Wii Fit Plus

Score: 7
Udkommer til:
Anmeldelsen dækker:

Udvikler(e):
Udgiver(e):
PEGI 3+

Jeg hører til dem der godt kunne lide at spille Wii Fit, men alligevel fandt det lidt for overfladisk og simpelt til for alvor at kunne forbedre ens fysiske form. Nu prøver Nintendo så endnu en gang at overtale mig til en gang motion foran fladskærmen, denne gang i form af Wii Fit Plus, hvor der som titlen antyder er tale om en udvidet udgave af det første Wii Fit spil.

Wii Fit Plus

Sidste år forsøgte Nintendo at få spillere op fra sofaen og ud på gulvet med Wii Fit eller rettere ud på det medfølgende Wii Fit Balance Board. Det var egentlig ganske underholdende og vakte en del røre, men de fleste spillede det nok kun i en begrænset periode inden det fik lov at samle støv i hjørnet, da det var lidt for simpelt og med tiden for ensformigt til for alvor at holde folks opmærksomhed. Nintendo har så besluttet at reagere på dette faktum og udgiver nu en udvidelse til spillet. Den hedder noget så originalt som Wii Fit Plus.

I og med at det er en udvidelse af det oprindelige spil, så er der altså ikke tale om at Nintendo ændrer på grundprincippet i spillet. Wii Fit Plus bruger også Balance Board til at veje spilleren og man kan så sætte et mål for hvor meget man vil tabe sig inden for en nærmere defineret periode. Efterfølgende kan man så følge med i hvor godt det går, når man stiller sig op til sin daglige omgang motion på Balance Boardet. Motionen er stadig delt op i sjove balance mini-games, yoga-øvelser og muskel-øvelser. Men Ninttendo sender ikke blot mere af det samme på markedet. Der er gode forbedringer med, som kan retfærdiggøre investeringen i Wii Fit Plus selv om man skulle eje det oprindelige spil.

En af forbedringerne er en bedre måde at holde styr på ens motion på. I det oprindelige spil var det eneste man kunne holde styr på hvor ofte man trænede og hvad ens BMI er. Nu kan man også følge med i hvor mange kalorier man brænder under de forskellige øvelser. Det giver god mening for det er jo ikke sikkert at din BMI ændrer sig bare fordi du træner meget. Større muskler er jo ikke ligefrem lig med mindre vægt. Så derfor er det rart, at det ikke kun er BMI man måles på. Man kan også indtaste sin livvidde og på den måde følge med i ens fremskridt og igen er det rart at alt ikke blot skal gøres op i BMI.

Den største forbedring i mine øjne, er muligheden for at lave et regulært træningsprogram bestående af en række af daglige yoga- og muskel-øvelser. Man kan selv tage fuld kontrol over det, men også lade Wii Fit Plus hjælpe sig, ved blot at fortælle den hvilke dele af kroppen man gerne vil arbejde med. Disse træningsprogrammer er gode, da de eliminerer et af de største irritationsmomenter i det oprindelige spil, nemlig at man konstant skulle ud i menuen og vælge en ny aktivitet. Nu kører man igennem det daglige program uden afbrydelser og det giver et langt mere behageligt flow til denne del af spillet. Det er et stort plus og alene denne forbedring gør det værd at investere i denne udvidelsespakke.

Wii Fit Plus leverer også en del nye øvelser. 21 nye øvelser for at være helt nøjagtigt. De fleste af dem er nye balance mini-games, hvilket jeg synes er en skam. De er da klart en sjov del af spillet, men som daglig træning har de ikke så stor værdi som yoga og muskel-øvelserne, så dem ville jeg hellere have set lidt flere af. Det virker lidt som om Nintendo ikke helt kan beslutte sig or om Wii Fit skal være et sjovt spil eller en seriøs måde at motionere på og dermed ender med at sætte sig på to stole. Det kan man egentlig ikke klandre Nintendo for. Der er nemlig ikke nogen tvivl om, at det er balance spillene der lokker mange til at stille sig op på sit balance Board og var det ’kun’ et seriøst fitness spil, så var det nok begrænset hvor mange der hev det ned fra hylden. Nu kombinerer det to ting og det lykkedes rent faktisk at sidde på begge stole uden at falde på gulvet med et brag, selv om man nok sidder lidt mere ubehageligt.

Wii Fit Plus er en god investering, hvis man stadig føler sig draget mod sit Balance Board, men fandt Wii Fit lidt for simpelt og uambitiøst. Der er gode forbedringer, som gør Wii Fit Plus en del bedre end sin forgænger, men man skal huske på at grundprincippet stadig er det samme. Har ens Balance Boarad stået og samlet støv det sidste halve år, så er Wii Fit Plus dog en god grund til at have det frem igen. Men nogen revolution er det ikke.

Om Frank F Pedersen