”På en lille ø, meget tæt ved ækvator. Hvor de dyrkede hamp, og frihedskamp mod en fæl diktator”. Denne for mange velkendte frase er mere aktuel end nogensinde, nu hvor vi for tredje gang tager til bananrepublikken Tropico for at agere El Presidente . Redaktør Schou roste både 1’eren og 2’eren til skyerne i henholdsvis 2001 og 2003. Lad os se, om overgangen fra PC til konsol er gået smertefrit.
Et blandt få
Tropico 3 er et af de ganske få strategispil, vi i løbet af de sidste 4 år har set på Xbox 360. Ofte oplever man med strategispil på konsoller, at det især er styringen med controller frem for mus og tastaur, der lægger bånd på udfoldelsesmulighederne. Udviklerne fra Haemimont Games har dog med Tropico 3 formået at skabe en ganske solid styring, og de forskellige funktioner bider sig hurtigt fast, hvilket er en af de vigtigste forudsætninger for, at spillet kan give en god oplevelse.
Gameplaymæssigt er Tropico 3 grundlæggende meget tæt på forgængerne. Man indtager rollen som præsident i en lille sydlandsk østat og skal herefter med alle de midler, der er til rådighed, forsøge at opbygge et samfund alt imens man vedligeholder sin egen magt og sikrer, at der af og til også ryger et par dollars ind på den hemmelige konto i Schweiz.
Inden spillet går i gang skal du dog først vælge dit navn og udseende. Enten vælger man blandt allerede definerede og velkendte karakterer som Fidel Castro, Manuel Noriega og Che Guevara, eller også skaber du din egen karakter ud fra en række valgmuligheder. Her skal du vælge parametre som udseende, påklædning, din baggrund, hvordan du kom til magten samt gode og dårlige egenskaber, hvilket alle får betydning for, hvordan miljøer og mennesker reagerer under spillet.
Spillet byder på en kampagnedel, hvor man i hver mission har forskellige mål. Eksempelvis skal man sikre en vis eksport af en bestemt afgrøde eller lokke et bestemt antal turister til øriget i løbet af en årrække. Succeskriterierne er således klart definerede og byder på både små og store udfordringer.
Foruden spillets kampagnedel byder spillet også på en række yderligere og langvarige challenges, hvor du ganske som i kampagnemissionerne skal opfylde et eller flere krav, eksempelvis ”Where’s the beef”, hvor du skal forsøge at blive verdens største eksportør af oksekød. Har du lyst til et spil med mere frihed, vælger du naturligvis Sandbox mode, hvor du blot skal opbygge dit ørige, indtil du ikke gider længere eller mister magten.
Balancekunst
Og magten kan man miste på mange måder. Eksempelvis hvis man tillader frie valg (ja, det er også muligt at regere 100% diktatorisk og bestemme alt selv), og man taber valget til en modstander. Derudover vil man ved næsten alt, man foretager sig, opleve både positiv og negativ respons blandt de forskellige fraktioner i samfundet. Bygger man kirker, bliver de religiøse glade, mens de intellektuelles utilfredshed stiger. Om omvendt bliver de religiøse højst utilfredse, når man bygger værtshuse og diskoteker, hvilket til gengæld øger muligheden for at lokke turister til øen.
Der er således svært at gøre alle tilfredse. Hele tiden er der en masse parametre at tage hensyn til, og det er virkelig mikromanagement på et pænt højt niveau. Spillet giver dig mulighed for at afvikle det på tre forskellige hastigheder, og har du brug for ekstra god tid til at planlægge dine næste træk, kan du helt pause forløbet, imens du foretager dine valg, som så bliver afviklet, så snart du igen trykker på start. Herudover kan du hjælp i form at automatiske meddelelser, hvis eksempelvis en bestemt fraktion er lidt for utilfredse med dine lederegenskaber, eller statskassen er ved at være tømt.
En af de sjovede ting ved Tropico 3 er, at det er muligt at være et dumt svin, hvilket er et sjældent syn i de fleste spil i dag. Med dit hemmelige politi i baghånden kan du foretage arrestationer, snigmord og andre ”uheld”. Du kan samle en formue på din schweiziske bankkonto, og du kan generelt set gøre som det passer dig. Og skulle din popularitet falde til et niveau, der skaber en revolution, kan en veltrænet hær som regel nedkæmpe de fleste oprørere!
En grafisk forbedring – naturligvis
Naturligvis er Tropico 3 et pænere spil end forgængeren fra 2004. Dog er spillet næppe det, du finder frem til vennerne, når du skal vise dem, hvad boxen kan præstere rent grafisk, dertil er grafikken ikke poleret nok men leverer dog alt i alt ganske pæne men lidt kantede 3D-miljøer, som dog udmærker sig ved at have frit zoom, hvilket bevirker, at det er nemt og bekvemt at bevæge sig rundt på øen, og det således er altid muligt at skabe sig et godt overblik, hvilket spillets indbyggede mini-landkort hjælper med.
Menuerne er pæne og overskuelige, og navigationen rundt i spillet er overalt lykkedes temmelig godt for udviklerne.
Lydmæssigt er effekterne godkendt, mens soundtracket byder på både musik og sang og formår at skabe en virkelig troværdig bananrepublikstemning.
Mange gode timer for pengene
Tropico 3 henvender sig i høj grad til fans af genren og til de mange fans, der har været begejstrede for forgængerne. Som spil generelt er Tropico 3 dog også ganske vellykket, og er du uerfaren inden for denne slags strategiske opbygningsspil, er Tropico 3 ikke det værste sted at starte. En nogenlunde grafik med et fint soundtrack skaber en god stemning men har dog ikke afgørende indflydelse på, hvordan spillet opleves. Vigtigst af alt er, at Tropico 3 er et sjovt, udfordrende, lettilgængeligt og langvarigt spil, som med alle sine mange valgmuligheder kræver tålmodighed og nøje planlægning, hvis du vil have så meget ud af spillet som muligt. Det er helt sikkert et af de spil, jeg vil bruge nogle af de sene nattetimer på i juleferien.
Loading ...
