Yakuza 3

Score: 8
Udkommer til:
Anmeldelsen dækker:

Udvikler(e):
Udgiver(e):
PEGI 18+PEGI Bad LanguagePEGI Violence

Spillet som SEGA svor aldrig ville blive udgivet i Vesten, og som bedst kan beskrives som en skæv japansk fortolkning af Grand Theft Auto kombineret med traditionelle RPG-elementer, rammer endelig vores breddegrader. Det er dog over et år for sent, og efterfølgeren er endda netop blevet udgivet i Japan. Dette kan givetvis mærkes i dets overordnede kvaliteter, men læs med, og find ud af hvor meget det egentlig betyder i sidste ende.

Like a Dragon!

Yakuza-serien er velsagtens det tætteste vi kommer på en japansk pendant til Grand Theft Auto, og er akkurat ligeså populær i Japan som GTA-serien er herhjemme. Dens handlingsforløb henter stor inspiration fra Yakuza-filmgenren, der stiller skarpt ind på den japanske mafias lyssky aktiviteter, og spillene følger tidligere Yakuzamedlem Kazuma Kiryu mens han forsøger at overleve i den japanske underverden. I Yakuza 3 finder vi Kazuma langt væk fra Tokyo, hvor han bestyrer et børnehjem i Okinawa sammen med sin adoptivdatter, og for en gangs skyld synes Kazuma at have fundet en vis balance i sin tilværelse. Skæbnen vil dog, at en glemt person fra hans fortid ønsker at bruge jordloddet til noget andet, hvorfor han tvinges tilbage til Tokyo for at sikre børnehjemmets og sine gamle kompagnoners overlevelse.

Historien er omfattende, og der skal bruges megen energi på at holde rede på alle trådene samt de hyppigt introducerede karakterer. På den måde kan Yakuza 3 godt vække grimme minder om en sæbeopera, men man tilgiver det som følge af den meget realistiske verden handlingen placeres i. Og man skal ikke være nervøs, hvis man ikke har spillet de to foregående spil på PS2, da SEGA klogeligt har produceret to videoer, der kort introducerer hændelser og Kazumas forhold til forskellige karakterer op til handlingen i Yakuza 3. Dette er et glimrende værktøj til at blive nogenlunde fortrolig med universet, men ikke direkte nødvendig, da man nok skal samle op på handlingen som den forløber.

Gameplayet i Yakuza 3 er meget bredtfavnende, og man finder elementer fra så forskellige SEGA-klassikere som Shenmue og Virtua Fighter mens man tæver sig igennem Tokyos underverden. Centralt er et stærkt kampsystem bestående af et let og et tungt angreb samt muligheden for at grabbe og blocke. Systemet er både simpelt og vanedannende, og i takt med at man nedlægger flere og flere fjender, vil man se sit Heat-meter bliver fyldt op. Når dette sker, giver det mulighed for nogle yderst brutale finishers, og kombineret med våben og andre genstande, der frit kan samles op i kampens hede, har spillere et væld af grusomme manøvrer at se frem til. For taget i betragtning af, hvordan gameplayet er opbygget, kommer man til at opleve disse kampe en frygtelig masse gange.

I løbet af en typisk mission vil man nemlig komme til at kæmpe imod ikke kun ens hovedmål, fra hvem man skal skaffe de nødvendige informationer – man vil også blive antastet af vilkårlige bøller, der simpelthen bare ikke synes om din tilstedeværelse eller ønsker at berøve dig. Derfor vil mange af de timer man spenderer i selskab med Kazuma blive brugt i kamp, og i den anledning har SEGA også sørget for, at der er en masse nye moves, special moves og combos at unlocke, mens man kan udstyre sig med forskellige våben og andet udstyr. Dette gør, at kampsystemet forbliver nogenlunde friskt, men imod enden bliver det ærligt talt en anelse enerverende at skulle tæve sig igennem hver enkelt bølle, der kigger forkert på en. Derfor oplevede jeg personligt at jeg forsøgte at undgå disse lidt unødvendige møder, simpelthen for at hjælpe plottet med at skride frem lidt hurtigere.

