Score: 8
Udkommer til:
Anmeldelsen dækker:

Udvikler(e):
Udgiver(e):
PEGI 12+PEGI Bad LanguagePEGI Violence

Den første Ghostbuster film gik i biografen nogenlunde samtidig med at jeg blev født. Efterfølgeren kom da jeg var omkring de fem. Umiddelbart kan man jo ikke sige, at jeg voksede op med filmene, men det betyder langt fra, at jeg ikke kender til dem, for lad os være helt ærlige, hvem kender ikke Ghostbusters? De to film er i mine øjne blandt de absolut bedste 80'er film, og de kan simpelthen ses igen og igen. For det meste er det Bill Murray der gør udslaget, men Dan Aykroyd, Harold Ramis og Ernie Hudson er bestemt også med til at gøre filmene til noget særligt. Den bedste nyhed ved Ghostbusters: The Video Game er at samtlige skuespillere vender tilbage og låner deres stemmer til denne interaktive efterfølger til de populære film. Men kan en samling halvgamle skuespillere virkelig ændre den generelle holdning om at spil baseret på film generelt ikke er værd at smide penge efter?

Tror du på spøgelser, eller Bill Murray?

Svaret er ja, men det er ikke blot stemmetalentet som gør Ghostbusters til Xbox 360 til en succes, det er alle de små elementer sammenlagt. Men lad os tage udgangspunkt i historien. Året er 1991, godt to år efter begivenhederne i Ghostbusters 2. Der er godt gang i forretningen, og det betyder, at Ghostbusters holdet udvides med nyt talent, nemlig dig. Du får hurtigt tilnavnet Rookie, da Venkman (Bill Murray) understreger, at han ikke vil kende dig for godt, da et nært tilknytningsforhold ikke er fordelagtigt i og med at du skal teste Egons eksperimentale og farlige udstyr. Hermed er præmisset opsat, og man føler sig veltilpas i sin nye rolle på Ghostbuster holdet.

Plottet starter ud med at en chokbølge af spøgelsesfremkaldende energi overskyller New York. Det lader til at det hele startede på museet i den nye Gozer-udstilling (skurken fra den første film) og med dette optrin i energien vælter det frem med spøgelser, blandt andet gamle kendinge som Slimer, der er et af de første spøgelser, som man skal fange igen. Spøgelsesregisteret er blevet udvidet med en masse nye interessante gespenster, hvoraf man kender en del af dem fra filmen. En hvis kæmpe stor hvid sømand/skumfidus vender også stærkt tilbage.

Gameplay
Spillet foregår i 3. person, og ens primære værktøj er en proton pack - en miniature atomreaktor, der bæres på ryggen, med en slange til den tilhørende strålepistol. Til at starte med har man kun den almindelige stråle, som man kender fra filmene. Denne kan bruges til at svække spøgelser, og også til at fastholde dem og hive dem ned i de fælder man sætter op. Jo længere man kommer i spillet jo flere forskellige anvendelsesmuligheder får proton pack'en. Dark matter funktionen giver dig f.eks. mulighed for at sende spøgelserne i stasis, og sænker deres hastighed betydeligt. Det er dog helt klart slime blower, der er den mest interessante, udover standard streamen. Slime blower funktionen kan sprøjte positivt ladet slim udover de negative spøgelser og skade dem på den måde, den kan også bruges til at hæfte to objekter sammen via en slimsnor - en meget speciel funktion, som virker rigtig godt i spillets puzzles.

Udover sin proton pack har man selvfølgelig også det velkendte PKE-Meter, der kan hjælpe med til at lokalisere skjulte spøgelser og genstande. PKE'en kan også scanne spøgelser og dermed give lidt historisk baggrund, såvel som praktiske tips til hvordan de nemmest kan nedkæmpes. Meget af spillet ses gennem de smarte briller, der er koblet sammen med PKE-meteret, og det kan til tider blive lidt frustrerende, mere proton action havde måske været bedre.

Man styrer kun Rookien i singleplayer, men i multiplayer er der rig mulighed for at sparke røv med de fire andre karakterer. Man skal altid være opmærksom på sine holdkammerater, da de af og til skal bruge din assistance, hvis de er blevet ramt og ligger bevidstløse på jorden - meget i stil med Gears of War. Multiplayer-delen i spillet er ikke ovenud nyskabende, men vil helt sikkert give hungrende fans de sidste dråber Ghostbusters action, inden spillet til sidst bliver lagt på hylden. Multiplayer-delen er god, men den kommer ikke til at holde evigt.

Præsentation
Når man spiller Ghostbusters, så føles det virkelig som en film. Det er selvfølgelig pga. de originale stemmer, men også spillets glimrende mundrette dialog og de forskellige mellemsekvenser, der supplerer den velfungerende historie ganske glimrende. Man kan måske diskutere om det ikke havde været bedre hvis de bare havde lavet en Ghostbusters film, men denne løsning fungerer også.

Spillet er flot at betragte, men der er helt klart nogle grove kanter hist og her, og der er åbenlys forskel på in-game mellemsekvenser og de renderede. Der er af og til også problemer med lip sync, men det er tilgiveligt. I selve spillet kan detaljegraden af og til være overvældende. I sær proton pack'en er meget flot lavet, og det er også denne, der formidler data til spilleren for på denne kan man se sit liv, og hvornår ens pack er ved at overophede. Den gamle brandstation er ligeledes spækket med detaljer, man kan f.eks. lege med den dansende brødrister, eller lytte til sekretærens sjove telefonsamtaler. Når man affyrer sin proton pack tager grafikken virkelig fart, og stort set alt der kommer i kontakt med strålen tager synlig skade.

Who you gonna call?
Vi har allerede dækket en del af lydsiden med stemmetalenterne, men herudover er den generelle lyd også ganske velfungerende. Når man tænder sin proton pack får man den velkendte aktiveringslyd fra filmene, og man føler virkelig man har et effektivt spøgelsesjægervåben til rådighed. Soundtracket er stort set præcis det samme som fra den første film, og det er naturligvis super fedt at høre de gode gamle melodier igen. Men det originale soundtrack var lavet til en film, ikke en otte timer lang spiloplevelse. Når det hele er slut varer det nok lidt før du bruger titelsangen som ringetone igen.

Fans kan glæde sig, og hvem er ikke fan?
Ghostbusters: The Video Game er helt klart en værdig efterfølger til de populære 80'er film. Man får virkelig en komplet pakke her, jovist er der mange små mangler hist og her. Singleplayer-delen kunne sagtens have været længere, grafikken og karakteranimationen kunne ligeledes også trænge til et pift, og et par melodier mere ville have gjort lydsiden mere alsidig. Hvis du er fan af filmene, vil spillet klart underholde dig, måske også hvis du ikke er fan, men det er tydeligt at spillet med sine små referencer og specielle karakterer henvender sig åbenlyst til det publikum der kender filmene.

Gamesector Anbefaler

Om Martin Rafn Møller