LEGORockBand_boxart_xbox360_0.jpg

LEGO Rock Band

Score: 6
Udkommer til:
Anmeldelsen dækker:

Udvikler(e):
Udgiver(e):
PEGI 7+

LEGO Rock Band er nok ikke en titel, vi havde set komme, før den blev annonceret tidligere på året. Ikke desto mindre er vi klar med en anmeldelse af Travellers Tales’ første forsøg ud i musikspilgenren. Læs med og find ud af, om det har givet pote at vige fra det sikre platformspilsspor eller om skomageren burde være blevet ved sin læst.

Så’ der rock!

Grundlæggende er LEGO Rock Band ganske som alle de andre musik-spil, vi har set gennem de senere år, men alligevel adskiller spillet sig på væsentlige punkter.

Som i andre moderne musikspil vælger man igen blandt guitar, bas, trommer eller sang, og efterhånden som tonerne drøner mod dig, skal du time dine anslag på guitar og bas, dine slag på trommerne eller din sang. Spillet har 5 sværhedsgrader, hvor alle kan være med på laveste niveau, og hvor det kræver megen øvelse og en stor portion tålmodighed, hvis man vil gøre sig gældende på ekspert-niveau.

Nerven i spillet er igen karrieredelen, hvor du alene eller sammen med op til tre andre band-medlemmer skal turnere gennem en karriere, som i alt omfatter 45 sange, som dog alle skal udføres rigtig mange gange. Faktisk så mange, at de fleste sandsynligvis når at blive trætte af spillet, inden karrieren er slut. Heldigvis har spillet en glimrende funktion, hvor man har mulighed for at vælge en kort version af sangene.

Karrieren er meget traditionelt opbygget, hvor du scorer stjerner, alt efter hvor godt, du udfører sangene. Stjernerne åbner nye gigs og nye spillesteder, og engang imellem skal du udføre en såkaldt udfordring. Nu kunne man tro, at der her var tale om en spændende ny feature men ak. Udfordringen går blot ud på, at man afvikler en sang på helt traditionel vis, alt imens en animation afvikles i baggrunden. Det er vist blot taget med for at please den yngre gruppe af gamere, som spillet især henvender sig til. Foruden stjernesystemet får du også nye fans, hver gang du har gennemført en sang, og dette samt stjernesystemet hænger på traditionel vis godt sammen med spillets achievements, hvoraf mange er nemme, en god portion er tidskrævende og et par stykker kræver, at man spiller på et uhyre højt niveau.

Et musikspil bedømmes ofte blandt andet på soundtracket, og sådan vil det sandsynligvis også delvist være for LEGO Rock Bands vedkommende. Spillet indeholder 45 originale sange. Ikke meget i forhold til visse andre nye musikspilstitler men dog stadig på et tilfredsstillende niveau. Der er også noget for enhver smag med en hel del nye numre, en del populære klassikere som The Final Countdown og You Give Love A Bad Name samt et par af de vel nok mest irriterende sange gennem tiden, så som Kung Fu Fighting, We Will Rock You og Ghostbusters. Heldigvis er smag individuel, og man kan ikke klantre Travellers Tales for ikke at ville gøre så mange som muligt tilfredse. Dog er den hårde rock udeladt, og spillet er da også mest af alt lanceret som et familiespil. Man har naturligvis mulighed for at købe flere sange via Rockbutikken, men kun et begrænset antal af det samlede udvalg, da manualen forsikrer, at alle sangene i Rockbutikken er blevet kontrolleret, så hele familien kan spille dem i sikkerhed!

Da soundtracket sandsynligvis indeholder noget for enhver smag er det positivt, at alle sangene kan eksporteres til eksempelvis det langt bedre Rock Band 2. Hvad der dog ikke er positivt, er, at der i LEGO Rock Band på ingen måder er mulighed for at spille online, hvilket ellers er standarden for musikspil i dag. Det er underligt, at denne feature ikke er tilgængelig, og det trækker naturligvis et godt stykke ned, når spillet skal bedømmes.

