pjhygr.jpg

Left 4 Dead 2

Score: 8
Udkommer til:
Anmeldelsen dækker:

Udvikler(e):
Udgiver(e):
PEGI 18+PEGI Violence

For meget præcis et år siden (minus fire dage) postede vi anmeldelsen af Left 4 Dead lavet af Valve. Det er ikke særlig længe siden, og det er endda heller ikke mere end et par måneder siden, vi fik en hel ekstra bane til originalen. Derfor kan det måske også undre en smule, at vi allerede sidder med en toer til fuld pris i hånden, men det gør vi altså…

Day of the dead

Left 4 Dead er en af de fps’er, der har formået at skille sig tydeligt ud fra mængden i en genre, hvor der går 13,2 spil på dusinet – ikke mindst på Xbox 360. I stedet for at bestå af en sammenhængende kampagne var Left 4 Dead delt ind i fire mini-kampagner på omtrent en time hver og alle med stor genspilningsværdi. Det samme er tilfældet i Left 4 Dead 2, bortset fra, at der denne gang er fem kampagner, så spillet er lidt længere.

Man fortsætter den minimale historie, hvor man slap i etteren. Verden er infesteret af zombier, og man tager rollen som en af de overlevende, der er på vild flugt. Der er igen fire hovedroller, og der kører en filmisk metafor – der er filmplakat, når man starter spillet, grynet filter for den ægte b-fornemmelse osv. I alle fem film er målet at slippe væk til en eller andet form for redningsfartøj gennem klassiske zombiekulisser, hvoraf forlystelsesparken komplet med rutsjebane, zombier i klovnekostumer og tunnel of låååve skiller sig mest ud. Derudover må man igennem en klassisk amerikansk mall – et stort indkøbscenter – og et stort sumpområde. Fælles for alle episoder er, at det er en desperat og ekstremt blodig kamp, hvor fokus hele tiden er at nå frem til det næste beskyttelsesrum uden at blive maltrakteret af de rundt regnet 2000 zombier, der optræder per ”film”.

Mest som 1’eren – bare mere
Hvis man har stiftet bekendtskab med etteren og kan lide denne, så vil man med garanti også kunne lide toeren, for den er meget tæt på at være en udvidelsespakke. Der er som nævnt en kampagne mere end i etteren, og der er flere fjendetyper og især flere våben, men i store træk, så er det samme spil, man sidder med. Her kun et år efter at etteren henrykkede, er der heller ikke noget mærkeligt i det – man skal bare lige være klar over det, inden et køb.

Left 4 Dead 2 er dermed også ligesom etteren et highscore-spil, hvor man skal synes det er sjovt, at spille kampagnerne igennem flere gange for at forbedre sin score, jagte achievements og prøve kræfter med højere sværhedsgrader. For at det ikke skal blive ensformigt vender spillets AI instruktør tilbage i ny og forbedret v2.0 og sørger for, at hver oplevelse bliver forskellig. Zombierne (og udstyr) spawner simpelthen forskellige steder og i vidt forskellige mængder. Samtidig er det en forskellig oplevelse at spille med forskellige mennesker, hvilket kører glat grundet spillets fortrinlige onlinesystem. Hvis en spiller dropper ud overtager Xboxen styringen, og man fortsætter uafbrudt. Man kan også spille to sammen i splitscreen. Den ganske underholdende versus mode, hvor man spiller zombier mod mennesker er også tilbage, ligesom der er et par nye spilvarianter.

Mængden imponerer – igen
Den voldsomme mængde fjender på skærmen, som Valves aldrende Half-Life 2 spilmotor kan trække stort set uden slowdown imponerer stadig. Når zombie-horden først er alarmeret, så kommer de væltende i hobetal, og der er snildt en 30-40 stykker på skærmen ad gangen. Der er tilføjet et par nye zombie-typer til den allerede varierede horde, og her vil man oftest prøve kræfter med jockeyen, der sætter sig fast på en spiller og rider den, indtil den bliver slået af. Dette gøres bedst af en ven, og i det hele taget er Left 4 Dead et af de spil, der opfordrer mest til reelt co-op samarbejde. Hvis man løber hver sin vej i stedet for at hjælpes ad, så dør man. Længere er den ikke.

Zombier og samarbejde i den søde juletid
Det er ikke nogen overraskelse, at Left 4 Dead 2 er et vellykket og underholdende spil. Omvendt må man også sige, at med kun et års udviklingstid er det heller ikke nogen overraskelse, at spillet trods nogle ændringer her og der ligger meget tæt på etteren. Er man tilfreds med mere af det samme, så er Left 4 Dead 2 bestemt et køb værd – men det skal spilles enten i splitscreen eller allerhelst over Xbox Live, hvis man skla have fuld valuta for pengene. Det er i dén grad designet til, at man er flere om at messe braaaaaaaaains.

Gamesector Anbefaler

Om Lasse Winther Wehner

Lasse Winther Wehner har været anmelder på Gamesector.dk siden 2003 og indholdsredaktør fra 2005. Han anmelder fortrinsvis spil til Xbox 360 og især shooter-genren. Da Lasse har været gamer siden Game & Watch/bipbip-spillene gjorde deres indtog i firserne, ynder han at smide en historisk anekdote ind i sine anmeldelser, når han kan komme af sted med det.