Score: 8
Udkommer til:
Anmeldelsen dækker:

Udvikler(e):
Udgiver(e):
PEGI 16+PEGI Violence

Der er sikkert mange lænestolsgeneraler, der har ventet rigtig længe på dette næste spil i Total War serien. Efter Empire: Total War, var et møde med den lille korsikaner med de store strategiske egenskaber nemlig en naturlig udvikling for serien – men med Napoleonskrigene kommer også en række ændringer i forhold til Empire: Total War. Se med her og se om Creative Assembly igen kan imponere.

Sacrebleu!

Napoleonskrigene har altid fascineret mig – jeg har forbrugt store dele af min ungdom på at male små tinsoldater, for efterfølgende at skubbe dem rundt på et hjemmelavet landskab, der skulle ligne de berømte slagmarker fra Napoleonstiden. Som så mange andre med samme hobby, har jeg i årevis sukket efter et spil, der kunne supplere min glæde ved at skubbe rundt med så tinsoldater. Desværre har der ikke været ret mange strategispil, der har fanget perioden synderligt godt – nok mest af alt fordi der stort set ikke har været nogle strategispil om Napoleonskrigene. Der er i hvert langt imellem snapsene. Derfor er det med en vis spænding jeg har kastet mig over Napoleon: Total War – så lad os se om dette skal være det første computerspil i nyere tid, der kan leve op til mine forventninger, når det kommer til spil med Hr. Bonaparte i hovedrollen.

Det begynder meget traditionelt – i hvert fald hvis man har spillet de foregående Total War spil og især hvis man har spillet Empire: Total War. For at spille den store 1805 – 1812 kampagne, der foregår over det meste af Europa, skal man nemlig først gennemføre to mindre kampagner om Napoleons felttog – nemlig kampene i Norditalien i 1796 og invasionen af Ægypten i 1798. Disse to kampagner kan sammenlignes lidt med ”Road to Independence” kampagnen i Empire: Total War, for når de er gennemført, hvilket kan gøres på en aften per kampagne, låser man op for den store centrale kampagne, hvor man som Napoleon kan kaste sig ud i åben krigskørsel med hele Europa.

Udover de tre kampagnemuligheder (og en tutorial) er der også en mulighed for at spille en af fire koalitionsmedlemmer (Preussen, Østrig-Ungarn, Rusland og Storbritannien). Dertil kommer muligheden for at prøve kræfter med et historisk slag – såsom Borodino, Waterloo og Austerlitz. Der er også blevet plads til et par flådeslag – nemlig Trafalgar og Nilen. Disse er da meget sjove i en kort periode, men det er den store 1805 – 1812 kampagne, der sælger biletterne.

For få store ændringer
Kendere af Total War serien vil øjeblikkeligt finde sig hjemme i kampagnerne i Napoleon: Total War. De er delt mellem en strategisk trækbaseret del (et træk er en halv måned), hvor man bevæger sine hære på et oversigtskort og en realtime del, hvor man leder sine regimenter på slagmarken. Som i de foregående Total War kan man udvikle sine byer, dog ikke så meget som i de foregående spil, og der er enkelte ressourcer at udvikle i dine provinser. De store lande er opdelt i provinser, i modsætning til Empire: Total War, så det er muligt at hugge enkelte provinser fra fjenden, uden at indtage hele deres nation.

Europakortet under Napoleonskrigene er kendetegnet ved en lang række småstater omkring Preussen og ikke mindst i Italien. En lang række af disse er i diverse væbnede forbund med Frankrig fra starten af 1805 kampagnen – men en smart ny feature betyder at man kan skabe nye stater ved at indtage områder og erklære dem for ”befriet”. Dette skaber en ny nation (hvis der altså er en ny nation at skabe), der automatisk er et protektorat af Frankrig og som sådan yder 50% af sin indtægt direkte til dine lommer. Dertil kommer at nationen stiller en mindre styrke til din rådighed. Desværre er denne styrke bestående af franske tropper – det havde været noget sjovere at have enkelte regimenter fra de forskellige små tyske stater i sin hær.

Når nu vi er ved at snakke om regimenter, så byder spillet på den sædvanlige række af linjetropper, militser, jægere og skytteenheder, forskellige typer af artilleri og naturligvis rytteri. Der er en god adspredelse i især rytteriet, mens fodfolket primært vil bestå af ensformige geledder af linjeregimenter eller militssoldater. Disse kan med jævne mellemrum blive suppleret af eliteenheder som grenaderer eller gardere – ja den franske gamle garde er naturligvis med. Flåderne er også som man måske kender dem fra forgængeren – linjeskibe suppleret af diverse lette fartøjer som korvetter, slupper eller fregatter. I stedet for at sende handelsflåder land og rige rundt, er der langs Europakortets kant oprettet handelsruter man kan placere sine flåder i, hvis man vil importere varer som kaffe, silke, krydderier m.v. Dermed er der også basis for raiding og økonomisk krigsførelse. En fodnote ved raiding af handelsruter er at man nu også kan plyndre en handelsrute på land ved at blokere vejen med en af sine hære.

Der er blevet plads til enkelte smarte ændringer i gameplayet – en af disse er din evne til at vælge hvilken general du vil hyre. I stedet for at få en tilfældig general, når du ”køber” en ny, kan du vælge mellem tre virkelige generaler, der er prissat alt efter hvilke færdigheder de har. Måske ikke en revolutionerende ændring, men ikke desto mindre et fint påfund.

