Score: 9
Udkommer til:
Anmeldelsen dækker:

Udvikler(e):
Udgiver(e):
PEGI 3+

Det er nok ikke en underdrivelse, at kalde netop dette spil for et af julens absolut største til Nintendo Wii. På den anden side ville vi sikkert have sagt det samme om hvilket som helst spil fra Nintendo med Mario i hovedrollen – sådan plejer det nemlig at være. Men New Super Mario Bros. Wii prøver faktisk noget nyt på nogle områder, men bare rolig, det føles stadig sikkert, velkendt og trygt.

Svært, men sjovt

New Super Mario Bros. Wii er en moderne klassiker. Det er alt hvad du kan huske fra dine unge dage foran din NES eller SNES med Mario hoppende rundt på blokke. Men det er samtidig også forfriskende nyt at kunne spille fire spillere sammen om at gennemføre banerne. På den måde formår New Super Mario Bros. Wii at kombinere noget nyt og noget gammelt og slutproduktet er faktisk forbløffende godt – hvis du altså er parat til en udfordring, der til tider vil være hovedrystende frustrerende.

Lad os tage det fra starten af: det kan næppe komme som nogen overraskelse (i hvert fald ikke for Mario-fans) at Prinsesse Peach for Gud ved hvilken gang er blevet kidnappet af Bowser – denne gang i et flyvende sørøverskib. Mario og Luigi tager straks jagten op, igennem en række verdner, der sædvanen tro er opbygget som 2D sidescrollende platformsbaner, forbundet på et oversigtskort. Selvom grafikken er ny og farverig (og karakterene er i 3D, hvilket giver en form for 2½D effekt), er der stadig noget trygt og næsten nostalgisk ”retro” over hele konceptet.

Som nævnt, så skal Mario (hvis man spiller alene) eller Mario og Luigi og to Toads (en gul og en blå), hvis man spiller i multiplayer med op til fire spillere, gennemføre en række ”klassiske” platformsbaner. Der er som altid masser af ting gemt på banerne – der skal samles mønter, ledes efter bonusområder, hoppes på fjender og samles forskellige dragter, der giver Mario og hans følgesvende nye egenskaber. Det lyder måske let nok, men lad dig ikke narre - New Super Mario Bros. Wii bliver meget hurtigt et nådesløst svært spil. Det er ikke usædvanligt, at du både skal holde øje med og koordinere spring på flere bevægelse platforme alt imens du samtidig skal undgå eller hoppe på fjender, der kommer fra højre og venstre – det er til tider frustrerende svært. Heldigvis er der en hjælpefunktion (i singleplayer) hvis man mister alle sine liv. Hjælpefunktionen gennemløber banen for dig hvorefter du kan vælge selv at prøve efter du har set ”how its done” eller bare gå videre til næste bane. En ganske fiks funktion, der nok skal hjælpe de mindre hardcore spillere igennem mange af spillets sværeste passager.

Undervejs igennem spillets verdner er der de obligatoriske bosskampe, som hjælpefunktionen dog også kan skaffe dig forbi. Langt de fleste af disse er overkommelige i sværhedsgrad (der er enkelte rigtig svære dog) og det er den sædvanlige samling af Koopaer, der fungerer som minibosser. Alt i alt meget traditionelt, men yderst velfungerende.

Mario (og de andre karakterer i spillet) får heldigvis en smule hjælp i form af to nye dragter – hhv. en helikopter- og en pingvin-dragt. Helikopterdragten giver spilleren en lille propel på hatten og kan bruges til at svæve eller skyde direkte op i luften, hvilket især er effektivt i søgen efter hemmelige bonusting. Pingvin dragten er også ganske nyttig og giver mulighed for at kaste med iskugler, der forvandler fjenderne til isblokke, samt evnen til at svømme hurtigere og stå fast på glat underlag. Alle de andre klassiske Mario power-ups dukker også op i New Super Mario Bros. Wii – inklusiv Yoshi som ridedyr.

Selvom New Super Mario Bros. Wii i sig selv er et solidt sidescrollende klassisk Mario-spil, så er spillets helt store party trick muligheden for at spille co-op for op til fire spillere. Som nævnt er det Luigi og to Toad’s, der slutter sig til Mario på skærmen. Karaktererne kan hoppe og skubbe med hinanden, hvilket giver mulighed for at nå steder, der ellers ville være utilgængelige. Kommer spillerne for langt fra hinanden zoomer kameraet ud og er det ikke nok slæbes den bagerst spiller med af skærmens kant indtil han får fart på eller dør.

Det er vigtigt at understrege, at selvom multiplayer for op til fire spillere er hylende morsomt og tit leder til morsomme situationer, så er det også tæt på total kaos på spillets svære baner. Mængder af dødsfald som følge af skub fra andre spillere eller spillere der rammer hinanden i spring er ikke usædvanligt – men kan man tage multyplayer delen for hvad den er, nemlig sjov, fis og ballade, så er der mange timers underholdning i New Super Mario Bros. Wii.

Kontrollen er heldigvis prisværdig simpel. Vend Wiimoten på siden og brug den som en gammel NES controller med piletasterne til at styre med og to actionknapper. Desværre aktiveres nogle angreb og specielle egenskaber ved at ryste wiimoten (inkl. når man skal tilbage i spillet efter et dødsfald) og det kan nogle gange virke en kende kluntet – især hvis man er presset. Men alt i alt er der ikke de store klager over kontrollen.

Samlet set så er New Super Mario Bros. Wii en rigtig klassiker. Det er klassisk Nintendo kvalitet, når det er bedst – flot grafik, glimrende varieret platforming gameplay og muligheden for total kaos for op til fire spillere. Hvis det ikke havde været for den alt for høje sværhedsgrad, så havde New Super Mario Bros. Wii været en seriøs kandidat til et klokkeklart 10-tal. Større anbefaling er det svært at give et spil – køb det nu eller få det skrevet øverst på ønskesedlen.

Gamesector Anbefaler

Om Henrik Schou

Henrik Schou har skrevet om spil siden 1997, hvor han var med til at lave spil-programmet "Hi-Score" for TV-Danmark. Derfra gik det til Jubii's spilsider i 1998. Der fungerede han som skribent ind til år 2000, hvor han startede www.gamesector.dk. Siden da har han fungeret som ivrig skribent - især når der skal skrives om rollespil og strategispil og ikke mindst klassiske point-and-click adventures (hvis død han dagligt begræder).