En masse gøgl
Når du bevæger dig gennem karrieredelen optjener du klodser, som du kan bruge i den såkaldte ockbutik. Her kan du købe møbler, malerier og alt muligt andet gøgl til at udstyre bandets hænge-ud-sted, Rockhulen, med. Igen er dette en feature, som mest af alt appellerer til det helt unge publikum. Dog kan du anvende dine klodser til lidt mere fornuftige formål, nemlig nye ansatte, som bevirker, at du tjener flere klodser eller får flere fans efter hver gennemført sang.

Grafikken er holdt i vaskeægte LEGO-stil, og det er ikke så ringe. Megen af humoren fra Travellers Tales’ vellykkede platformspil genkendes i LEGO Rock Band, og sjovt er det bestemt at se store rockstjerner i LEGO-versioner. Lydmæssigt har Travellers Tales med sine efterhånden mange platformspil blandt andet høstet stor ros for sine vellykkede lydeffekter. I LEGO Rock Band forholder det sig helt anderledes, hvor lydeffekterne er uhyre dårligt afstemt og specielt er lyden, hvor man skal navigere mellem de forskellige spillesteder forfærdelig og næsten ikke til at leve med. Men man skruer jo ikke ned for lyden i et musikspil.

Få brikker falder på plads
LEGO Rock Band er på mange måder et fint lille spil, men i forhold til standarden for musikspil i 2009 er der simpelthen for lidt af det hele. Soundtracket er ikke specielt omfattende men har dog en god blanding af forskellige musikgenrer og –tidsperioder samt en hel række store klassikere. Dog er spillets svagheder dominerende, hvor især den på underligt vis manglende online-del, mangel på forskellige ekstra features, som vi ser det i eksempelvis de nye Guitar Hero-spil samt en karriere-del, der virker alt for lang og blot genbruger de 45 sange et hav af gange, ikke just er, hvad vi havde håbet på. Hvis ikke LEGO Rock Band skal falde helt igennem i en eventuel 2’er, skal der helt andre boller på suppen.

Sangene
Her får du traditionen tro listen med de 45 sange, der følger med LEGO Rock Band.

(The) All-American Rejects, Swing Swing
(The) Automatic, Monster
Blink-182, Aliens Exist
Blur, Song 2
Bon Jovi, You Give Love a Bad Name
Boys Like Girls, Thunder
Bryan Adams, Summer of ’69
Carl Douglas, Kung Fu Fighting
(The) Coral, Dreaming of You
Counting Crows, Accidentally In Love
David Bowie, Let’s Dance
Elton John, Crocodile Rock
Europe, The Final Countdown
Everlife, Real Wild Child
Foo Fighters, Breakout
Good Charlotte , Girls & Boys
(The) Hives, Tick Tick Boom
Iggy Pop, The Passenger
Incubus, Dig
Jackson 5, I Want You Back
(The) Jimi Hendrix Experience, Fire
Kaiser Chiefs, Ruby
Katrina & the Waves, Walking on Sunshine
(The) Kooks, Naïve
Korn, Word Up!
KT Tunstall, Suddenly I See
Lostprophets, Rooftops (A Liberation Broadcast)
Pink, So What
(The) Police, Every Little Thing She Does Is Magic
(The) Primitives, Crash
Queen, We Are the Champions
Queen, We Will Rock You
Rascal Flatts, Life is a Highway
Ray Parker Jr., Ghostbusters
Razorlight, Stumble and Fall
Spin Doctors, Two Princes
Spinal Tap, Short and Sweet
Steve Harley & Cockney Rebel, Make Me Smile (Come Up and See Me)
Sum 41, In Too Deep
Supergrass, Grace
T. Rex, Ride a White Swan
Tom Petty, Free Fallin’
Vampire Weekend, A-Punk
We the Kings, Check Yes Juliet
(The) Zutons, Valerie

Om Thomas Heine Bech

Thomas har været spilanmelder på Gamesector siden 2008 og anmelder for det meste spil til Xbox 360. De foretrukne genrer er sport, bilspil, adventure, puzzle, platform, action og RPG (tja, det er vel næsten det hele), men hjertet banker især for de gamle 80'er-klassikere. Favoritspil på Xbox 360: Rayman Origins, Plants vs. Zombies, Tom Clancy's G.R.A.W., Pure, Game Room, Scramble, Limbo, Braid, Trials HD, Just Cause, Burnout Revenge, Raiden Fighters Aces og Pinball Hall of Fame: The Williams Collection.