Score: 8
Udkommer til:
Anmeldelsen dækker:

Udvikler(e):
Udgiver(e):
PEGI 7+

Vi kommer da vist ikke udenom, at Sonic er et af de mest misbrugte navne i spilverden. Siden hans første ikoniske platformseventyr, har SEGA krampagtigt forsøgt at holde konceptet i live. Det er mildest talt ikke gået videre godt – det selv om der er udgivet nærmest utallige titler, der har indeholdt det lynhurtige blå pindsvins navn. Nu skal han så udsættes for en gang gocart, med et hav af andre SEGA navne. Vi tillader os at være tvivlende fra start.

Sonic i gocart

Vores tvivl bliver dog bragt til skamme fra første adrenalinbrusende fartindsvøbte sekund. Overførelsen til denne ellers også fortærsklede genre er nemlig sket utroligt gnidningsfrit. Der spildes ikke tid på unødig historie og andet pladderfyld. Det her er racing i dens reneste form, og det må man takke udviklerne for. Saml flokken foran fladskærmen og smid nogle controllere i deres hænder, så kan du godt regne med af selskabet er glimrende underholdt – det uagtet alder.

Der er to ting som bare skal fungere, hvis et spil i denne stil skal fungere. Det første er, at selve kontrollen skal være spot-on. Det er uendeligt vigtigt at den hårfine balance betrædes, så man som deltager kan dedikere sig til den rene underholdning. I Sega All-Stars er dette lykkedes til fulde. Det er ikke fordi der er opfundet noget som helst nyt. Det hele kontrolleres på klassisk vis, via en kombination af trigger, knap og joystick. Det giver dig adgang til styring, afsindige våben, sliding i sving og ikke mindst det klassiske turboboost. Alt føles finpudset. Tempoet er lige i øjet og du føler konstant du har kontrol med tingene. Det faktum, at du skal bruge powersliding for at få adgang til turbo er lækkert implementeret, og giver et incitament til, at genspille banerne.

Næste element der bare skal være på plads er banernes udformning. Her skuffer spillet bestemt heller ikke. Fra min første færd, hvor en kæmpe springende hval aggerede midtpunkt for en snørklet bane måtte jeg indrømme, at opfindsomheden var på plads. Dette udvikler sig flot over de næste mange tematiske verdener, hvor der fint spilles gæk på Segas spilkatalog. Det sker i et varieret farveunivers spækket med effekter og små detaljer. Banerne er samtidig holdt i en passende længde, hvilket er essentielt. Man gider bare ikke tøffe gennem alt for lange ensformige udfordringer.

En lang perlerække af Segas figurer har fundet vej ind i spillet. Det spænder på alt fra deres platformsspil til deres kampspil. De egentlige stjerner er dog persongalleriet fra de (alt for) mange Sonicspil. Der er ingen forklaring på hvorfor de er her – men det er egentlig bare fint. Til gengæld har de enkelte figurer elementer der gør dem unikke, og alle har de deres helt særegne bevægelse, som de bruger til at drøne igennem landskabet. Nye figurer kan selvfølgelig åbnes, og det samme gør sig gældende for baner og soundtrack. Der er ikke det helt vilde udvalg af ”unlockables”, men det der er, er for det meste gode supplement.

Teknisk er Sega All-Stars en flot præstation. Banerne stråler virkelig, og detaljegraden er ofte ganske imponerende. Samtidig er fornemmelsen af fart virkelig god – endelig et spil som fanger Sonickonceptets trademark, og forstår at kapitalisere på det, uden at det bliver uspilleligt. Den pæne grafik kan godt få begivenhederne til at hakke lidt fra tid til anden, men det ødelægger dog aldrig oplevelsen.

Sega All-Stars er et vel gennemført spil, som ikke lægger skjul på at det tykt stjæler fra andetsteds. Lige netop her formår udviklerne at kopiere det som gjorde Mario Kart så godt, uden at synke til bunds i ligegyldigt fyld. Det her er en af de få gange, hvor de to tidligere platformsgiganter kan stå på samme scene uden Sonic er blegnet i ligegyldighed. Glimrende underholdning, gode baner og ikke mindst enkel og ligeil gameplay.

Gamesector Anbefaler

Om Alan Vittarp Rasmussen