Heavy Rain

Score: 9
Udkommer til:
Anmeldelsen dækker:

Udvikler(e):
Udgiver(e):
PEGI 18+

Man støder på mange slags spil som spilanmelder. Der er alle de traditionelle actionspil, puzzlespil, rollespil og så videre. Så er der dem, der forsøger at være skæve, specielle, mystiske eller nytænkende – ofte med varierende grader af held. Og så er der Heavy Rain. Heavy Rain er – ja svært at sætte sin finger på – ikke fordi det er svært at kalde spillet for et adventure eller en interaktiv film, for det er nærmest det det er. Men det er svært at beskrive et spil, der i så stor grad handler om stemning, følelser og konsekvenser.

Fantastisk fortælling

De fleste har nok allerede læst og set en del til Heavy Rain. Derfor ved de fleste sikkert også, at den grundlæggende præmis for spillet er jagten på en seriemorder – ”The Origami Killer”, der kidnapper børn og drukner dem. Spillets handling fortælles fra fire forskellige personers vinkel, der hver for sig har deres egne dæmoner at kæmpe med, imens de berøres af begivenhederne i spillet. Det ville være let at kalde Heavy Rain et adventurespil. Alt for let – for spillet er meget mere end det.

Heavy Rain handler nemlig om stemning – en tyk dyster noir stemning, hvis triste historie vil give selv de hårdeste hunde våde øjne og en klump i halsen. I starten af spillet stifter vi bekendtskab med arkitekten Ethan Mars, der tilsyneladende lever et uforstyrret idyllisk liv med sin kone og sine to drenge.

Denne indledende del af spillet fungerer som tutorial for spillets specielle kontrol, men desværre for Ethan varer det lykkelige liv ikke ved. En af hans sønner omkommer ved et uheld og da vi efter spillets intro igen møder Ethan, er han en knækket mand, der er separeret fra sin kone og nu bosiddende i et dystert og trist hus. Ethan forsøger efter bedste evne at være en god far for sin anden søn Shaun og det får man som spiller lov til at hjælpe ham med.

Men lige som man tror at livet ikke kan smide mere grus i Ethans maskineri, så bliver han ramt af endnu en ulykke da Shaun kidnappes af The Origami Killer. Ethan skal mønstre de sidste kræfter han har i sit liv for at redde sin søn, men han er ikke alene i sin søgen efter den mystiske morder. Spillet introducerer nemlig også tre andre karakterer, som man kommer til at spille og som alle har en eller anden indvirkning på begivenhedernes gang.

Scott Shelby, der er den første figur man spiller efter indledningen med Ethan, er en gammel privatdetektiv – præcis som man kunne forestille sig dem fra en ærketypisk amerikansk film. Han er meget afdæmpet og afklaret omkring sin mission – at gennemgå The Origami Killer sagen for at finde spor, som politiet eventuelt har overset. Den næste karakter man støder på er en FBI-agent ved navn Norman Jayden. Han assisterer det lokale politi i forsøget på at fange The Origami Killer, dog uden megen held eller hjælp fra de lokale myndigheder. Den sidste karakter er journalisten Madison Page, der er frygteligt plaget af søvnløshed.

Spillets handling skifter mellem de fire karakterer på bestemte steder i plottet, så man får lov til at opleve begivenheder fra flere forskellige synspunkter. Historien er naturligvis det bærende element i spillet, men også de konsekvenser, der er i de handlinger, som man kan foretage (eller lade være med at foretage) med de fire hovedpersoner er vigtige. Desværre ville jeg ødelægge for meget ved at fortælle mere om historien eller om de særpræg, der er ved The Origami Killer - jeg kan blot sige, at historien er i absolut særklasse og helt fantastisk fortalt, men man skal gøre sig klart, at Heavy Rain er et tungt, følelsesladet og især langsomt spil.

Kontekst-kontrol
Kontrollen i Heavy Rain kræver en smule tilvænning. Selve kontrollen med karakteren er relativ enkel og er en typisk 3. persons kontrol, men interaktionen med omgivelserne kræver en smule træning. Man kan nemlig interagere med rigtig mange ting – masser af disse har stort set ingen effekt på selve handlingen i spillet, mens andre er vitale for at drive spillets plot fremad.

De ting man kan interagere med er rent kontekstbaserede. Gå tæt på dem og et ikon popper op på skærmen. Ikonet fortæller dig hvordan du skal bevæge højre analoge stick på controlleren for at anvende tingen. For eksempel kan det være du skal trykke den til højre for at skubbe en skabsdør til højre eller lave en halvcirkel for at åbne en køleskabsdør. Når man efter lidt træning har fået styr på denne del af kontrollen virker den ganske intuitiv.

Andre gange udsættes man for små kontekstbaserede ”minispil” med tasterne. Det er typisk for at udføre mere komplekse handlinger. Dette involverer f.eks. at trykke på taster i en rigtig rækkefølge, hold dem inde lige tilpas længe eller bevæge den analoge stick meget roligt indtil en kasse på skærmen er fyldt ud.

