[Casual Gaming] Alle, der har bare den mindste interesse i puzzlespil og som fordriver deres arbejdsdage med at surfe rundt på diverse sider med minispil på Internettet, kender med sikkerhed Bejeweled eller en variant heraf. Der er en puzzle-klassiker af de helt store og spillet står som et lysende fyrtårn for alle kvaliteterne i casual gaming genren. Nu er der så kommet en forbedret udgave, som vi kigger nærmere på her.
Bejeweled med et twist
Nogle gange er mit job som anmelder lettere end andre. Umiddelbart er i dag en af dem, for jeg er i den heldige situation, at spillets navn i dette tilfælde indeholder alt den information, du som forbruger har behov for. Alligevel bør jeg nok bruge de følgende linier på at gå bare en lille smule overfladen på denne uslebne juvel. Bejeweled er tilbage men denne gang med et lille twist.
Konceptet er den fortsatte videreudvikling af det oprindelige geniale Tetris. Igen har vi med farveblokke at gøre, som traditionen tro skal matches. Det oprindelige Bejeweled tog sit udgangspunkt i en form for matrice af farvede ædelstene, hvor man kan få to sten til at skifte plads for at få flere i samme farve på stribe. Bejeweled Twist tager skridtet videre, og lader nu spilleren dreje en hel blok af farvede sten (fire styks) hvormed man skal forsøge at matche ens farver. Tre af samme slags forsvinder blot fra skærmen, fire af samme farve skaber en lille eksplosion, der hiver nogle ekstra blokke med og fem af samme slags skaber en særlig hjælpsom blok.
Modsat originalen løber man ikke tør for muligheder – i stedet går man glip af bonuspoint, hvis ens ryk med ædelstenene ikke resulterer i de rigtige farvekombinationer. Denne fremgangsmåde gør både banerne sjovere og lettere end tidligere. Det skal dog ikke forstås, som om spillet ikke kan være frustrerende. Nej, udviklerne har nemlig valgt at smide nogle bomber med i begivenhederne, der virkelig kan ødelægge et godt run. Når man ikke at eliminere disse – og det sker! – vil de skifte til noget nyt. Er man heldig bliver de bare en farvet juvel, er man uheldig er det game over.
Selv om det betyder, at spillet har et klart strejf af held, er det stadig god underholdning. Det især, hvis man vælger ”Challenge Mode”, hvor man på tid skal udføre en række forskellige udfordringer. Disse er pænt varierede og udvalget er relativt stort. Der kan hurtigt forsvinde et uset antal timer imens man siger og bryder hovedet.
Bejeweled Twist er en intelligent videreudvikling af en god original. Det er vel produceret og fyldt med imødekommende varme farver. Spillet har et godt tempo og det byder på hovedbrud, pressede situationer, underholdning samt et element af uforudsigelighed. Kan varmt anbefales.
Prøv før du køber – kig forbi www.screenseven.dk.



