Cross Edge er tilblevet igennem et samarbejde mellem de japanske udviklere Capcom, Nippon Ichi, Namco Bandai, Gust og Idea Factory. Dermed sammensættes der en besætning bestående af kendte figurer fra de respektive udvikleres største JRPG succeser som Disgaea, Darkstalkers, Atelier Marie og Ar Tonelico, og mærk dig mine ord: Cross Edge er JRPG med stort J(RPG).
Cross Edge
Og dette er ganske simpelt spillets største styrke såvel som dets allerstørste svaghed. Cross Edge gør nemlig absolut intet for at indvie eventuelle udenforstående i den meget indspiste verden der er JRPG, og hvor kun absolut hardcore tilhængere af genren har lyst til at være med. Personligt har jeg, som nyder af fortrinsvis vestlige titler, haft det lidt svært med spillet, men gives det den fornødne tid og fordybelse, vil man i sidste ende være i stand til at se nogle kvaliteter.
Især kampsystemet er udfordrende, og det er sandsynligvis allerede her, Cross Edge vil afskrække mange. Dette aspekt er nemlig så kompliceret, at man virkelig skal følge godt med i spillets tutorials samt have spilmanualen liggende meget tæt ved for at kunne følge med, og for at fuldt ud kunne forstå, hvad man egentlig laver. Det skal igen understreges, at rendyrkede JRPG-fans formentlig vil finde dette ganske overskueligt, men vi andre dødelige vil skulle bruge lang tid på at blive fortrolige med systemet. Men når dette endelig er sket, vil det blive klart at det er spillets klart største force, og at det er både tiltalende og tilfredsstillende.
Systemet lader ganske traditionelt én placere fire figurer i et net á 20 pladser, hvor man skal sørge for at positionere sig således, at hver enkelt karakters spidskompetencer udnyttes optimalt. Dette gøres før selve kampene, hvor man kan eksperimentere med forskellige kampformationer. I takt med historiens fremskred vil man støde på flere og flere figurer, og jo længere man kommer, jo flere figurer vil der være at vælge imellem. Hver enkelt figur har hver sine styrker og svagheder, og især i kombination med hinanden kan der udføres nogle yderst unikke angreb. Dette gør, at man kan sidde rigtig længe inden en kamp og virkelig udtænke sin strategi, og det er tilmed muligt at øve formationerne inden man begiver sig ud i rigtig kamp.
Selve kampene er lidt mere simple, men ligeså tilfredsstillende i sin udformning. Hver facebutton på joypaddet er dedikeret et specielt angreb, og hvert angreb suger en vis mængde actionpoints fra ens figur. Ved at undlade at angribe, gemmes disse actionpoints til næste runde, hvilket muliggør langt stærkere angreb. Og det er denne særlige dynamik, der gør Cross Edge interessant. Som nævnt tidligere kan kombinationen af specifikke figurer skabe helt unikke og stærkere angreb, og disse kædeangreb er ligeledes én af Cross Edges forcer. Kun ved at eksperimentere med kombinationerne kommer man nemlig frem til, hvilke figurer der spiller godt sammen, og dette kan man bruge megen tid på at sidde og fifle med.
Gameplayet vil dog i sidste ende være det, der kan afskrække spillere. Kampsystemet er dybt, og det vil kræve stor fordybelse bare at forstå nogenlunde, hvad der foregår. Dette meget konvoluterede approach gør, at det kun er indviede JRPG-fans, der reelt set kan være med. Og så er historien tilmed så svag, at den på trods af den tid der bruges på den, giver svag mening. Endnu et element, der sandsynligvis vil afskrække traditionelle RPG-spillere. 2D grafikken er ligeledes ikke den stærkeste, og står aldrig for nogen særlig memorable øjeblikke
Det kan egentlig opsummeres ganske klart: Er du glad for JRPG, vil du være glad for Cross Edge. Er dette ikke tilfældet, vil det måske være på sin plads at have sine forbehold. For Cross Edge er meget indspist. Personligt er jeg dog glad for, at have givet det chancen, og selvom jeg nok ikke vender tilbage til genren lige foreløbigt, så har Cross Edge gjort mig langt mere åben overfor JRPG. Vær derfor ikke fuldstændig afvisende overfor spillet, men vær beredt på at skulle bruge megen tid før det lukker sig op.
Loading ...