorefter han med vold og magt tvinger oplysningerne ud af fjenden, som oftest ender med at blive elimineret, så snart Sam har fået de oplysninger, han har brug for. Det er således en bitter og hævngerrig Sam Fischer, vi har med at gøre, hvilket især tydeliggøres gennem de voldelige forhør, men fedt er det alligevel og det understreger med al tydelighed, hvor mærket Sam Fischer er af de forudgående begivenheder.

Stealth vs. Action
Stealth-delen i Splinter Cell: Conviction fungerer fremragende. Bevæger du dig i lyset, er der større chance for, at fjenden opdager dig. Lyskilder kan derfor ofte med fordel skydes itu, hvor man dog her skal være opmærksom på, at skuddet kan tiltrække fjender og gøre dem mere opmærksomme. Mange af fjenderne er udstyrede med lommelygter og har derfor også selv mulighed for at finde dig, selv i mørke områder. Når du bevæger dig i mørket og dermed er skjult for fjenderne, skifter spillets farver til grålige nuancer, mens farverne vises, når du er synlig for fjenderne. Dette virker rigtig godt og gør det behageligt nemt at overskue, hvor skjult man er. Skulle det ske, at du bliver opdaget, så lyder en alarm, og samtidigt vises en lys silhuet af dig på den placering, hvor fjenden sidst har set dig, og hvor de således tror, at du stadig befinder dig. Dette kan du ofte anvende til egen fordel, idet fjenderne vil søge mod silhuetten, hvorved du selv har mulighed for at snige dig væk og overraske fjenden fra en anden position. Det er glimrende udtænkt og fungerer helt efter hensigten.

Styringen i Splinter Cell: Conviction er også på et virkeligt højt niveau. Kan du hoppe, så står det på skærmen, og med et enkelt tast hopper du over den foranstående genstand eller op på det rør, vindue eller afsats, som du havde tiltænkt, uden at bekymre dig om at skulle stå 100% korrekt. Står der en fjende lige foran det vindue, som du hænger under, kan du med yderligere et tastetryk hive ham ud af vinduet med fatale konsekvenser til følge for fjenden. En lækker lille detalje, som spillet er fyldt med. Cover-systemet er en anden af spillets forcer. Med LB dukker du dig eller skjuler dig for fjenden bag mure, møbler eller nærmest hvad som helst af ting og sager, der findes på banen. Cover-systemet fungerer helt perfekt og er sjældent oplevet bedre, idet der nærmest ikke er den genstand, du ikke kan skjule dig bag. Alt i alt en af de mest vellykkede og intuitive styringer, der er set i et moderne spil.

Masser af lir
Spillet er fyldt med våben og diverse gadgets. Pistoler og geværer med hver sine egenskaber inden for præcision, styrke og antal markeringer. Alle pistoler kan opgraderes med points, som du optjener gennem spillets indbyggede udfordringer, som vel bedst kan beskrives som et internt achievement-system. Eksempelvis skal du neutralisere 3 fjender med en enkelt Mark & Execute-handling, hvilket udløser 500 points, eller du skal 10 gange neutralisere 3 fjender med en enkelt håndgranat, hvilket udløser 400 points. I alt er der 38.000 points at samle, og der skal en hel del til for at kunne opgradere alle sine våben, gadgets og uniformer. Et ganske vellykket system som giver endnu mere spil for pengene.

En af de lækreste gadgets, klæbekameraet, skal naturligvis lige nævnes. Du smider dit klæbekamera et sted hen, hvor du tror, at fjenderne vil bevæge sig. Kameraet ligger på jorden og kan dreje 360 grader rundt. Samtidigt har det indbygget en granat, som du med et enkelt tryk kan udløse. Skulle fjenderne ikke komme tæt nok på, er klæbekameraet yderligere udstyret med en lokkelyd, som kan aktiveres, hvorefter de mest nysgerrige fjender vil gå efter lyden. Når de kommer tæt nok på, trykker du på knappen! Øvrige gadgets er mere traditionelle; håndgranater, EMP-granater og fjernstyrede miner, og derudover har Sam naturligvis også varmefølsomme briller, som viser fjender og øvrige varmekilder som hvide silhuetter, hvilket ofte er et særdeles anvendeligt og ligefrem nødvendigt redskab.

Singleplayer-kampagnen, der ovenfor nævnt kan udføres på en lang aften, er generelt set rigtigt godt skruet sammen. Tempoet er godt afstemt, og dit umiddelbare formål fremkommer ved tryk på Back-knappen, hvorved det med tekster vises i det miljø, du bevæger dig i. Eksempelvis på jorden eller på en mur med store, lysende bogstaver. Virkelig en lækker lille detalje som understreger, at Ubisoft også har gjort meget ud af de små men ikke uvigtige elementer i spillet. Under spillet er der ingen loade-tider, og mellem de 11 missioner er her ej heller synlige loade-tider, idet der her vises animerede mellemsekvenser, som på fortrinlig vis fører historien videre, og af den grund føles spillet mest af alt som en rigtig lang helaftensfilm. Checkpoints er der også passende mange af, og man skal ikke gå langt tilbage, hvis det skulle ske, at fjenden får ram på en.

