Score: 9
Udkommer til:
Anmeldelsen dækker:

Udvikler(e):
Udgiver(e):
PEGI 16+PEGI Violence

Det har været et langt sejt træk for alle os Final Fantasy fans, der har ventet på næste spil i serien siden 2007, så forventningerne til Final Fantasy XIII er mildest talt store. Spillet udkommer den 9. marts, men vi kan allerede nu fortælle dig om du skal gøre klar til at slagte sparegrisen og investere i spillet.

Ventetiden er forbi

De fleste fans af Final Fantasy og af japanske rollespil som sådan, kan sikkert hurtigt blive enige om at et godt rollespil har et interessant persongalleri og en solid historie. De fleste af disse fans kan sikkert også nikke genkendende til denne formel: ”by-udforskning-dungeon-boss”, der for de fleste japanske konsolrollespils vedkommende gentages ud i det uendelige. Final Fantasy XIII leverer 100% varen på handlings og karakter-fronten men overraskende nok forsøger spillet sig med en noget anden struktur og opbygning, end den klassiske formel. Nogle vil elske det, mens andre med garanti vil længes efter de gode gamle dage, da man vidste hvad man fik, når man åbnede en Final Fantasy spilkasse.

Men lad os begynde med begyndelsen. Spillet tager sit udgangspunkt i den svævende by Cocoon, hvor indbyggerne lever i evig frygt for de ting der gemmer sig nede på planeten Pulse, som de svæver over. Frygten for det ukendte nede på Pulse er skabt og forstærkes af Cocoons diktatoriske ledelse, der selv er under kontrol af den mystiske, men magtfulde, race af væsener kendt som Fal'Cie. Fal'Cie udøver deres kontrol ved at gøre mennesker til slaver eller tjenere kaldet l'Cie. En l'Cie kan pålægges opgaver (et såkaldt fokus) af Fal'Cie, som de skal udføre – når de ikke dette indenfor en vis tidsramme forvandles de til udøde monstre kaldet Cie'th. Ja der er akut begrebsforvirring i de første mange timer af Final Fantasy XIII.

Det er sådan cirka alt hvad man behøves at vide når man overtager kontrollen med spillets hovedperson – en kvinde ved navn Lightning. I starten af spillet kastes Lightning og hendes venner ud i et dilemma - de forvandles til l'Cie af Fal'Cie. Hvis de vil overleve skal de gennemføre deres pålagte opgave, men Lightning er delt mellem frygten for konsekvenserne, hvis hun ikke udføres sit fokus og ønsket om at kæmpe imod sin skæbne.

Lightning er i sig selv en ganske interessant figur – en selvsikker pige med pink hår og en karriere i militæret bag sig. Hun er bevæbnet med Blaze Edge – en sværd / pistol kombination, der ligner et gunblade fra Final Fantasy VIII temmelig meget. Karaktererne, som hun samler omkring sig, er ligeledes ganske farverige og spændende – nogle naturligvis mere end andre, men fælles for alle er, at de hver især har en spændende baggrund. Der er ingen ”specielle” karakterer eller væsener, som f.eks. Caith Sith fra Final Fantasy VII eller Freya fra Final Fantasy IX – de er med andre ord ”almindelige” mennesker (i hvert fald at se på). Det er en smagssag om man kan lide figurerne naturligvis – personligt mener jeg at Lightning til tider kan virke lidt endimensionel. Dette mere end opvejes dog af de andre karakterer og samlet set er det et glimrende persongalleri.

Lightnings historie og oplevelser gennem spillet er, i relativ skarp kontrast til andre Final Fantasy spil, en meget lineær fortælling, som SquareEnix har valgt at ensrette allerede fra første sekund. Det betyder at spillet er langt fra så åbent og frit, som man måske husker de tidligere spil var. Spilleren er langt hen af vejen bundet på hænder og fødder i sine udfoldelser, så man skal ikke forvente de klassiske Final Fantasy områder, hvor man skal udforske hver eneste krog og snakke med en hel hær af NPC’ere. Det sker ikke rigtig i Final Fantasy XIII.

