Bayonetta

Score: 9
Udkommer til:
Anmeldelsen dækker:

Udvikler(e):
Udgiver(e):
PEGI 18+PEGI Bad LanguagePEGI Violence

Skaberen af Devil May Cry, Hideki Kamiya, har begået en lille genistreg med det lidt utraditionelle actionspil Bayonetta. En langhåret, langbenet og besnærende klædt heksemutter med hukommelsestab er omdrejningspunktet for Bayonettas lidt flade historie, men med en sjældent set hårdtpumpet actiondel, samt boss-fights, der kan slå pusten ud af de fleste, er Bayonetta en af de mest behagelige overraskelser, vi endnu har set til boxen.

En femdobbelt Tornerose

Vores overdrevent sexede heltinde, heksen Bayonetta, har sovet i 500 år og vågner uden at have noget som helst begreb om sin fortid. Placeret i en verden fyldt med engle og dæmoner er det nu din opgave at kæmpe mod det onde (eller er det det gode?) og samtidigt løse mysteriet om Bayonettas fortid. Historien, som delvist fortælles via flashbacks efterhånden som man bevæger sig frem i spillet, er hørt mange gange før og er heldigvis ikke det væsentlige i Bayonetta, som må betragtes som et rendyrket actionspil i ordets bedste forstand, krydret med lidt platformspil og en forholdsvis høj sværhedsgrad. Sværhedsgrader er der hele 5 af. På de to laveste kan spillet uden problemer gennemføres af de fleste, idet størstedelen af fjenderne her kan klares ved at anvende blot en enkelt knap, men begynder man på middelniveauet Normal eller højere, vil man hurtigt finde ud af, at Bayonetta kræver lidt mere end de fleste spil.

Heldigvis er vores heltinde god til at slå fra sig. Med pistoler på fødderne, en hårpragt, som kan anvendes som pisk og et væld af slag og spark er der masser af muligheder for at neutralisere fjenderne. Som i så mange andre spil udføres slag og spark via en kombination af forskellige tastetryk, hvor de sværest udførte naturligvis volder mere skade end de mere simple af slagsen. Herudover har Bayonetta også mulighed for at opsamle håndvåben fra allerede nedlagte fjender, som hun så kan bruge videre i kampens hede.

Man kan naturligvis også undgå fjendens slag. Dette gøres vha. højre trigger, og timer man det således, at man udfører afvigelsesmanøvren i absolut sidste øjeblik, aktiveres et af kampsystemets største forcer, den såkaldte Witch Time, hvor alt omkring Bayonetta bevæger sig i slow motion, alt imens Bayonetta selv kan udføre præcise og ofte dødbringende kombinationer. Witch Time bidrager væsentligt til det i forvejen vellykkede kampsystem, som i sig selv hele vejen igennem virker både intuitivt, gennemtænkt og lettilgængeligt, om end det kræver en del øvelse at mestre.

Via kampene opsparer Bayonetta også en slags ekstra energi, som kan udløse såkaldte Torture Attacks, som aktiveres ved specielle tastetryk, som regel Y + B, hvorefter en fjende eksempelvis får kappet hovedet af i en guillotine eller bliver spiddet i en jernjomfru. Jo, Bayonetta er bestemt et uhyre voldeligt spil, og det er ikke uden grund, at det har fået en PEGI–rating på 18.

Kend din fjende
Fjender er der mange forskellige af, de kommer som regel i serier, og mange af kampene er så intense, at de mest af alt minder om små boss-fights. Men tag ikke fejl – Bayonetta har sine helt egne boss-fights. Der er mange af dem, og den ene er mere storslået end den anden. Kæmpestore monstre, som der næppe findes ord for på dansk, og som nærmest ikke kan være på skærmen, er dagsordenen, når en bane nærmer sig slutningen, og disse kampe kræver ofte lang tid og mange forsøg. Hver fjende skal nemlig typisk klares på sin egen helt specielle måde, og man kan bruge længe på at hitte ud af, hvordan man skal klare den. Ofte skal nedkæmpningen af hovedfjenderne også kombineres med diverse quicktime-events, hvoraf en del af disse fremkommer helt uden varsel. Misser man dem, må man starte kampen forfra, men er man rap på fingrene, volder de dog ikke de helt store problemer.

