At spille Echoshift er nogenlunde som at løse puslespil i et museum for moderne kunst. Spillet er et spin-off af det innovative hit Echochrome, som nu er tilbage for at udfordre de små grå hos det voksne marked. En spændende ide til et nyt puzzlespil, som desværre spoleres af en dominerende trial-and-error mekanik.
Lemmings Avantgarde
Før handlede det om rum. Nu handler det om tid. Spilkonceptet: “echo” er baseret på fysikkens verden, og i 2008 lagde rummets dimensioner ansigt til en række kryptiske logiske gåder i Echochrome. Rent æstetisk var spillet baseret på en minimalistisk stil, der tydeligvis påkaldte sig et modent publikum. Konceptet er gentaget i den seneste Echoshift, der nu taget fat i den tidslige dimension.
Idéen er faktisk ret tillokkende: I en todimensional bane findes én indgang og én udgang – og derimellem en masse forhindringer, som reelt gør banen umulig at gennemføre. Men spillerens avatar (en af de små model-træfigurer som man kan tegne efter) sidder fast i en tidslomme der kan gentage sig selv ni gange. Hver gang tiden løber ud, starter man forfra, men figuren får sig et ’tidsekko’ som gentager de foregående handlinger, og med sin nuværende figur skal man nu forsøge at komme et skridt nærmere udgangen. Det er i orden at efterlade næsten alle sine tidsekkoer på banen, blot én finder vej til udgangen. I starten kan man oftest nøjes med omtrent 2 – 3 tidsekkoer. Senere mange flere, og spillet leveres sammen med en hær af individuelle baner med stigende sværhedsgrad.
Er man en sucker for logiske puzzles virker konceptet ret spænende. En af kvaliteterne er at banerne kan løses på flere niveauer, så der findes ikke én præfabrikeret løsning som, død og pine, skal gennemskues. Puslespillet er fleksibelt, men des færre tidsekkoer man benytter, des større bonus. Stilen er også ret spændende og iøjefaldende. Det er med spil som Echochrome og Echoshift at spilmediet bevæger sig tættere på kunst-genren. Men bag det tiltalende koncept og den innovative stil gemmer sig et resultat som ikke lever op til forventningerne, for udviklerne har ikke klemt det bedste ud af den gode ide.
Trial-and-error i tænke tanken
Problemet er at det hurtigt bliver svært at planlægge og tænke sig igennem banerne. I stedet ender spilleren med en lang serie af trial-and-error forsøg, hvor man lettere anmassende forsøger sig vejen frem gennem banens fælder. “Virker det? Nej, så prøver vi noget andet”. Især i de senere komplicerede baner, der kræver syv, otte eller ni tidsekkoer, mærker man tabet af overblikket over logikkens kerne. Hvad gør man så? Prøver sig frem. Er man typen som foretrækker at tænke sig vej gennem en god gåde, så vil Echoshift formentlig dumpe i længden.
I modsætning til Echochrome, så kan Echoshift ikke downloades i PlayStation Store. Det er dog en billig titel i butikken til omtrent 200,- og på PlayStation Store kan man gratis hente mange flere baner, så skulle man tabe hjertet i tidslommen findes der uendeligt meget potentiale i spillet. Men trial-and-error fremgangsmåden er en sten i skoen for et ellers kreativt og opfindsomt spilkoncept. Echoshift er tilegnet inkarnerede fans af logiske puzzles, men selv dette marked vil måske ikke mærke den søde afhængighed.
Loading ...