De første små 20 timer af spillet er nemlig ultra-lineære. ”Ja, ja” tænker du nok.”Final Fantasy VII startede også lineært i Midgar, men åbnede sig op længere fremme”. Men Final Fantasy XIII’s områdedesign er langt mere stringent og lineært end selv Midgar var i Final Fantasy VII. Slut er det med at rode i hvert eneste hjørne efter gemte godter. Den rute du skal følge er stort set din eneste bevægelsesmulighed – der er kun meget få afstikkere og disse er som regel ekstremt korte. Netop den meget lineære opstart fik fans til at eksplodere i raseri, da Final Fantasy XIII udkom i Japan – men slå koldt vand i blodet. Der kommer udforskning af åbne områder senere i spillet og det lineære gameplay i starten faciliteter et utroligt stærkt narrativ, der fra første sekund suger dig ind i rollen som Lightning og den fascinerende verden som Cocoon og Pulse er. Lightning og hendes følgesvende er, med en dødbringende forbandelse hængende over hovedet, i en nådesløs kamp mod en undertrykkende regering, så det sidste de har lyst til er at spilde tiden på at rode i fremmede menneskers huse (hvilket ellers er en Final Fantasy klassiker) eller udforske hver eneste krog og gyde. Der er med andre ord en mening med galskaben.

En stor del af de første mange timer i Final Fantasy XIII tilbringes på Cocoon – eller skulle jeg sige ”i” Cocoon, der nærmest er en form for rumstation eller lavt hængende mekanisk måne. Her er omgivelserne triste, grå, mekaniske og klaustrofobiske. Lige modsat bliver det når du sætter fødderne på det frodige græs på planeten Pulse, som Cocoon svæver over. Her er der store åbne områder, plads til udforskning, smukke farverige omgivelser og stor grad af frihed. En skærende kontrast til de indledende elementer i Cocoon.

Idet Lightning er på flugt fra myndighederne, tilbringer hun heller ikke megen tid på at slentre rundt i byer og snakke med de lokale – hvilket også har været et klassisk Final Fantasy element. Der er forskellige byer at finde og besøge på Pulse, men disse fungerer ikke som klassiske quest-hubs eller sikre baser, hvor du kan tanke potions og købe nyt udstyr. Butikker kan man nu tilgå stort set alle steder, idet man kan logge på et virtuelt butikscenter hver gang man finder et savepoint. Da der er masser af savepoints, er man aldrig ret langt fra en virtuel butik, der sælger de varer man har behov for. Har man spillet Crisis Core: Final Fantasy VII til Sony PSP, kender man allerede dette system. ”Ulempen” er naturligvis, at man ikke skal ud og finde butikkerne i byen og at samtlige butikker er degenereret til en enkelt menu.

Paradigm, Eidolons og Active Time Battle
Active Time Battle systemet, som vi kender fra de mange foregående Final Fantasy rollespil og som folk enten elsker eller hader, vender stærkt tilbage i Final Fantasy XIII. Dog støttes det af en form for karrieresystem, som spillet kalder ”Paradigms”. Grundideen er, at man kan skifte mellem hvilket paradigm de tre karakterer i din gruppe anvender i kamp – man kan frit skifte mellem paradigms, selv under kampene og dette ændrer så de to computerstyrede figurers handlinger. Der er seks forskellige paradigms at vælge imellem – to er offensivt indrettede, en anden healer, mens en tredje fungerer som buffer og så videre. Hver Paradigm giver et plus på en ting og et minus på noget andet - f.eks. giver Medic paradigm plus på healing og minus til angreb, så man skal hele tiden planlægge hvordan man får det optimale ud af de forskellige paradigms.

Det er egentlig et ret enkelt og overskueligt system, der giver dig glimrende taktiske muligheder for at bygge en slagkraftig gruppe eller at fokusere på og udbygge et bestemt paradigm. Især i bosskampene er der behov for omtanke og korrekt brug af de forskellige paradigm ”roller” – for eksempel skal man ofte starte kampene med at buffe sin egen gruppe og debuffe bossen, hvorefter man skal skifte paradigm for at gå i offensiven. Idet bosskampene er ret svære, især sidst i spillet, kommer du med garanti til at spille dem flere gange for at få den helt rigtige timing og taktisk på plads.