Imellem kampene får man mulighed for at opleve, hvor stor og pulserende en storby Tokyo er. Og det er i de mange minigames, at Yakuza virkelig skiller sig ud, og gør det til mere end blot et actionorienteret RPG. Byen har nemlig et væld af aktiviteter, og tilbyder blandt andet pool, kasinospil, karaoke, dart, arkadespil (fighteren Inner Fighter 7 og det vanedannende shoot ’em up Boxcellios), golf, lystfiskeri, kampturneringer samt det såkaldte UFO Catcher; en variant af den slags automater, hvor man skal forsøge at fange eksempelvis en bamse med en stor klo. En lang række andre minigames er dog blevet udeladt i den vestlige udgave af spillet, noget som fans af serien har beklaget, men dog aldrig noget der direkte mærkes, hvis man ikke har prøvet begge versioner. De udeladte minispil tæller blandt andet erotiske rytmespil, at flirte med hostesses og et quizspil. Rockstar har stadig ramt mest rigtig når det kommer til at skabe en levende og troværdig storby, men SEGA kan ikke røres i antallet af aktiviteter, og mange af disse er langt mere gennemarbejdede end man havde turdet håbe på.

Al tale i Yakuza 3 foregår på japansk, og eventuelle interesserede skal da også være bevidste om, at spillet er japansk fra ende til anden – og på godt og ondt. Det er nemlig spækket med disse skævheder, som kun kan være avlet af en gal japaner. Især er mundhuggeriet der foregår inden en given kamp direkte absurd, mens spillets såkaldte Revelations, hvor Kazuma lærer et nyt move ved at filme en vanvittig indbygger udføre det, simpelthen bare skal opleves. Synes man Metal Gear Solid 4 var lige lovlig tosset på dette punkt, så vil Yakuza 3 fremstå direkte forrykt. Dette kan meget vel virke afskrækkende for mange, mens dyrkere af japansk kultur vil finde det charmerende. Et element jeg dog bliver nødt til at adressere er, hvordan man som spiller bliver trukket igennem alt for mange trivielle aktiviteter på børnehjemmet, aktiviteter der simpelthen suger al tempo ud af spillet. Disse er obligatoriske for at drive historien fremad, og det er en besynderlig designbeslutning ikke at lade disse sekvenser være valgfri ligesom tilfældet er med de mere underholdende minispil, der kan findes i byen.

Præsentationsmæssigt kan det godt fornemmes, at Yakuza 3 er et år gammelt og hamrende japansk. Mellemsekvenserne er blændende udført, men resten af spillet er præget af stive animationer, slappe teksturer og en noget generisk verden. Selve miljøet er dog ganske overbevisende gengivet, og sammenligner man med billeder, eller har man selv besøgt de steder spillet henter inspiration fra, vil man se, hvor tæt SEGA rammer. Stemmeskuespillet er troværdigt, men desværre foregår størstedelen af spillets dialoger i tekstbaserede udvekslinger, og det gør at man lidt for hurtigt trykker sig igennem meget af handlingen. Som helhed fremstår Yakuza 3 simpelthen forældet, men det hæmmer aldrig den glimrende historie eller det fine gameplay.

Det er vanskeligt at komme ind på alle spillets elementer uden at gøre denne anmeldelse for tung, og jeg vil derfor nøjes med at garantere følgende: afskrækkes du ikke af lidt japansk skævhed, og er billedsiden ikke alfa-omega for dig, så vil du uden tvivl finde fornøjelse i Yakuza 3. Det mangler måske lidt finpudsning, men et stærkt kampsystem, en gribende historie og et hav af aktiviteter gør, at man ender med at kaste flere timer i selskab med Kazuma end sundt er. Køb trygt Yakuza 3, og så kan vi blot håbe at det overbeviser SEGA om at give os det i Japan netop udgivne Yakuza 4 inden længe.

Gamesector Anbefaler

Om Lars Grubak Larsen