Sidder man fast undervejs eller vil man hurtigt videre i handlingen kan man ”lytte” til sin karakters tanker, der giver et ”mål” for hvad man burde gøre. Det fungerer ofte som en form for hint-funktion og personligt havde jeg det sjovest med spillet, når jeg ikke anvendte den. Men det kan man jo heldigvis selv bestemme om man vil eller ej. Der er forskellige sværhedsgrader i spillet, hvilket relaterer sig til hvor svære tastekombinationer man bliver udsat for – spil på den sværeste, så får du mest ud af spillet.

Det hænder, at man render ind i noget, der bedst kan beskrives som klassiske Quick Time Events i forbindelse med spillets actionsekvenser – for eksempel hvis man ender i et slagsmål. Her skal man reagere hurtigt på begivenhederne på skærmen ved at følge de instrukser, der vises og er man for langsom ”taber” man. Det betyder dog ikke nødvendigvis at spillet er slut, blot at begivenhederne tager en anden drejning eller at man sendes videre i historien med en anden filmsekvens end den man have fået hvis man havde klaret udfordringen.

Konsekvenser
Det leder snakken hen på spillets moral og effekten af dine handlinger. Heavy Rain er nemlig ikke et typisk adventure i den almindelige forstand, hvor du skal hapse alt, der ikke er svejset fast og bruge det i alle tænkelige og utænkelige kombinationer for at komme videre. Heavy Rain er et spil med sjæl og følelser, et spil, der vil have dig til at tænke over de mulige konsekvenser af dine handlinger og et spil, der virkelig har noget på hjerte. Der findes ikke rigtig andre spil, der i sådan en grad formår at inddrage spillerens personlighed og med et utal af forskellige muligheder og stier at vælge gennem spillet, giver spileren en fornemmelse af at hvert valg har en konsekvens – helt uden at dette måles i point eller i en ”god / ond” måler. Der er kun din egen mavefornemmelse og de begivenheder du oplever til at vise dig effekten af dine handlinger.

Det er på dette område at Heavy Rain skiller sig mest ud fra sin spirituelle forgænger Fahrenheit. Selve historien i spillet, om hvem der kunne tænkes at være The Origami Killer, er noget mere enkel end det komplette kaos, der var i Fahrenheit og der er et betydeligt større fokus på de enkelte karakterers fortid og deres personlige problemer. Okay nogle af disse er måske en kende for endimensionelle og kilchéagtige, men de fungerer stadig rigtig godt til give spilleren indlevelse i og forståelse for de fire karakterer man styrer gennem spillet.

Hen imod slutningen af spillet forgrener handlingen sig voldsomt alt efter hvilke handlinger man foretager. Der er et væld af muligheder og er man en af den slags, der gerne vil opleve hvad der sker, hvis man gjorde tingene anderledes, er der virkelig basis for flere gennemspilninger af Heavy Rain – især de sidste kapitler, hvor der virkelig bliver åbnet op for afsløringerne.

Bjergtagende
Visuelt er Heavy Rain så absolut en sværvægter. Især karakterernes bevægelser og ansigter stjæler billedet. Mimik og ansigtsudtryk, helt ned til de mindste bevægelser, er fantastisk gengivet i spillet i en sådan grad, at man næsten kan aflæse karakterernes følelser og humør. Men det hænder, at spillet falder igennem enkelte steder med disse animationer – f.eks. er der en romantisk sekvens hvor karaktererne på skærmen kysser hinanden, hvilket ser temmelig mærkelig ud. Det er i småtingsafdelingen, men når et spil i sådan en grad får os til at fokusere på karakterernes ansigtstræk, så er det blot endnu tydeligere når disse falder igennem.

Omgivelserne er ganske nydelige og ret tæt på at ligne fotorealistiske gengivelser. Der er langt fra samme ambitionsniveau i disse som der er i figurerne, men de er stadig ganske nydelige og fyldt med detaljer.

Spilhistorisk begivenhed
Heavy Rain er en fantastisk spiloplevelse. En oplevelse, som du med garanti ikke tidligere har fået ud af et computerspil. Væk er alle de konventioner vi troede altid låste handlingen og gameplayet fast i adventurespil og tilbage står en spiloplevelse, der sætter spillerens handlinger og oplevelser i centrum, bakket op af et usædvanligt stærkt narrativ. Men det er en oplevelse, der i tempo svinger fra det mondæne, som at drikke et glas juice, lege med sine børn eller dække bord, til intense handlingsmættede begivenheder, når du er på sporet af en seriemorder, der har kidnappet din søn. Det er ikke en oplevelse alle vil bryde sig om – men til trods for det, så er Heavy Rain ikke en spiloplevelse, som man bør snyde sig selv for – for det er lige nu og her, i Heavy Rain, at der skrives spilhistorie.

At der diskret står ”only on playstation” på spilkassen trækker linjerne op for en af de helt store spildueller i 2010 – Heavy Rain står nu klar i ringen med mesterskabsbæltet om livet. Nu venter vi så i åndeløs spænding på udfordreren Alan Wake fra Microsoft.

Gamesector Anbefaler

Om Henrik Schou

Henrik Schou har skrevet om spil siden 1997, hvor han var med til at lave spil-programmet "Hi-Score" for TV-Danmark. Derfra gik det til Jubii's spilsider i 1998. Der fungerede han som skribent ind til år 2000, hvor han startede www.gamesector.dk. Siden da har han fungeret som ivrig skribent - især når der skal skrives om rollespil og strategispil og ikke mindst klassiske point-and-click adventures (hvis død han dagligt begræder).