I over et årti har Silent Hill været en af de mest atmosfæriske serier på spilmarkedet, men de sidste par spil i serien har modtaget meget blandede anmeldelser, specielt efter at de originale udviklere ikke længere arbejder med serien. Sidst havde vi Silent Hill: Origins, der var en prequel til det oprindelige spil og nu sidder vi så med Silent Hill: Shattered Memories, der er en såkaldt ”genopfindelse”. Men er spillet noget værd?
Silent Chill
Silent Hill startede som en reaktion på Capcoms Resident Evil-serie, men på et mere psykologisk niveau. Hvor zombierne i Resident Evil var meget håndgribelige, kunne man i Silent Hill møde en uhygge, der var mere baseret på, at de mest uhyggelige monstre er dem, vi har inde i os selv. Silent Hill-spillene har derfor været fyldt med symbolik, hvor selve byen Silent Hill og de forskellige uformelige fjender har været metaforer for den uro og sorg, hovedpersonerne må kæmpe med. Kort fortalt har Silent Hill-serien været oplagt til analyse og fortolkning, selvom stemningen for det meste også kan nydes helt uden at tage analysehatten på.
Serien har ikke lignet sig selv et stykke tid nu. De to forrige spil i serien – Homecoming og Origins – har fået hård kritik forskellige steder fra, fordi de nye udviklere er gået for langt væk fra de oprindelige spil. Denne gang står Climax bag spillet. De stod også bag Origins, og det kan godt virke underligt at et engelsk firma står bag spil i en japansk serie, men med Shattered Memories har de ramt tonen ret godt. Shattered Memories er en såkaldt ”genopfindelse” af det første spil, hvilket i dette tilfælde vil sige, at de to spil starter på næsten samme måde. Derfra går de i forskellige retninger, så selvom man måske har prøvet det første spil, så vil man stadig opleve noget nyt her.
Harry Mason er ude at køre med sin datter Cheryl i snevejr, da der sker et uheld. De kører galt, og da Harry kommer til sig selv er Cheryl væk. Hun skal naturligvis findes, og her får spilleren kontrol over Harry. Harry finder på sin vej gennem Silent Hill forskellige personer – selvom byen virker mistænkeligt forladt. Det går hurtigt op for spilleren, at der er noget galt med Harry og hele situationen. Harry lader ikke til at kunne huske hvor han bor, og de folk han møder på sin vej virker også underligt distancerende, men alligevel velkendte for Harry.
istorien skifter mellem tre forskellige fortælleformer. En gang imellem er man i konsultation med en psykolog. Her får man forskellige spørgsmål, der påvirker spillets gang. Det meste af spillet udforsker man den mørke og kolde by med Harry. Den sidste fortælleform er dog lidt speciel. Det er den såkaldte Nightmare Mode, hvor Harrys omgivelser fryser til is, og Harry bliver overfaldet af ansigtsløse uhyrer, hvis han ikke når at løbe fra dem. Disse dele af spillet er de mest actionfyldte, og det er groft talt kun i disse dele, at Harry kan blive såret. Man har ikke noget våben, så den eneste mulighed er at flygte fra væsenerne. Heldigvis er flugtveje markeret med blåt. Nightmare Mode skal tit spilles om, hvilket kan være et lille frustrationsmoment, men det er sjældent man direkte sidder fast. Selvom man som sagt ikke kan komme til skade mens man udforsker, så bliver der alligevel langsomt opbygget en meget stemningsfuld atmosfære, hvilket er et godt modstykke til den intense action i mareridtene.
Mens spillet loader bliver man advaret om at der bliver opbygget en psykologisk profil under spillet. Dette er en af de specielle ting ved Silent Hill: Shattered Memories, selvom det måske er en smule begrænset hvor stor en forskel, det gør. Spillet følger på flere forskellige måder med i, hvilke valg man tager. Mest oplagt er spørgsmålene ved psykologen. Han kan finde på at spørge, om man nogensinde har været en partner utro, og om man bedst slapper af, når man har indtaget alkohol. Det første påvirker spillet i en seksuel retning, mens spillet kan ende med at vise Harry som alkoholiker, hvis man skubber spillet i den retning. På den måde er der en lille håndfuld slutninger, der kan opnås. Det forlænger spillets levetid at man har et incitament til at gå igennem handlingen flere gange, men det kan godt føles som en sur tjans, at man eksempelvis skal undersøge spiritusflasker på den lokale bar, hvis man vil opnå den relevante slutning, for det er nogle meget små ting, der kan påvirke spillet. Er man i en samtale med en kvinde skal man kigge andre steder hen end direkte på hende, hvis man ikke vil stemples som Don Juan af en til tider lidt emsig AI, der trods alt mere er en gimmick end egentlig nytænkning.
Spillet er designet til Nintendos Wii, og det ses tydeligt, når man skal åbne døre eller skabe. Man har en lille markør, som skal bruges til at gribe fat i håndtaget på døren. Der kan ikke være tvivl om, at disse dele virker bedre med en Wiimote, men på PSP er de egentlig bare lidt mærkelige. Til gengæld er det virkelig lykkedes Climax at få PSP’en til at levere grafik af høj kvalitet. Det samme kan siges om lyden, der dog mest imponerer ved at være passende anonym.
Silent Hill: Shattered Memories er et overraskende godt spil, der demonstrerer at genren sagtens kan fungere på en bærbar maskine. Det værste problem er spillets levetid – det er gennemført på små 10 timer, næsten uanset hvor god tid man giver sig.
Loading ...
