Det er ikke nyt at tilføje rollespilselementer i forskellige spil, og selvom det er sjældent at kombinere hjernevrider-gameplay med hitpoints og trylleformularer, så er det ret tydeligt at Puzzle Chronicles er et forsøg på at lave et nyt Puzzle Quest, der i øvrigt er udviklet af det samme hold. Er det denne gang lykkedes udviklerne at overgå Puzzle Quest?
Primærfarvernes hævn
Man kan sige meget om Puzzle Chronicles ved at analysere navnet. Puzzle er spillets genre – der skal flyttes rundt på nogle forskelligt farvede klodser, så de passer sammen. Chronicles antyder en længere historie, gerne med noget trolddom og nogle ædle krigere. Sjældent er et spil blevet så godt opsummeret allerede i titlen, men det samme kunne også siges om forgængeren, Puzzle Quest.
Puzzle Quest blev en succes til trods for lidt blandede anmeldelser. Det blev opfulgt af den science fiction-inspirerede Puzzle Quest Galactrix og der er også en Puzzle Quest 2 på vej. Derfor kan det virke lidt underligt, at vi nu sidder med Puzzle Chronicles, der ved første øjekast virker som en bleg kopi.
Spillets historie er – ganske som i Puzzle Quest – ret uinspireret. Man starter som slave, men bliver frikøbt. Resten af ens folk er dog stadig slaver, men man er heldigvis også kriger, så man går i gang med at samle hære, så man kan befri dem og besejre det obligatoriske onde imperium. På sin vej går man rundt på et kort og snakker med forskellige aktører i historien. Forskellige begivenheder som kamp og træning skifter så over til forskellige slags puzzles, der dog alle involverer klodser der skal sorteres efter farve eller symbol.
Grafikken og lyden i spillet fungerer, men er en anelse kedelig. Det virker også underligt, at så lille en del af skærmen bliver brugt til egentlig gameplay. Frustrerende meget af ens udsyn er fyldt op med ligegyldige ting, der måske skulle have givet stemning eller noget pænt at kigge på, men det er hverken stemningsfyldt eller ret pænt. Det virker også dårligt lavet rent teknisk, at man kommer til at se spillets loadeskærm så tit og så længe som man gør.
Spillets største problem er dog hverken halvgrimt design eller lange loadetider, men kedsomhed. Det er ikke direkte dårligt, men der er bare ikke rigtig noget i spillet, der motiverer spilleren til at hænge i. Puzzle Quest fungerede, fordi det kombinerede et virkelig godt puzzle-spil (Bejeweled) med en fungerende rollespilsdel. Puzzle Chronicles kombinerer middelmådigt puzzle med en uimponerende rollespilsdel. Det virker som om mindst én af delene bør være tilfredsstillende, hvis spillet skal være til at holde ud.
Loading ...