61199-forside_0.jpg
Score: 7
Udkommer til:
Anmeldelsen dækker:

Udvikler(e):
Udgiver(e):
PEGI 12+

Lips er Microsofts forsøg på at tage kampen op med de mange Singstar-udgivelser, der findes til Playstation-konsollerne. Spillet udmærker sig bl.a. ved nogle lækre trådløse mikrofoner, som også kan anvendes i alle Guitar Hero- og Rock Band-spillene, og dertil er et forholdsvist bredt sangudvalg tilgængeligt på markedspladsen. Nu hvor juleferien og familiefesterne nærmer sig, er turen kommet til den næste udgivelse, Lips Number One Hits, som dog ved nærmere eftersyn viser sig mere at være en udvidelse af det oprindelige Lips-spil end en decideret efterfølger.

Ready, Set, Go!

Jeg har endnu til gode at prøve Singstar-spillene, som jeg dog er klar over nyder stor popularitet blandt Playstation-ejerne. Til gengæld har jeg spillet det originale Lips-spil virkelig meget men dog udelukkende i venners lag efter et godt måltid mad og et par gode flasker rødvin. Det er som om, at rødvin fjerner såvel kurrer på stemmebåndene som angsten for at gribe mikrofonen foran andre. Lips Number One Hits er ikke meget forskelligt fra det oprindelige Lips. Antallet af sange, 40 styk, er det samme, og de forskellige modes, der var i det oprindelige Lips, er også med denne gang. Grundlæggende er Lips Number One Hits en jukebox, hvor du skal synge de tekster, der fremkommer på skærmen. Du bliver belønnet for at ramme det rigtige toneleje samt for at ramme tonerne på rette tidspunkt. Spillet genkender således ikke de ord, du synger, og i princippet kunne du lige så godt nynne dig vej gennem alle sangene. Foruden denne for karaoke-spil standardiserede måde at spille på, udmærker Lips sig ved at have nogle bevægelsesfølsomme mikrofoner, og af og til signaleres det via skærmen, hvordan du skal bevæge din mikrofon for at score ekstra mange points eller aktivere Star Power, som vi kender fra Guitar Hero- og Rock Band-spillene.

Mikrofonerne er af ganske høj kvalitet, og det, at de er trådløse, gør, at spillet er behageligt nemmee at anvende til en fest, da der dermed ikke er risiko for, at eventuelt berusede gæster falder over ledningerne. Du kan via spillets menu indstille, hvilken farve lys, de to mikrofoner skal blinke med, og det ser rent faktisk temmelig godt ud. Desværre er det lidt mere kompliceret at tænde mikrofonerne i forhold til eksempelvis din standard-controller, og det kan være svært at se, om der rent faktisk er liv i dem, før sangen begynder. Modsat det oprindelige Lips har Lips Number One Hits dog en indbygget og udførlig vejledning i, hvordan man helt præcist tilknytter mikrofonerne til spillet. Det manglede virkelig i det oprindelige spil.

More Than Words
I Lips Number One Hits kan man synge enten alene eller sammen med en anden. Synger man mod hinanden, deles skærmen i 2, og det gælder i det store og hele om at score så mange points som muligt. Synger man duet, skal man af og til synge præcist det samme, mens det i mange af sangene omvendt foregår således, at en spiller synger sangen mens den anden synger 2. stemme, men det er ikke helt uden problemer, idet uøvede godt kan være svært ved at høre 2. stemmen i sangen.

Foruden points belønnes man også med stjerner og medaljer, og disse er i høj grad koblet sammen med spillets achievements. Spillets achievements indikerer da også, at Lips Number One Hits bør betragtes som en udvidelse af det originale Lips, idet de nye blot 250 achievements points alle registreres under det oprindelige Lips.

She Drives Me Crazy
Man kan, såfremt man ejer det oprindelige Lips, synge alle 40 sange. Desværre har udviklerne ikke sørger for, at man kan lægge det ene spils sange over på harddisken, og man skal derfor hele tiden skifte disk. Det virker fuldstændigt tåbeligt, når man eksempelvis hos Guitar Hero og Rock Band har set, at det sagtens kan lade sig gøre at knytte sangene sammen uden problemer. Denne manglende feature ødelægger en stor del af oplevelsen, og man må virkelig håbe, at udviklerne udgiver en opdatering, som muliggør, at man kan lægge sangene ned på harddisken.