Samarbejde
Foruden singleplayer-kampagnen byder spillet også på en separat co-op-kampagne for 2 spillere. Denne kampagne har ikke Sam Fischer i hovedrollen men derimod agenterne Archer og Ketrel fra henholdsvis 3rd Echelon- og Votron-organisationerne. Her er samarbejde et krav, og ofte skal begge spillere være samme sted for at komme videre i missionen, eksempelvis for at bryde igennem en kraftig dør. Co-op kan spilles både online eller lokalt via splitscreen og er mindst lige så underholdende som singleplayer-kampagnen. Skulle det ske, at din makker falder for fjendens kugler, har du mulighed for at helbrede ham. Når man bliver ramt og har brug for hjælp, tror fjenden, at man er død, indtil man igen er blevet helbredt eller vælger at sætte sig op, hvormed man igen kan skyde men dog ikke bevæge sig. Altså temmelig risikobetonet! Multiplayer-kampagnen byder på alle de features, som singleplayer-kampagnen indeholder og bør bestemt opleves.

En lækker feature i multiplayer er, at man kan vælge at markere fjender via Mark & Execute og så lade makkeren eksekvere skuddene. Man kan begge markere fjender og denne feature er rigtig vellykket, og fornemmelsen, når man eksekverer disse markeringer, er alt for fed. Skulle det ske, at begge spillere bliver ofre for fjendens kugler, er der ganske som i singleplayer-kampagnen gjort brug af savepoints, så man ikke skal starte hele missionen forfra.

Foruden de 2 kampagner, indeholder spillet yderligere 3 modes, som enten kan afvikles som singleplayer eller i multiplayer. I Jæger er meget simpel, og her skal man blot eliminere et stort antal fjender i det valgte område. I Invasion bliver en EMP-generator angrebet af bølger af fjender, og det er din opgave at beskytte den. Endelig er der i Duel mulighed for at duellere med en anden spiller, samtidigt med, at begge spillere bliver angrebet af AI-fjender. Alt i alt fungerer alle disse 3 modes overbevisende. Jæger er umiddelbart sjovest i co-op, og Invasion er umiddelbart sjovest, når man spiller alene.

Præsentabelt
Rent grafisk er Splinter Cell: Conviction et godt stykke over gennemsnittet. Miljøerne er uhyre detaljerede og føles meget realistiske. Lyssætningen er naturligvis rigtig flot, mens de grafiske objekter er en smule kantede, hvilket dog overskygges af uhyre flotte animationer. Nærkampsdrab udføres med en stor variation af animationer, og Sam Fischer og fjenderne bevæger sig meget naturligt i stort set alle situationer.

En velkomponeret og stemningsfyldt musik er med til at skabe stemning, og i virkelig stressende situationer ændrer musikken karakter og følger dermed handlingen på flotteste vis. Lydeffekter er særdeles veludførte, og dialog på et meget højt niveau. Hollywood-skuespilleren Michael Ironside lægger igen stemme til Sam Fischer, og han gør det overbevisende. Som ovenfor nævnt er både menuer og undertekster på dansk, hvilket virker rigtig godt, men indimellem kan man da godt støde på en pudsig oversættelse, hvilket dog ikke overskygger det faktum, at det for mange er rart med en oversættelse af det engelske.

Det høje niveau fortsætter
Splinter Cell: Conviction er et fantastisk lækkert spil. Både som stealth- og som actionspil er det helt oppe blandt de bedste, og når dette understøttes af en velfortalt historie, går det hele op i en højere enhed. Mark & Execute-systemet, cover-systemet og styringen generelt samt de indbyggede udfordringer, der giver spillet endnu mere levetid er også eksempler på spillets mange og gode tiltag. Multiplayer-kampagnen og de øvrige modes, er også værd at navne som spillets forcer, og det er faktisk svært at skrive meget negativt om Splinter Cell: Conviction. Det skulle da lige være singleplayer-kampagnen, som måske godt kunne have været en smule længere. Føler du dig ikke overbevist af nærværende anmeldelse, har du via Marketplace mulighed for at afprøve demoen, som dog på ingen måder yder det færdige spil retfærdighed. Jeg selv er helt solgt og kan på det kraftigste anbefale Splinter Cell: Conviction. En kandidat til årets spil!

Gamesector Anbefaler

Om Thomas Heine Bech

Thomas har været spilanmelder på Gamesector siden 2007 og anmelder for det meste spil til Xbox One. De foretrukne genrer er sport, bilspil, adventure, puzzle, platform, action og RPG (tja, det er vel næsten det hele), men hjertet banker især for de gamle 80'er-klassikere. Favoritspil på Xbox-konsollerne: Rayman Origins, Plants vs. Zombies, Tom Clancy's G.R.A.W., Pure, Game Room, Scramble, Limbo, Braid, Trials HD, Just Cause, Burnout Revenge, Raiden Fighters Aces og Pinball Hall of Fame: The Williams Collection.