Dark Void forsøger sig med en lidt alternativ tilgang til 3rd person-shootergenren, hvor en jetpack og et vertikalt coversystem skal separere det fra de stærkeste konkurrenter. Desværre ender slutproduktet med at være både generisk og ligegyldigt, og man savner i den grad ambitioner og ’polish’.
Rise up!
Mange udviklere har i sandhed forsøgt sig med forskellige bud på, hvordan spil som Gears of War og Uncharted skal væltes af 3rd person-tronen. Fracture introducerede deformerbart terræn muliggjort igennem en række våben, der kunne løfte og sænke miljøet. Dark Sector tildelte spillere en muteret arm, der fungerede som både en trebladet kastekniv og lyskilde. Army of Two vægtede two-player co-op højt. Og Damnation gav spillere hidtil usete akrobatiske evner i et interessant steampunkunivers. Fælles for dem alle var dog, at denne fokus på elementer, der velsagtens kan falde under fanden ’gimmicky’, lod til at gå ud over de mere vitale mekanikker for genren, og derved skabte et mere eller mindre utilfredsstillende gameplay.
Introducing Dark Void. Airtight Games, der indtil nu blot har det fremragende Crimson Skies: High Road to Revenge under bæltet, har forsøgt at skabe en lidt anderledes actionoplevelse ved at lade hovedpersonen bære en kombineret hover- og jetpack. Dette tilfører den velkendte 3rd-person-shootermodel nogle interessante muligheder, der også udvider slagmarken betragteligt.
Historiens præmis er i og for sig ganske tiltalende. Spillere vil finde sig selv i rollen som pilot Will Grey, der på en fragtopgave styrter ned i Bermuda Trekanten, og som følge finder sig selv i et parallelt univers, hvor en fremmed race kaldet The Watchers (slimklatter iklædt robotuniformer) dyrkes som guder af et stammefolk. Sammen med en gruppe andre overlevende må Will nu forsøge at stoppe The Watchers fra at udslette menneskeheden, og hjælpes på vej til dette af opfinderen Nikola Tesla, der eftermonterer Watcherteknologi til at kunne bruges imod dem. Problemet med historien er blot, at den fortælles så konveluteret, at man aldrig rigtig tager sig af de ting der foregår. Der udelades for megen information, forfatterne udviser en frygtelig mangel på sans for basal fortællekunst – og så hjælper det heller ikke, at Will tilsyneladende er ligeså uimponeret, som vi er. Det er en skam, da grundidéen med Bermuda Trekanten som et fortællermæssigt udgangspunkt giver næsten uanede muligheder. Dog er de rigtig gode idéer forblevet i brainstorming-stadiet, og aldrig videreudviklet, så de fungerer i realiteten.
Dark Void udspiller sig både på land og i luften, og kvaliteten på de to gameplayaspekter er milevidt fra hinanden. På jorden er spillet blot endnu en ordinær 3rd-person-shooter med et forældet coversystem og uden den tyngde, der gør især Gears of War så pokkers godt. Styringen er klodset, våbnene er få og uden egentlig punch, og værst af alt: fjenderne er uinteressante som bare pokker. Man føler aldrig denne essentielle tilfredshed ved at skyde en fjende, og dermed går lysten til at fortsætte tabt. Vertikalt cover bidrager aldrig med noget, i hvert fald ikke noget man føler har manglet, og gør det i grove træk kun muligt at bevæge sig fra cover til cover på bjergsider og bygninger. Mekanikken er helt den samme som på jorden, og det virker derfor noget søgt, når Capcom nærmest sælger den som en gameplayrevolution.
Endnu mere kritisabelt er det, at spillets fjender er så torskedumme, som tilfældet er. Aldrig vil de være en udfordring på kløgt, kun i kraft af antal, og især i de vertikale kampe udstilles AI’ens mangelfuldheder. De hopper friskt fra cover til cover uden egentlig idé om, hvad de vil, og hvor spilleren befinder sig, og ignorerer da også gerne en NPC eller to på vejen. Det er generisk i ordets sande betydning.
Nej, Dark Void står klart stærkest når man befinder sig i luften med sin jetpack, og det er tydeligt, at Airtight tidligere har arbejdet med flyspil. Derfor er det endnu mere ærgerligt, at der skal gå så længe, før man rigtig for lov at udfolde sig i luften med loops, rolls og andre manøvrer, der nu hører sig til. Styringen er lidt svær at vænne sig til, og fartfornemmelsen er ikke den mest overbevisende, men når man første gang har udmanøvreret et fjendtligt rumskib og kapret det mid-air, glemmer man næsten alt om spillets mange svagheder. Endnu mere ærgerligt er det således, at så lidt af spillet rent faktisk foregår i luften. Airtight har tilsyneladende ikke villet indse, at den traditionelle shooter-del er så svag i forhold til jetpack-sekvenserne, og fratager derfor Will muligheden for at flyve senere i spillet. Dette minder igen én om de store problemer, og selvom man hurtigt får lov at flyve til sidst i spillet, har disse sat så dybe ar, at man næppe glemmer det igen.
Præsentationsmæssigt er Dark Void ej heller nogen stor oplevelse, og både artstyle, animationer og miljøer er gennemgående uimponerende og uden liv. Karakterdesignet mangler personlighed både hvad angår venner og fjender, og så rammer spillets lip-sync så forkert, at det næsten er morsomt. Den, i spilregi, navnekyndige Nolan North lægger stemme til Will, men selvom North er en rigtig dygtig stemmeskuespiller, minder hans tilstedeværelse blot én om, at man i stedet burde sidde og spille Uncharted 2, Assassin’s Creed 2 eller Prince of Persia. Musikken skal dog nævnes som et højdepunkt. Den håndteres af Bear McCreary, et navn man måske vil genkende som ham, der står bag musikken til Battlestar Galactica.
Dark Void har bestemt sine øjeblikke, og især i spillets luftkampe demonstrerer Airtight en enorm kompetence indenfor netop dette. Desværre insisterer de på at gabe over så meget mere end de er i stand til, og dét kombineret med generiske shooterelementer og en dårligt fortalt historie bevirker i sidste ende, at man ikke har lyst til at vende tilbage når spillet er gennemført. Og i værste fald forsvinder lysten inden man er kommet helt igennem.
Loading ...
