Bayonetta

Score: 8
Udkommer til:
Anmeldelsen dækker:

Udvikler(e):
Udgiver(e):
PEGI 18+PEGI Bad LanguagePEGI Violence

Julemaden har sat sig, nytårsbranderten har lagt sig, og spilbranchen er ganske roligt begyndt at vågne op til dåd. Bayonetta er velsagtens årets første større spiltitel, og virker om noget som spildesigner Hideki Kamiyas spirituelle efterfølger til Devil May Cry-serien. Læs med, og find ud af om vores heltinde er mere end blot en tarvelig udgave af Dante i et nyt skin.

Dante May Cry


Umiddelbart er det meget, meget tydeligt, at det er de samme folk der står bag Bayonetta, som har givet os nogle af de mest medrivende og tilfredsstillende actionoplevelser med Devil May Cry-spillene. Kamiya har tydeligvis haft fundamentet helt på plads, da han sammen med resten af Platinum Games gik i gang med udviklingen af Bayonetta, og spillet virker derfor snarere som en naturlig videreudvikling af konceptet fra DMA end en helt ny og unik IP. Dette gør dog bestemt ingenting, for alt hvad Devil May Cry gjorde, det gør Bayonetta bedre.

Spillene ligner måske hinanden allermest i det utrolig flydende og tilfredsstillende kampsystem, hvor nærkamp kombineres med en bred vifte af håndvåben, men også i Bayonettas overordnede design emmer det af Devil May Cry. Alligevel tilfører Bayonetta denne formel nogle helt nye aspekter, der gør det til en langt mere givende actionoplevelse. Og dette er uden overhovedet at miskende DMAs store forcer.

Heltinden selv, Bayonetta, er en af de skævere karakterer der har prydet et spilcover i lang, lang tid, og hun placeres i et univers, der om muligt er endnu mere absurd og grotesk. Selv er hun en heks, der netop er vågnet op fra 500 års søvn uden en egentlig idé om, hvem hun er, og hvorfor hun har været væk så længe. I en tætsiddende dragt skabt af hendes eget hår, er det således op til spillere at klarlægge hendes fortid igennem en blanding af spilbare flashbacks og sekvenser i nutiden i et over-the-top eventyr, hvis lige ikke er set længe.

Bayonetta har nemlig det hele. Med revolvere på fødderne, et hår der kan omdannes til enorme monstre (samt fungere som forlængelse af egne arme og ben) og magiske evner (blandt andet kan hun omdanne sig selv til en panter for at løbe hurtigere) trækkes hun igennem en verden med et væld af englelignende fjender, minibosser så store, at de hver især snildt kunne være slutbossen i andre spil og setpieces så vanvittige, at jeg har svært ved at se en anden titel toppe det. Man vil opleve at kæmpe på nedstyrtende klipper, væltende bygninger og på kørende biler imod hordevis af fjender – ja, der sker simpelthen så meget på skærmen, at man ofte føler man spiller i blinde, men da det samtidig er hamrende underholdende, så ender man med at fortsætte. Der er taget en indlysende ’anything-goes’-tilgang, og i kraft af spillets meget overdrevne univers brænder dette igennem i både historien, fjendedesignet og de meget varierende miljøer.

I centrum er en styring så intuitiv, hurtigtreagerende og tilfredsstillende, at Bayonetta ofte er svært at slippe igen. På ’very easy’ og ’easy’ spiller det nærmest sig selv (så der er også håb for de ikke så skrappe), men når man kommer op i de øvre sværhedsgrader, vil man virkelig få kam til sit hår, og være nødt til virkelig at sætte sig ind i kampsystemet for at mestre det. Derfor er det blot endnu mere væsentligt, at styringen er liget i øjet. Der er absolut ingen overgang når man går fra én handling til en anden, og aldrig vil man opleve forsinkelser fra man trykker på knappen til Bayonetta udfører ens ønskede trick. Hendes repetoir er meget bredtfavnende, og det skal i sandhed opleves, hvor brugervenligt det er at bevæge sig imellem gunplay, nærkamp, magi og Witch Time. Kampsystemet er simpelt og gennemskueligt at bruge, men indeholder en imponerende dybde, og i takt med historiens fremskred unlocker man flere og flere våben, der tilføjer endnu flere combos til det allerede bugnende katalog. Især de underholdende Torture Attacks skal nævnes, da disse udløser en sekvens unik for hver fjendetype, der viser Bayonetta udføre et ekstraordinært smertefuldt angreb. Ved at trykke hurtigt på de to facebuttons, der er dedikeret slå og spark, lægger man mere vægt bag angrebet, hvilket udløser flere ’Halos’ (spillets valuta), der kan bruges til at købe nye våben og tekniker.

Witch Time er spillets defensive modsvar til angrebsaspektet. Ved at time sin afvigelsesmanøvre således, at man lige præcis når at undgå et angreb, aktiveres Witch Time, der får tiden omkring Bayonetta til at stå stille. Dette betyder, at man i et kort øjeblik kan smide combo på combo efter sine stillestående fjender uforstyrret, mens man også kan bruge det i forbindelse med nogle af spillets puzzleopgaver. Dette aspekt bidrager med et glimrende incitament til at handle defensivt i et spil, der så åbenlyst hylder offensive kvaliteter, mens det også kommer dem til gode, der handler med en vis risiko. Timer man det ikke korrekt kan man nemlig risikere at blive alvorligt ramt, men det giver et ellers kaotisk spil en god balance. Og så er det et rigtig godt designvalg at lade det være ubegrænset, da det er meget vanedannende at benytte.

Eneste anke rent gameplaymæssigt må være, at spillet til tider synes at holdes kunstigt i live ved at stille spilleren overfor flere af de samme fjender og bossfights, som man tidligere i spillet har bekæmpet. Der kunne udvikleren måske godt have skåret lidt af længden, da antallet af fjender og bosses i forvejen er imponerende, og så er det bare ærgerligt at man skal komme i tvivl om, hvorvidt man er kommet til at starte et sted, man allerede har været igennem. Spillets historie og præsentation er yderligere ikke særlig stærk, og især loadtiderne er ganske horrible; selv når Bayonetta finder en ny genstand skal der loades, og mere absurd er det, at dette også foregår i menuerne. Derudover er frameraten tit i problemer når der sker meget på skærmen. Disse problemer skulle være mindre tydelige i Xbox 360-versionen, men da jeg ikke selv har haft mulighed for at prøve begge udgaver, vil jeg ikke anbefale én frem for en anden.

I sidste ende er det den fremragende styring, det stilistiske karakterdesign, et væld af upgrades og den helt vanvittige action, der gør Bayonetta til et så godt spil, som tilfældet er. Loadtiderne og den lidt haltende billedside trækker bestemt ned, men med et så tilfredsstillende gameplay og et så dybt og udfordrende kampsystem, er det på ingen måde nok til at trække det mere end én karakter ned. Uden disse problemer ville jeg ikke være bleg for at udnævne Bayonetta til ét af den seneste tids bedste actionspil, men nu må det bare nøjes med at være rigtig, rigtig godt.

Gamesector Anbefaler

Om Lars Grubak Larsen