Dommedag er nær. Djævle, dæmoner og engle er fanget i et dødeligt favntag midt på vores jord, hvor vi stakkels mennesker blot er kanonføde. Midt i dette inferno er en af de fire dommedagsryttere fanget. Krig er hans navn, og med dig foran skærmen bliver han involveret i et actioneventyr af dimensioner, som starter med et frygteligt forræderi mod dig.
Himmel og helvede i åbent opgør
Darksiders er på mange måder en overdådig tour de force i den seneste tids actionspil. Det er ikke fordi der er meget originalitet, der gemmer sig her, mange af enkeltdelene virker ofte løftet direkte løftet fra lignende oplevelser. Heldigvis er et spil mere end sine enkeltdele, det er en samlet fornemmelse, og her må Darksiders sige at træde i relief.
Historien er en som udgangspunkt både en smule knudret og forvirrende. I en kontrær fortælling overdrysset med bibelske undertoner kastes man ind i rollen som dommedagsrytteren Krig. Han er en af de fire ryttere, som skal være med til at dømme levende og døde på den sidste dag. Denne dag er tilsyneladende oprunden, da man pludselig befinder sig midt på jordens gader imens engle og dæmoner udkæmper et dramatisk slag. Det sker med mennesker som rædselsslagne tilskuere.
Alt er selvfølgelig ikke som det skal være. Alene det faktum, at de andre tre dommedagsryttere ikke er inviteret til festen vækker mistanken. Inden længe er man beskyldt for at have overtrådt de hellige regler, og egenhændigt være skyld i menneskehedens undergang. Det vil man selvfølgelig ikke have siddende, så med lidt velsmurt mundtøj får man ens dommere overbevist om, at man er offer for bedrag, og bør få muligheden for at returnere til jorden for at bevise sin uskyld.
Darksiders er først og fremmest blevet sammenlignet med God of War, og slægtskabet lader sig da heller ikke fornægte. Allerede i den korte prolog bliver vi overdænget med blodige kampe, samt gigantiske figurer som enten bevæger sig i baggrunden eller ryger direkte i ansigtet på os i intensive bosskampe. Der er fuld fart på løjerne imens vi afsindigt hugger vingerne af engle, kaster med bilvrag, hopper mellem bygninger og destruerer pågående dæmoner.
Alt det her lyder meget fint, men man sidder alligevel i starten med en fornemmelse af, at så sjovt er det nu heller ikke. Følelsen af Deja vu er gennemgribende, variationen ikke slående og det hele er utroligt lineært. Er man lidt tålmodig, og vælger alligevel at hænge i, vil belønningen langsomt komme til en. Efter en god times tid åbner Darksiders sig nemlig op, og viser at der er mere underholdning end først frygtet.
Oplevelsen er flot strikket sammen, og føles som en rigtig god helhed. Langsomt føjes der nye lag til, man får mere bevægelsesfrihed og får generelt mere frie tøjler. Samtidig bliver gameplayet krydret med et ikke ligegyldigt element af gådeløsning. Denne refererer stort set altid til nye egenskaber du har tilegnet dig. Det gør at mange rum nærmest bliver små puzzles, hvor du skal kombinere dine evner til at komme til udgangen. Sværhedsgraden her er tilpas skruet op til, at det fungerer som et decideret modspil til de mange kampe.
Kampene er selvfølgelig spillets andet store element, og også her formår Darksiders løbende at forny sig. Modstanderne er varierede, kræver forskellige indgangsvinkler og man får fra tid til anden adgang til nye evner. Vælger man bare simpel hack’n’slash vil eventyret ikke vare længe – det gælder især hvis man tør skrue sværhedsgraden op. Til gengæld er glæden over en vel endt kamp klart til stede, man føler ofte resultatet reelt kom grundet egne evner.
Grafikken er med til at give oplevelsen et særegent præg. Joe Madureira (som blandt andet har været tegner af X-Men) står for det grafiske design, og det har han formået at gøre uden at falde i alt for mange klicheer. Vores hovedperson er et tilpas kryds af østlig og vestlig indflydelse med sin muskuløse krop, atletiske bevægelser og kæmpe sværd. Modstanderne er ligeledes ofte inspirerede at se på og når først spillet kommer i gang bliver baggrundene også både indtagende og spektakulære. Lidt tekniske fejl hiver dog en anelse ned i helhedsindtrykket. Det suppleres dog godt af lydsiden, hvor blandt andet Mark Hamill atter er at finde som stemmeleverandør, mens musikken er fint bombastisk.
Darksiders byder på overraskende meget variation, hvis man bare har tålmodigheden til at spille sig igennem den lidt stillestående start. Det er et fint sammensurium af ideer, som lugter mere af inspiration end tyveri. Grafikken er med til at give illusionen liv, og selv om det hakker til tider er indtrykket her stadig over middel. Kampene er fede, men du skal dog være indstillet på at løse puzzles, da disse vægter pænt i spillet. Er du til gengæld det, vil den samlede oplevelse få et løft.
Loading ...