En anden og mere nødvendig feature er forsyninger – og det er da vist også på tide at det kom med i Total War serien. Intet spil om Napoleon ville være komplet, hvis man ikke kunne marchere sine hære ihjel i en bidende vinter på de russiske sletter. Men bare rolig, selvom forsyninger er kommet med i spillet, bliver det ikke noget, du skal bruge mange timer på. Det fungerer nemlig såre enkelt – når du tager tab i kamp, kan du ikke ”bare” betale dig fra at få dine regimenter fyldt op med ny kanonføde – de bliver automatisk opfyldt alt efter hvor god forsyningssituation de befinder sig i – dette har noget at gøre med vejforholdene i regionen og om der er bygget et depot i regionen de befinder sig i. Dertil kommer at enheder, der befinder sig i en ørken eller udenfor om vinteren, når et træk er slut, vil tage tab. En enkel, men for det meste, velfungerende måde at simulere forsyninger og mangel på samme på.

AI'en på det strategiske kort er ikke blevet meget bedre – men i det mindste kan fjenden finde ud af at landsætte tropper fra skibe denne gang. Dog tøver AI'en lovligt meget med at gå i offensiven, også selvom han tydeligvis er lokalt numerisk overlegen. AI problemerne er ikke så forfærdelige, som de har været i tidligere spil, men den foretager sig stadig nogle mærkelige manøvrer.

Diplomati-systemet er blevet udbygget en smule med ekstra forhandlingsmuligheder, men fungerer ellers som det gjorde i Empire: Total War og det samme gør handel, beskatning og regerings-panelet. Forskning er der også en smule af – men betydeligt mindre end i forgængeren. Napoleon: Total War har med andre ord et ret stort fokus på kamphandlinger. Idet det strategiske kort er blevet betragteligt mindre end i forgængeren (farvel til Amerika, Nordafrika og Indien), formår spillet at holde sit fokus på de europæiske kamphandlinger. Det er sikkert ikke alle der vil se dette som en forbedring.

På slagmarken
Realtime kampene er blevet shinet gevaldigt op med masser af ny og virkelig detaljeret grafik. Grafikken under slagene er måske den største stjerne i hele spillet. De visuelle forbedringer omfatter kratere når haubits-granater lander, røg, mundingsild og ikke mindst en masse nye animationer til soldaterne. Når det så er sagt, så er der stadig masser af ting i slagene, der kunne gøres bedre. AI'en er igen ikke alt for snu, men nu forsøger den i det mindste på at udnytte lokalt overtal og den er bestemt ikke bleg for at angribe (selvom den ikke er særlig god til det).

Desværre vender fort-slagene fra Empire: Total War tilbage. Men heldigvis kun i begrænset omfang. Det er kun meget få byer, der har et fort og de er hundedyre at bygge, så langt hen af vejen slipper man for de elendige belejringsslag.

Napoleon: Total War introducerer desuden synlig ”command radius” for officererne, så man kan se hvilke enheder han giver en moralsk bonus og spillet indfører ”rally” egenskaben til officererne, som jeg mener forsvandt efter Medieval II: Total War. Med denne kan generalen give et boost til alle enheders moral indenfor sin command radius. Det gælder derfor om at holde sine generaler tæt på kamphandlingerne – naturligvis med den risiko at de bliver dræbt.

Multiplayer – endelig!
Napoleon: Total War vil måske bedst blive husket for de betydelige landvindinger på multiplayer området. Udover den klassiske mulighed for at spille et af de historiske landslag mod en ven, kan man nu spille en kampagne mod eller med en anden spiller – det kræver nok mere tid end de fleste gider investere i spillet, men det er en kærkommen mulighed for strategi nørderne. Desuden byder spillet på ”drop in” slag, så man kan få en anden spiller til at overtage kontrollen med computerens styrker under et slag. Dette markeres med en knap før slaget, hvor man kan invitere en ven til at spille med.

Napoleon: Total War lever måske ikke helt op til mine skyhøje forventninger – men det er stadig et fornuftigt og underholdende strategispil, til trods for eventuelle AI problemer. Multiplayer mulighederne er virkelig kærkomne, ideen med forsyninger velfungerende og den forbedre grafik på slagmarken virkelig et flot løft på det visuelle område. Men samtidig er jeg skuffet over de manglende muligheder for at samle en koalitionshær – man kan ikke tage soldater fra sine allerede eller protektorater med i sine hære og dermed kan man ikke genskabe den engelsk / nederlandske hær ved Waterloo, den franske hær med masser af italienere og tyskere til Borodino, den spanske / franske flåde ved Trafalgar eller... rigtig mange andre historiske situationer. Det er en skam og det betyder samtidig også manglende variation i de soldater man har med sig på slagmarken.

Når det så er sagt, så er Napoleon: Total War måske det bedste forsøg på at lave et spil om Napoleonskrigene i nyere tid – men som nævnt i indledningen siger det ikke så meget desværre. Karaktermæssigt ligger vi på vippen mellem 8 og 9 – der er ikke rigtig sket så meget, som jeg havde håbet siden Empire: Total War, så samlet set hælder jeg mest til at vægten skal vippe mod 8-tallet.

Gamesector Anbefaler

Om Henrik Schou

Henrik Schou har skrevet om spil siden 1997, hvor han var med til at lave spil-programmet "Hi-Score" for TV-Danmark. Derfra gik det til Jubii's spilsider i 1998. Der fungerede han som skribent ind til år 2000, hvor han startede www.gamesector.dk. Siden da har han fungeret som ivrig skribent - især når der skal skrives om rollespil og strategispil og ikke mindst klassiske point-and-click adventures (hvis død han dagligt begræder).