Foruden de 40 sange, der følger med spillet, er der et pænt udvalg af sange tilgængeligt på markedspladsen. De koster typisk 160 Microsoft Points eller ca. 14 kr. pr. sang, hvilket vel er i orden. Dog er menuerne og overskueligheden dog ikke helt i top, og det kan godt være svært at få et ordentligt overblik over, hvilke sange, der er tilgængelige, idet ikonerne, som viser hver sang, er alt for store. Der burde simpelthen være en mere simpel måde at vise de tilgængelige sange på, som vi ser det hos Guitar Hero og Rock Band.

De online-mæssige mangler i det oprindelige Lips er desværre videreført i Lips Number One Hits. Det er på ingen måde muligt at dyste direkte mod andre online-modstandere, men du har dog mulighed for at sende en udfordring til en bruger på din venneliste, hvorefter man hver især skal synge den valgte sang offline, og herefter afgøres duellen blot ved at scorerne sammenlignes. Det må være et mål for udviklerne at tilføje en rigtig online-del til næste udgivelse.

Don’t Worry Be Happy
Lips Number One Hits er isoleret set slet ikke noget dårligt spil. Det har et godt og varieret soundtrack med en hel masse originale musikvideoer samt alle de sjove spil-modes, vi kender fra det originale Lips. Spillet fejler derimod på et par andre områder, hvoraf især skal nævnes den manglende online-del samt det tåbelige og helt utilgivelige krav til, at man skal skifte skive, hvis man ønsker at synge de oprindelige sange fra Lips, og dertil har spillet rent brugerflademæssigt også en række mindre problemer. Mikrofonerne er til gengæld af meget høj kvalitet og virker upåklageligt, hvis det da lykkes dig at tænde for dem. De er nemlig ikke helt så nemme at styre som eks. din controller, men når du endelig får styr på det, vil du sandsynligvis kunne finde mange fornøjelige timer i selskab med dine venner og Lips Number One Hits.

Sangene
Her er så de 40 tophits, som følger med spillet:

2Pac feat. Dr. Dre and Roger Troutman, California Love

Akon, Don’t Matter

Aqua, Barbie Girl

Atomic Kitten, The Tide is High (Get the Feeling)

Beach Boys, I Get Around

Beck, Loser

Black Eyed Peas, Don’t Phunk With My Heart

Blondie, Heart of Glass

Bob Sinclair, Love Generation

Bobby McFerrin, Don’t Worry Be Happy

Cardigans, Lovefool

Colbie Caillat, Bubbly

Coldplay, Viva la Vida

Culture Club, Karma Chameleon

Cutting Crew , (I Just) Died In Your Arms

DJ Ötzi, Hey Baby

Extreme, More Than Words

Fergie, Big Girls Don’t Cry

Fine Young Cannibals, She Drives Me Crazy

James Morrison feat. Nelly Furtado, Broken Strings

Jason Mraz, I’m Yours

Kanye West, Heartless

Lady Gaga feat. Colby O’Donis, Just Dance

Lily Allen, The Fear

LL Cool J Around The Way Girl,

Mariah Carey, Touch My Body

Marvin Gaye, I Heard It Through the Grapevine

MC Hammer, U Can’t Touch This

Nickelback, How You Remind Me

One Republic feat. Timbaland, Apologize

Pet Shop Boys, Always On My Mind

Rihanna, Disturbia

Robbie Williams, Millennium

Roxette, The Look

Roy Orbison, Oh, Pretty Woman

Scissor Sisters, I Don’t Feel Like Dancin

Sugababes, Push the Button

Tears for Fears, Everybody Wants to Rule the World

The Plain White T’s, Hey There Delilah

Tokio Hotel, Ready, Set, Go!

Om Thomas Heine Bech

Thomas har været spilanmelder på Gamesector siden 2008 og anmelder for det meste spil til Xbox 360. De foretrukne genrer er sport, bilspil, adventure, puzzle, platform, action og RPG (tja, det er vel næsten det hele), men hjertet banker især for de gamle 80'er-klassikere. Favoritspil på Xbox 360: Rayman Origins, Plants vs. Zombies, Tom Clancy's G.R.A.W., Pure, Game Room, Scramble, Limbo, Braid, Trials HD, Just Cause, Burnout Revenge, Raiden Fighters Aces og Pinball Hall of Fame: The Williams Collection.