Score: 5
Udkommer til:
Anmeldelsen dækker:

Udvikler(e):
Udgiver(e):
PEGI 16+PEGI Violence

På papiret skulle det et rigtig godt forår - rollespilsgiganten Final Fantasy er udkommet i marts og Sony havde allerede i februar en konkurrent klar i ringhjørnet. Hele to konsolrollespil indenfor en måned. Jeg kan næsten ikke få luft. Men det er for godt til at være sandt. Selvfølgelig. Det er altid for godt til at være sandt. White Knight Chronicles formår nemlig ikke helt at slå igennem og i en herrefight med Final Fantasy bliver det til knockout i første runde. Læs med her og se hvorfor.

Arketypisk konsolrollespil

Velkommen til kongeriget Balandor – et absolut arketypisk fantasy-kongerige komplet med onde trolde, riddere, prinsesser og andet obligatorisk fantasy-kravl. Der er én prinsesse, der er af særlig interesse, nemlig den stumme Prinsesse Cisna, der i starten af spillet kidnappes af en mystisk (men sikkert ret ond) organisation. Det er naturligvis lidt af en nederen situation, at prinsessen sådan render og bliver kidnappet, så du må, som den raske knøs Leonard, springe til for at redde prinsessen, det halve kongerige og så videre og så videre. Det er et hovedrystende klichefyldt plot, der allerede fra første sekund oser langt væk af en dimensionelle karakterer og forudsigelighed.

Det eneste specielle ved din karakter er umiddelbart hans alliance eller ”bånd” til den mystiske "White Knight" - en form for gigantisk spektral ridder, som Leonard kan forvandle sig til. Men ser man bort fra dette "unikke" aspekt, så er der ikke meget unikt ved plottet, karaktergalleriet eller handlingen i White Knight Chronicles.

Masser og masser af kamp
Spillets centrale handling tager omkring 25 timer at trave igennem og det er alt for kort efter min mening. Dertil kommer at du med sikkerhed vil tilbringe langt størstedelen af de timer i kamp, for netop kampdelen fylder helt utroligt meget i White Knight Chronicles. Nu kunne man jo så tro, at når kamp var en essentiel og omfangsrig del af spillet, så ville kampsystemet nok være rigtig godt - men ak nej. Der er essentielt set tale om et trækbaseret kampsystem, hvor du dog har fri bevægelighed med din karakter i kamp. Hvordan du placerer din karakter, har dog ikke den store indflydelse på noget som helst, så det fungerer mest af alt som en gimmick og har kun en praktisk effekt i enkelte bossfights.

Kampsystemet er således ret klassisk - du kan angribe, anvende magi, anvende potions og lignende fra din inventory og så kan Leonard, som hovedpersonen hedder, som nævnt forvandle sig til en gigantisk ridder, når han ellers har sparet energi nok sammen til det. Med andre ord, så fungerer dette mere eller mindre som en klassik summon kendt fra f.eks. Final Fantasy serien. Det er desuden muligt at designe sine egne combo-angreb's serier, hvilket er en forbløffende underholdende feature.

Desværre lider kampsystemet under, at langt de fleste fjender er alt for lette - selvom der er stor variation i fjenderne, så er det kun yderst sjældent, at et monster formår at dræbe en person i din gruppe. Fjenderne er stort set alle sammen forbløffende svage offensivt. Dermed ikke sagt, at de er nemme at dræbe - problemet er nemlig, at de som regel har masser af liv og dermed ofte tager en god rum tid at myrde, samtidig med at deres egne angreb er så svage, at de aldrig rigtig udgør en reel trussel mod dig og din gruppe. Så selvom der er masser af (visuel) variation mellem fjenderne, så ender langt de fleste kampe i White Knight Chrnoicles med at være langtrukne og ensformige begivenheder, der virkelig kan vride lysten til at spille ud af selv de mest ihærdige konsolrollespilsfans.

Der er den sædvanlige mængde af udenomsstads, der fylder lidt ekstra timer på den centrale handling i spillet – der er bl.a. et ganske fornøjeligt ”byg en by” minispil, som du kan investere dine hårdt optjente spilpenge i. Efterhånden som du udbygger byen kan du invitere forskellige NPC'ere til at flytte ind og de giver så forskellige bonusser i form af items, som du ikke kan få fat på på andre måder. Desværre er det så rasende dyrt, at opgradere byen, at de fleste sikkert hurtigt mister interessen – eller bare ikke har de fornødne midler til at komme videre i minispillet. En skam for det har virkelig et glimrende potentiale.

En anden nævneværdig ekstra feature er online delen. På vej gennem spillet vil du låse op for en række sidemissioner, som man kan spille online sammen med tre venner. Det giver naturligvis spillet et ekstra pift, men desværre er disse missioner ikke frygtelig anderledes end resten af spillet og lider under de samme problemer, der plager resten af White Knight Chronicles.

Dog formår White Knight Chronicles at sætte et par point på kontoen, når snakken falder på grafikken og den visuelle præsentation. Især fjendernes fortjener ros, for de er helt utroligt flot designet og der er masser af opfindsomme og veldesignede monstre med i spillet – nogle af dem på størrelse med hele byer! Omgivelserne udendørs fortjener også ros – der er masser af variation i terrænet, smukke detaljer og masser af farve og liv i omgivelserne. Derfor er det mig en gåde, hvorfor så meget af spillet skal foregå i grå og kedelige huler og hvorfor en stor del af leveldesignet ender med at være baseret på irriterende og forvirrende labyrinter. Teleport-labyrinter og puzzles er altså bare ved at være passé og personligt bliver jeg så frygtelig træt, når jeg skal bruge tid på den slags.

Men selv om spillet scorer nogle fine point på grafikken, så kan White Knight Chronicles ikke komme udenom, at det lider under et alt for ordinært og ofte alt for banalt plot, for kedelige og endimensionelle figurer og alt for lette kampe. Spillet gør skam en lang række ting rigtig godt – men det er bare ikke godt nok, når spillet samtidig gør en masse ting forkert. Jeg er hamrende træt af japanske angst ramte teenagere med mystisk eller ukendt fortid, der altid lader til at sende som hovedpersoner i disse japanske konsolrollespil. Nu må det altså høre op!

På bundlinjen er det svært at anbefale White Knight Chronicles til andre end absolutte fans af japanske rollespil – der er simpelthen for mange problemer, mangler og klicheer i dette spil, til at det kan være andet end en kort fodnote i et forår, der vil være domineret af Final Fantasy XIII.

Om Maiken Schou