Score: 6
Udkommer til:
Anmeldelsen dækker:

Udvikler(e):
Udgiver(e):
PEGI 18+PEGI Bad LanguagePEGI Violence

11 år er det siden, at Rebellion Developments præsenterede os for det glimrende PC-spil Aliens versus Predators, et spil der gjorde det muligt at spille som både Xenomorphs (Aliens), Predators og Marines i en (for dengang) intens og højspændt FPS-oplevelse. I Aliens vs. Predators (2010) forsøger Rebellion sig med nogenlunde samme nummer. Kan konceptet stadig bære, eller har forblindelsen over muligheden for at spille alle tre racer endelig lagt sig?

Game over, man! Game over!

Hele præmissen omkring Aliens vs. Predators-konceptet har altid irriteret mig en smule. Jovist, Predatoren er et fantastisk kompetent væsen med en lang række stærke evner, og bestemt en værdig modstander til ethvert filmmonster. Problemet er blot, at Xenomorphen uden sammenligning er det sejeste rumvæsen i enhver filmsammenhæng, og at se den reduceret til simpel træningsmateriale for Predatoren har altid virket direkte forkert. Når jeg har udtrykt min harme skal det dog siges, at det dog er en fristende tanke at få mulighed for at spille som de to racer og tage kampen op imod hinanden, og så må man nok acceptere at baggrunden er en anelse billig. Placér den svage menneskerace midt i denne episke fejde, og vi står med en formel, der er ualmindelig svær at stå for.

Alligevel formår Rebellion at stort set forpurre konceptet med nogle ekstraordinært sjuskede designvalg, og AvP virker som resultat både forældet og irrelevant.

Kampagnen er opdelt i tre parallelle handlingsforløb, en for hver race, imellem hvilke man frit kan vælge, hvilket man ønsker at starte med. Dette er en fornuftig beslutning, da de tre forløb svinger så meget i kvalitet, at mange nok ville falde fra inden de fik mulighed for at prøve alle tre racer.

Første kampagne, Colonial Marines, er samtidig også den mest traditionelle i FPS-regi. Man tildeles et ganske standardiseret våbenarsenal og den velkendte bevægelsessensor, som er et af Alien-seriens absolutte trademarks. Og uden den helt omstændelige introduktion til, hvorfor man befinder sig, hvor man gør, er det ellers i gang. Dette historieforløb viser sig ganske hurtigt at repræsentere både spillets svageste og stærkeste sider, da man i de klaustrofobiske korridorer oplever præcis den jagende angst, der er så kendetegnende for serien. Men samtidig afslører det lidt tvivlsomme banedesign et yderst utidssvarende FPS med en løs styring og et horribelt auto-aim. Specielt når spillet bevæger sig udenfor de snævre rumskibsgange og ud i junglen, viser dette sit grimme ansigt, og man får hurtig en fornemmelse af, at Rebellion ikke helt er nået til år 2010.

Både Alien- og Predator-kampagnen spiller noget anderledes, og er hovedsageligt fokuseret på melee-baseret kamp. Og alle der før har spillet et spil med dette gameplayelement ved, hvor svært det er i praksis, og det er bestemt også tilfældet i AvP. Predatoren har mulighed for at benytte nogle langdistancevåben, men knivene på ens håndled er uden tvivl ens primære våben, og mest passende i forhold til det fokus denne kampagne har. Predator-kampagnen er nemlig yderst stealth-baseret, og spilmekanikken er specielt orienteret imod denne tilgang. Som Predator skal man i camoufleret tilstand springe imellem træer og højtliggende punkter for at planlægge sine angreb, men da Rebellion på forhånd har bestemt, hvilke punkter man kan hoppe til og hvilke man ikke kan, føles det unødigt begrænsende, og man mister en stor del af den frihed man har behov for. Igen viser Rebellion sig som håbløst fanget i fortiden.

Alien-kampagnen er mere baseret på fart. Som Alien kan man kravle på vægge og loft i høj fart, faktisk så høj at det ofte er en meget desorienterende oplevelse. Derudover er det en ikke særlig tilfredsstillende følelse at drøne rundt som en lidt klodset Xenomorph, da styringen simpelthen er for kluntet og melee-systemet kombineret med auto-aim er alt for upræcist.

Men hvor Rebellion så klart fejler rent spilmekanisk, rammer de hovedet på sømmet med mange af de mere kendetegnende trademarks fra de to universer. Bevægelsessensoren i Marine-kampagnen bidrager med en helt rigtig og eminent skrækfornemmelse, Predatorens fantastisk blodige trophy-kills får gore-niveauet i Predator-filmen til at fremstå som Cartoon Network-materiale og reallydene såvel som skrigene fra de fabelagtige Xenomorphs gør et stærkt arbejde for at få én i den helt rigtige stemning. Som singleplayerspil er AvP dog enormt ligegyldigt.

Heldigvis er multiplayerkomponenten noget mere vellykket, og både spillets multiplayermodes og co-op mode bidrager med en langt større kvalitet end noget singleplayerkampagnen nogensinde formår at gøre. Desværre er Rebellion ikke hoppet på bølgen med at begave spillere med nye evner og våben i takt med at der leveles up, og det er derfor begrænset, hvor længe man hænger ved, hvor god oplevelsen end er. Co-op er baseret på Horde-konceptet, og uden tvivl der, hvor der kan hentes størst underholdning. Her skal man sammen med tre venner bekæmpe bølge på bølge af Xenomorphs, og det ender med at blive en yderst intens oplevelse. Desværre er antallet af maps kritisk lavt (kun to stk.), så også denne spiltype har en stakket frist.

Aliens vs. Predator havde et enormt potentiale på papiret, men Rebellion taber bolden på stort set alle punkter. Gameplayet er i alle tre kampagner mangelfuldt, sjusket og forældet, billedsiden er uimponerende og multiplayerkomponenten er, omend ganske underholdende, ikke langtidsholdbar nok. Rebellion har med succes formået at gengive mange af universernes mest kendte trademarks, men når man er kommet sig over det, står man tilbage med et spil, der på ingen måde kan måle sig med andre gode first person shooters på markedet.

Om Lars Grubak Larsen