Du styrer selv Lightning direkte (eller hvem der nu måtte være lederen i gruppen) og kan via hende anvende ting i din inventory, starte specielle angrebsteknikker, bruge såkaldte Technical Points, som man optjener ved at vinde kampe overbevisende eller anvende Summons – ja intet Final Fantasyspil uden summons.

Summons hedder Eidolons, som de vist også gjorde i Final Fantasy IX. Hver karakter du kan kontrollere har en enkelt Eidolon, hvilket desværre giver en ret begrænset mængde (seks for at være præcis). Idet det kun er den karakter du direkte kontrollerer selv, der kan anvende sin Eidolon, er du tvunget til at skifte holdleder (og gennemføre alt hvad det betyder af rod med paradigms) for at få alle spillets Eidolons at se.

Det er de klassiske Final Fantasy summons, der er med i Final Fantasy XIII – for eksempel er der gensyn med klassikere som Shiva, Odin, Alevander og Bahamut. Der er dog blevet plads til et par nye – f.eks. Brynhildr, som jeg ikke mindes vi har set i et tidligere Final Fantasy spil. Hver Eidolon kan anvendes i to former – en hvor de støtter den karakter, der har hidkaldt dem og kæmper side om side med gruppen og en såkaldt Gestalt-form, hvor karakteren angriber i fællesskab med sin Eidolon. Ingen af angrebene giver super meget i skade, så Eidolons kan let komme til at gå glemmebogen i forhold til det velfungerende paradigm system.

Bjergtagende smukt
Final Fantasy serien har altid været kendt for bjergtagende grafik og fantastiske filmklip. Final Fantasy XIII fortsætter heldigvis denne trend og byder på grafik, der vil få din underkæbe din at klaske hårdt mod gulvet. Med andre ord så er spillet smukt. Helt vildt endda. For første gang i et Final Fantasy spil er grafikken i selve spillet tæt på at ligne den smukke grafik, som man oplever i filmsekvenserne – og det siger en hel del.

Karaktererne er smukt designet, med masser af detaljer og livagtige animationer. Men det er ikke kun karaktererne og omgivelserne, der er med til at gøre Final Fantasy XIII til et af de smukkeste (hvis ikke det er det smukkeste) spil på den nye generation af konsoller. Alt fra ende til anden i spillet oser af solidt grafisk håndværk - selv menuerne vil imponere... ja menuer der imponerer. Tydeligere kan det vist ikke siges.

Musikken leveres af Masashi Hamauzu, der desværre har forladt SquareEnix efter han lavede musikken til Final Fantasy XIII. Hamauzu har tidligere lavet musik til Dirge of Cerberus og Unlimited Saga og selvom han måske ikke er så berømt en herre som Nobuo Uematsu, der har lavet musik til en lang række af de foregående Final Fantasy spil, så slipper han stadig rigtig flot fra Final Fantasy XIII. Musikken er præcis som vi forventer det af et Final Fantasy spil – en vigtig del af hver eneste scene, der skaber glæde, liv, sorg eller action. Den er til tider bombastisk og episk og andre gange subtil og sørgelig.

Vi har ventet på Final Fantasy XIII i mange år og som jeg skrev i indledningen, så har forventningerne været enorme. Men er de så blevet indfriet? Svaret er et rungende ”ja”. Final Fantasy XIII står som den absolutte tekniske milepæl for hvad man kan på den nye generation af konsoller. Okay, der er sikkert en masse spillere, der vil hade spillets meget lineære start – men det er gjort for at strømline handlingen i starten af spillet og der vil være rig mulighed for udforskning senere. Det elegant balancerede kampsystem er et af de bedre i et Final Fantasy XIII spil og karaktergalleriet er både interessant og varieret. Alt i alt er Final Fantasy XIII alt hvad jeg havde håbet det ville være og at det så samtidig tør tage et opgør mod den klassiske formel med japanske konsolrollespil gør blot oplevelsen den smule bedre.

Gamesector Anbefaler

Om Maiken Schou