Bayonetta har flere andre egenskaber end blot at kunne kæmpe. Bl.a. kan hun forvandle sig for at få andre egenskaber, eksempelvis til en hurtigtløbende panter, hvilket er påkrævet i mange af spillets sekvenser. Derudover kan Bayonetta i visse tilfælde også vende tyngdekraften og eksempelvis bevæge sig ret op ad en ydermur eller en bjergside. Det fungerer uhyre godt og er medvirkende til at sætte prædikatet hæsblæsende godt og grundigt fast på action-delen.

Saml selv
Spillet rummer masser af collectibles, som giver bedre egenskaber eller kan veksles til rå valuta, som er guldringe, hvilket må være kraftigt inspireret af guldringene fra SEGA’s vel mest kendte spilserie; Sonic-spillene. Guldringene kan anvendes i butikken, som man finder man ved at træde ind i Gates of Hell, portaler som er spredt rundt omkring i spillet – ofte før der sker noget stort. I butikken man man forlyste sig med nye våben, opgraderinger, health packs, nye dragter med mere, og mellem hver bane spillet man desuden et lille og ganske underholdende mini-game, hvor man skal skyde flyvende fjender ned, og de guldringe, man scorer, kan man ligeledes anvende i shoppen.

Foruden collectibles findes også et antal portaler til en anden verden, Alfheim, hvor man skal nedlægge fjender. Udfordringerne foregår her på tid, og ofte er mulighederne begrænset til eksempelvis et bestemt antal slag og spark eller at Witch Time er slået fra.

Disse ekstra udfordringer samt spillets collectibles er naturligvis knyttet sammen med en række af spillets achievements, som må siges at være godt varierede og forholdsvist krævende.

Det er kunst!
Grafikken i Bayonetta er måske en smule kantet, men derudover er det svært ikke at lade sig imponere. Rent stilistisk er Bayonetta på absolut højeste niveau for et Xbox 360-spil. Omgivelser, bygninger, fjender og animationerne er udført helt i egen stil. Det er uhyre smukt og detaljeret, og man kan næppe finde noget, der minder om det. Der foregår hele tiden en masse på skærmen, men trods en høj detaljeringsgrad med masser af bevægelse afvikles spillet fuldstændigt flydende og særdeles hurtigt, hvilket naturligvis gør oplevelsen helstøbt.

Lydmæssigt er effekter og dialoger rigtig gode, en smule overdrevne men perfekt tilpasset spillets stil. Musikken lyder som noget, der kan hører i Super Brugsen, det er typisk japansk, men det passer perfekt ind.

Årets hidtil bedste
Gennem den første halve time af Bayonetta var jeg forholdsvist skuffet, da det i bund og grund mindede lidt for meget om de mange Dynasty Warriors hack’n slash-spil, som jeg bestemt ikke har gode erfaringer med. Heldigvis begyndte der efter kort tid at ske en voldsom udvikling i min opfattelse af spillet, og Bayonetta er bare et af den slags spil, der bliver bedre og bedre, jo mere man spiller det.

Det uhyre gennemførte kampsystem, hvoraf især Witch Time og Torture Attacks skal nævnes, er så absolut et af de bedste af slagsen, der nogensinde er set inden for genren, og hele spillets grafisk meget kunstneriske og særegne stil er helt uden sidestykke. Lyd, dialog og musik er til den lidt corny side, men det passer dog ganske godt til spillets overordnede stil, og trods hurtig action med masser af grafiske elementer på skærmen afvikles spillet fuldstændigt flydende hele vejen igennem, og kun ganske få gange oplevede jeg, at synsvinklen ikke var den mest heldige.

Selv efter at spillet er gennemført, er der masser af udfordringer og masser af spilletid i Bayonetta, og det er uden betænkeligheder, at jeg kårer Bayonetta til et af de hidtil bedste action-spil på Xbox 360.

Gamesector Anbefaler

Om Thomas Heine Bech

Thomas har været spilanmelder på Gamesector siden 2007 og anmelder for det meste spil til Xbox One. De foretrukne genrer er sport, bilspil, adventure, puzzle, platform, action og RPG (tja, det er vel næsten det hele), men hjertet banker især for de gamle 80'er-klassikere. Favoritspil på Xbox-konsollerne: Rayman Origins, Plants vs. Zombies, Tom Clancy's G.R.A.W., Pure, Game Room, Scramble, Limbo, Braid, Trials HD, Just Cause, Burnout Revenge, Raiden Fighters Aces og Pinball Hall of Fame: The Williams Collection.