Fairytale Fights, der tidligere har været omtalt under titlen ”Slice and Dice”, kan måske narre – spillet har nuttet og farverig grafik, der straks leder tankerne hen på et harmløst Pixeline-agtigt univers. Men lad dig ikke snyde – PEGI koden på 16+ på forsiden af spilkassen afslører det hele. Fairytale Fights er bestemt ikke for børn… og det er desværre heller ikke rigtig for voksne, der sætter pris på et godt spil.
Happy Tree Friends the game
Det starter ellers så sødt og nydeligt i Fairytale Fights. Spillet er en sidescrollende actionplatformer i en form for semi-3D. Spilfiguren har en mulighed for at bevæge sig en smule i dybden i billedet, men aldrig ret meget. Ellers foregår det hele som et klassisk sidescrollende spil med masser af platforme og ikke mindst med masser af fjender.
Spillet foregår i en verden sammensat af kendte folkeeventyr – man får fra starten af muligheden for at spille som Snehvide, Rødhætte, kongen fra ”Kejserens nye Klæder” eller Jack (ham med bønnestagen). Spilleren kommanderes til at drage ud i verden og tilvejebringe den grød-gryde som Guldlok og tre tre bjørne laver grød i, for den er nemlig blevet stjålet og Guldlok har allerede abstinenser. Men fra første sekund bliver det klart, at plottet i Fairytale Fights er helt ligegyldigt – spillet handler nemlig mere om blodige slagsmål og afhuggede lemmer end det gør om eventyr og grød.
Hovedpersonen kan igennem spillet samle en lang række våben op – lige fra harpuner over grene og køller til økser, muskedonnere og flitsbuer. Over 140 forskellige i alt. Der er et væld af våben, som spilleren naturligvis skal anvende til at banke de horder af fjender, der spærrer vejen på banerne. Og nu bliver det blodigt – rigtig blodigt endda, for blodet sprøjter fra fjender, der bliver ramt og samler sig i store søer, som spillerens karakter kan glide rundt i. Har man et skarpt våben, som en sav eller en økse, så viser spillet små hurtige klip af hvordan modstanderne bliver parteret og hugget i stykket og efterfølgende falder om uden hoved, med manglende arme eller hugget midt over. Denne ”revolutionerende” teknologi kaldes ”Salami Violence” eller ”Dynamic Slicing Technology” af udviklerne, fordi det rent faktisk er dine angreb og hvor de rammer fjenden, der afgør hvordan modstanderne bliver skåret i skiver – og ikke prægenererede filmsekvenser.
Voldsorgiet og den overdrevne, men stadig tegneserie-agtige splatter, leder straks tankerne hen på internet fænomenet Happy Tree Friends, der også byder på morbide dødsfald og sprøjtende blod – dog præsenteret som om det var en udsendelse for børn. Det er præcis det samme Fairytale Fights gør. Grafikken er sød og nuttet med masser af klare skarpe farver og sødt animerede omgivelser. Rødhætte nynner sågar en glad melodi, mens hun indsmurt i blod hugger arme og ben af sine fjender – og det er faktisk forbløffende morsomt.
… lige indtil gimmickværdien forsvinder. For når man først har hugget sig vej igennem en hær af fjender og set dem blive parteret på alle tænkelige måder, så vil man bare gerne spillet et godt spil og der begynder Fairytale Fights at halte. Gameplayet er utroligt ensformigt og selvom de forskellige våben da giver en smule variation i slagteriet, så er fjenderne alt for ensformige. Der er desuden problemer med flere af spillets platforme – det er svært at se om man befinder sig bag en platform, når man springer – det vil sige, at man hopper bag den platform man ville lande på. Gentagne dødsfald på den konto skal nok skrue op for irritationsniveauet hos spilleren.
Værst er det dog med bosskampene. De er både for lange og i flere tilfælde for svære (i hvert fald set i forhold til den overraskende lave sværhedsgrad i resten af spillet). I starten af spillet genbruges den samme boss et par gange, hvilket desuden er en gigantisk skuffelse. I det hele taget bør bosskampene i en klassisk actionplatformer være episke – men desværre virker de mest af alt en rigtig fuser i Fairytale Fights.
Som et lille plaster på såret byder Fairytale Fights på en Arena mode, hvor man kan spille med og mod andre spillere. Det fungerer nogenlunde, men lider under de præcis samme problemer som resten af spillet – når først morskaben over makabre drab og blod har lagt sig, så er gameplayet egentlig slet ikke noget særligt.
Fairytale Fights er morsomt i de par timer, der går, før man begynder at kede sig med det lidt for ensformige gameplay. Spillet er måske nok lidt grænseoverskridende og det er da en fiks ide at lave et spil, der så tydeligt ligner et børnespil og så ellers splatte det til i blod og afhuggede lemmer. Men når nu selve spillet, som man pakker ind i denne blodige indpakning, ikke er til andet end en middelmådig karakter, så kan en velfungerende gimmick bare ikke løfte spillets kvalitetsniveau – i hvert fald ikke ret længe.
Loading ...