Det er nok de færreste, der vil mene, at Assassin’s Creed levede helt op til den rå mængde hype, vi var blevet fyldt med i året op mod udgivelsen. Spillet var en visuel fest, men med et yderst uvarieret gameplay. Den grundlæggende vision for spillet holdt dog, og nu giver Ubisoft det endnu at go at opfylde den.
Romeo og Julie-stemning
I Assassin’s Creed II spiller man igen rollen som en snigmorder – eller rettere sagt en snigmorders efterkommer, der primært ligger i en computerficeret stol og oplever sin forfaders liv i Italien sidste i 1400-tallet. Der er ikke særlig meget fokus på den nutidige del af historien, og langt den største del får man lov at spille Ezio Auditore i en setting, der leder tankerne hen mod Romeo og Julie. Jeg ville i hvert fald ikke være blevet overrasket, hvis man pludselig havde befundet sig mellem stridende Montagues og Capulets.
Det er bestemt ikke nogen dårlig ting. Firenze, Toscana og Venedig sætter en kulisse, der er langt mere interessant end i etterens langt mere ensformige mellemøst-lokalitet. Dette fænomen er symptomatisk for hele Assassin’s Creed II: Det er bedre end etteren og meget mindre ensformigt. Dette betyder ikke, at Ubisoft har ændret konceptet radikalt. De har bare fjernet de kedeligste ting og tilføjet en del gode.
Grafikken er igen meget iøjnefaldende, for den er simpelthen suveræn hele raden rundt. Ezio er animeret fantastisk, og det må have krævet omhyggeligt arbejde, for han klatrer, kravler, løber og spurter hen over byernes tage uden at det på noget tidspunkt ser forkert ud. Selve miljøerne er også fantastiske at se på – det er virkelig noget helt specielt. Livet i gaderne, støjen på markederne, lyseffekter, flydende animationer, detaljer i omgivelserne og så videre. Det hele går op i en højere enhed og er med til at skabe en helt fantastisk stemning. Ganske som i etteren – bortset fra at denne gang følger gameplayet (næsten) med.
A plague on both your houses!
Der er god karakteropbygning, og under den langsomme start lærer man Ezio at kende som en frihedselskende livsnyder, der laver drengestreger om dagen og horer om natten. Ret hurtigt bliver familien dog forrådt, og Ezio må træde i karakter for at klare skærene. At træde i karakter betyder at blive en lige så dygtig snigmorder som sin forfader Altaïr (hovedpersonen i etteren). Der kommer til at flyde blod i spillet, og der er mange gode drabsanimationer.
Selve kampsystemet er kun middelmådigt, men det fungerer, og man sidder alligevel bare og venter på, at det lykkes Ezio et lave et finishing move. For kamp er sekundært. Spillet er drevet af en god historie, der i bedste Da Vinci Code-stil har tempelridderordenen centralt placeret, samt lysten til at udforske byerne. Et nyt tiltag er nogle underjordiske grave, hvor spillet næsten går over til at være en decideret platformer. Det fungerer fortrinligt og her excellerer spilmotoren. Udfordringen er perfekt. Det bliver aldrig frustrerende, men heller ikke for nemt.
Et andet nyt tiltag er, at der nu er indført et økonomisystem, så man kan finde penge, der kan anvendes til bedre våben og andet udrustning. Det gør det straks meget mere motiverende at udføre småting, fordi man nu bliver belønnet for alvor. Figurerne, der befolker byerne, er i øvrigt holdt op med konstant at komme med de samme ytringer, så det føles på alle måder federe at bevæge sig rundt. Man får også en form for base, som man gradvist kan hjælpe til med at få til at blomstre.
Der er også et rigtig godt system for, hvor meget byvagtern generer en. Ved at pille efterlysningsplakater ned og bestikke byernes herolder, kan man sænke, i hvor høj grad, man er efterlyst. Det fungerer enkelt og godt uden at blive omstændeligt. Apropos omstændeligt, så skal det nævnes, at de hadede ’lytte-missioner’ fra etteren er helt væk.
Overrasker positivt på alle punkter
Efter en times spil føltes det, som at jeg sad med etteren igen. Efter to kunne jeg godt se, at toeren var bedre, men efter tre timer var det tydeligt, at Ubisoft lige præcis har justeret så meget, at Assassin’s Creed er blevet et ægte klassespil – selvom det stadig er 100% tro mod originalen. En lille smule ensformighed er der tilbage, men det er ikke noget problem, og jeg har slet ikke lagt spillet fra mig i løbet af den weekend, hvor anmeldelsen er lavet. Med over 12 timer spillet havde jeg regnet med at være igennem, men jeg mangler faktisk en del endnu, så spillet har også rigtig god levetid.
En stor anbefaling til Assassin’s Creed II herfra. Jeg synes det er fantastisk, hvordan Ubisoft har haft succes med at tage en halvtam affære som etteren og så lige præcis foretage de justeringer, der gør, at toeren er så fængende, at man ikke kan lægge den fra sig igen. Spændende bjergtagende setting, god historie og masser af muligheder for at gå på opdagelse gør, at jeg må dele mit tredje nital på stribe ud efter Borderlands og Modern Warfare II. Tre meget forskellige spil, der leverer varen på vidt forskellig vis. Hvis det er en stærk singleplayer-oplevelse, du er efter, så er Assassin’s Creed II det bedste bud.
Loading ...
