A Boy and his Blob

Score: 9
Udkommer til:
Anmeldelsen dækker:

Udvikler(e):
Udgiver(e):
PEGI 7+PEGI Violence

Når forældre overlader deres børn i Nintendos favn, så er det oftest forbundet med en kronisk dårlig samvittighed - men sådan behøver det ikke være. A Boy and his Blob var oprindeligt et NES spil fra 1989, som udmærkede sig ved at modtage priser fra amerikanske forældreorganisationer. Et spil med logiske gåder, som kunne stimulere børnenes intelligens og lære dem hengivenhed. 20 år senere er drengen og hans blob tilbage, baseret på de samme sunde kerneværdier - dette er spillet man som forældre hellere end gerne vil have børn til at spille - såfremt de voksne selv kan løsrive sig spillets dragende univers.

I love my blob

Der tales og fortælles ikke så meget i A Boy and his Blob. Præmissen er en dreng og hans møde med et hvidt transformerne væsen fra rummet, som munder ud i spontant venskab. Sammen skal de hjælpe hinanden i det lineære eventyr, intelligent konstrueret efter en klassisk opskrift. Onde sorte blobber er på krigsstien. Heldigvis har den hvide blob en svaghed for jellybeans, og ved at kaste forskelligfarvede jellybeans til blobben, kan den transformere sig til hjælpefulde former: Et hul i jorden, et stige, en trampolin, en fodbold, et hoppebold, en ambolt, en raket, m.fl. Alle former skal benyttes i en serie af små logiske gåder i en to-dimensional verden.

Spillet har fire verdener, hvert med et safe-house hvor drengen og blobben kan få et pusterum og beskue sin proces. De enkelte verdener består af ti baner, hvor sidste baner afsluttes med en boss. Hver bane har tre skattekister, og finder man alle tre åbnes der en ny challenge-bane i drengens safe-house. Så kan man gøre regnestykket: 40 baner, 4 bosses som skal overvindes, og yderligere 40 baner for de engagerede spillere - det burde være sin pris værdigt.

Andre spil udvikler sig i retning af nye påfund og state-of-the-art grafik. Dette spil finder det bedste frem fra fortiden. A Boy and his Blob er tydeligvis sit klassiske oplæg meget loyalt, for her en ingen voluminøs grafisk motor, special effect-overkill eller originalt gameplay. Dette er spil i sin rene form. Gåderne er godt afbalanceret og har ingen intentioner om at frustrere eller forvirre spilleren mere end nødvendigt, for selvom gåderne kan drille så føles det ikke tarveligt ugennemskuelig. Som regel kan man lægge regnestykket hvis man stopper op for et øjeblik, er kortvarig tålmodig og tænker lidt over tingene. Faktisk burde trial-and-error ikke være nødvendigt.

For de små - og de store
Replikker og instruktioner er stor set sparet væk, idet det meste af spillets interaktion er indlysende eller selvforklarende. Det er præcist sådan et børnespil skal være. Sværhedsgraden er sympatisk. Det er minded på mindreårige spillere, og skal det spilles uden forældrehjælp er syvårs alderen et godt bud. I den første verden er spilleren hjulpet godt på vej af skilte som antyder hvilken form blobben skal indtage for at løse en gåde, men senere er skiltene væk, så man må demonstrere hvad man har lært. Anden verden stiller absolut større krav til spillerens kompetencer, men så snart man knækker gåden virker metoden alligevel indlysende og man udbryder "åh ja - hvorfor tænkte jeg ikke på det noget før?!".

Spillets fejl er blot fodfejl. Når man kommer til bosses kan kontrollen drille, for den er ikke optimeret situationer som kræver gode reaktionsevner. Første boss er nem, men de næste kan sende spilleren ind i en lang stribe ommere. Der skal en del indlæring til før man kan nedlægge bæstet, men når det endelig er slået beriges spilleren med et euforisk følelse og en afslappende rejse til den næste verden. Det tager ca. 10 timer at gennemføre spillet, hvilket ligner nutidens norm, men halvvejs kunne man ønske sig at spillets univers bød på lidt flere alternative handlingsmuligheder, unlockables og udfordringer. Det er hovedhistorien som udgør den centrale værdi, så spillet har en indbygget begrænset levetid.

Mit hjerte smelter
Alle fodfejl, små frustrationer og svære bosses forsvinder i glemslens bog, så snart man har taget første skridt ind i denne forunderlige verden i A Boy and his Blob. Det indeholder ingen 3D grafik, kun håndtegnede figurer. Baggrunde er animeret efter klassiske principper, og oftest føles det mere som en levende børnebog end som et spil. Musikken er fantastisk stemningsfuldt og understøtter det levende tegneunivers til perfektion.

Facaden hos den kritiske anmelder krakelerer fuldstændig, for dette er en påmindelse om hvorfor jeg elsker at indleve mig i spilverdenen - som en rejse til barndommens glædeligste minder, men også med stærke associationer til mindeværdige spiloplevelser fra Ico og Heart of Darkness. Udfordringen er tilfredsstillende – også for voksne - og det er et under hvordan A Boy and his Blob kan være så charmerende og elskværdigt uden at virke klæbrigt. Desværre så frygter man at spillet står svagt i markedet, og at det overtrumfes af mere aggressivt markedsført børnespil, men læser man dette burde man unde sig selv denne funklende lille spilperle til sin Wii. Godt for børn. Godt for alle der elsker spil.

Gamesector Anbefaler

Om Torben Andersen